Plader

Trepac: Fatamorgana

Skrevet af Maja Hirani

Den ene halvdel af M-Cnatet er ude med et yderst solidt soloalbum, hvor universet er dystert, lyden er nakkebrækkende, og teksterne er begavede.

»Taber jeg masken, kan de se mig / Se at der bare er en taber bag masken / Se mine fejl og mangler/ Se en stille dreng, der samler skeletter og lig til skabet og lasten / og skyller alle sine planer i vasken / men blotter hjertet hvis der er lyd, lys, kamera, action.«

Når sådanne linjer er at finde i åbningsnummeret, så er der lagt op til en dybt personlig plade, hvor selvransagelse og lyrisk begavelse er dyrebare nøgleord. Fatamorgana er navnet på Trepac fra M-Cnatets solodebut. Den indeholder 13 maskeløse skæringer, hvor emnevalgene centreres om de facader, som Trepac og resten af verden sommetider sætter op omkring sig selv.

For at tale lige ud af posen: Albummet holder i den grad, hvad åbningsnummeret lover. Niveauet er højt, og alle facetter er grundigt udført – lige fra produktionerne til omkvædene til hver enkelt histories fremføring. Tag f.eks. den mesterlige ”Entre”, hvor Trepac møder op til en fest og inddrager lytteren i hans egentlige tanker omkring selskabet og situationen. Heartbeat Productions har stået for den magiske lydside, der komplementerer stemningen til perfektion. Klaveret har næsten allerede sat scenen, men Trepacs stemme og guitarspillet, der indtræder i andet vers, fungerer som kronen på værket. Derudover har man en ustyrlig lyst til at citere hele nummeret, men det følgende stykke må fungere som bevismateriale nok: »Her der slår klokken nok et slag for lov og orden / nul tolerance over for de sorte får i flokken / og jeg forstår sådan cirka ik’ en skid / af hvorfor vi skal sidde og lade, som om at vi ik’ har et hårdt fucking liv/ Og jeg vil gerne vide, hvordan det går for dem / men empatien taber pusten midt i smalltalken.«

Det Davey-producerede titelnummer er endnu et utilgiveligt stærkt højdepunkt, og hvis ikke den dystre tematik havde sat sig fast på lytteren, så sker det altså her med bl.a. teksten »Jeg tror, livet det er skabt for at skuffe mennesker / for store indsatser giver stadig små gevinster.«

Men kører man på noget tidspunkt død i al melankolien? Nej. På Fatamorgana gør hiphop, hvad hiphop gør bedst: udviser udtrykkelig ærlighed, gode historier og skræmmende skarpsindighed. For i forbifarten når Trepac at lufte meninger om segmenter af nattelivet, kærlighed, frihed – også når han støder den sydende kniv i verdens lykkeligste land i den stærke, halvpolitiske, samfundskritiske ”Kronede dage”.

Bedst er det nu stadig, når personligheden titter frem, og her er ”Velkommen i rodebutikken” albummets absolutte perle. Her beskriver Trepac sin verden som værende »discountdrømme, tomme trusler, ingen kvalivare / a la Aldi bare med et twist af musikalsk bazar.« Den minder på mange måder om Sage Francis’ ”The Best of Times” – både i nummerets melodiøse udvikling, men også i rapperens komplette udlevering af sig selv. Jeg må hellere tilføje, at det er et af de ypperste komplimenter, jeg kan give.

Rent teknisk har Trepac virkelig også fat i den lange ende: Han tilhører kategorien af rappere, hvor flow og levering lyder som noget af det naturligste i verden. Som om manden er født til at rappe. Det bliver aldrig for teknisk, aldrig for kringlet og aldrig for ‘wow, hvad skete der dér?!’-agtigt. Blot skudsikkert, stærkt og tilpas nuanceret over hele linjen.

Fatamorgana har dog også nogle få numre, der i mine øjne ikke rammer lige så hårdt som de resterende, og det trækker selvfølgelig lidt ned i helhedsindtrykket. ”Jeg kender en plaget mand” virker for kunstig og iscenesættende. Derudover er fortællingen en anelse for uoriginal og kedelig, da man har hørt hele smøren for mange gange tidligere. Nummeret efterfølges af ”Retsligt efterspil”, og selvom jeg værdsætter, at Trepac tilføjer fortællingen en ny vinkel, så virker opsætningen lidt for letkøbt. Produktionen på ”Retsligt efterspil” er sandsynligvis også pladens svageste, så alt i alt skiller 2-track-kombinationen sig uheldigt ud.

Hvis man som læser sidder med en kvalm fornemmelse af, at der er for meget ’se mig, jeg har det faktisk dårligt på indersiden’ på Fatamorgana, så er det forståeligt nok. Det var min egen tanke efter de første par lyt, men pladen vokser massivt på én. Man finder hurtigt ud af, at der vitterligt er satans meget kød på teksterne. Troværdigheden opretholdes hele albummet igennem. Det kan faktisk ikke siges meget bedre end: »Der ik’ sandhed i alt i mine sange / men nogle gange bliver man nødt til at lyve for at få sandheden frem.«

★★★★★☆

2 kommentarer

Deltag i debat