Artikler

Undertoners guide til Roskilde ’11: amerikanske rødder, electronica/chillout og hiphop

Skrevet af Camilla Grausen

Vi fortsætter vores rundtur i de mange genrer, der er repræsenteret på årets Roskilde Festival. I dag kan du læse om fem stensikre højdepunkter, hvis du er en hund efter henholdsvis roots, folk og country, electronica og chillout eller hiphop.

Med amerikanske rødder

Folk, blues, roots, country og den slags trives unægtelig godt – også i den nordiske muld. Her har vi samlet nogle bud fra Roskildes program på musik inden for disse genrer med amerikanske rødder – både fra USA og Skandinavien.

Hvis du sådan lige har gået og overvejet, hvordan Tom Waits ville lyde, hvis han var fra Borås, yngre og måske lidt mindre hærget, så skal du kigge forbi Gloria torsdag kl. 19.45. Her står svaret på dine overvejelser, svenske Daniel Norgren, på scenen. Norgren spiller folkrock og beskidt blues tilsat elektrisk guitar, raspende stemme og hat – ikke ulig Mr. Waits. Han debuterede i 2007, og hans seneste album med den araknofobiske titel Horrifying Deatheating Bloodspider er blevet flot modtaget i hjemlandet.

Cody er den danske repræsentant for den amerikansk klingende musik i denne kategori, og de indtager Odeon torsdag kl. 20. Kasper Kaae og hans orkester spiller melankolske folk- og americana-inspirerede numre, der bl.a. fik Undertoners anmelder til at kvittere med 5 U’er for deres fuldlængdedebut. Siden har Cody skabt opmærksomhed omkring sig selv bl.a. ved at varme op for musikalsk ligesindede stjerner som Bonnie ‘Prince’ Billy og Band of Horses. Det er Codys anden koncert på Roskilde, da de også gæstede festivalen i 2009.

Conor Oberst på scenen med Monsters of Folk i Store Vega i november 2009. Foto: Kasper Troels Nørregaard

Fredag kl. 14 på Arena er det nok bedst at være lidt ungdomsfrusteret og patosklar. Det er i hvert fald her, Conor Oberst plus band – aka. Bright Eyes – går på scenen. Amerikanske Oberst har trods sin unge alder en imponerende karriere bag sig, både med sine soloalbums og som en del af bl.a. Monsters of Folk. Den alternative folkrock med Obersts letgenkendelige, inderlige vokal har måske slået sine sidste folder; rygterne siger, at den seneste Bright Eyes-plade skulle være det sidste under det navn.

Det med, at han er verdens højeste mand, er vist en røver. Men på den anden side – det holder jo med The Whitest Boy Alive. Så måske svenske Kristian Matsson rent faktisk er The Tallest Man on Earth. Det må man næsten finde ud af lørdag kl. 15 på Odeon. I hvert fald er han en vaskeægte troubadour med tempofyldt akustisk guitarspil. Traditionen fra de amerikanske folk-sangskrivere lader sig ikke fornægte, og jeg vover godt at kalde ham Bob Dylan én gang til, for manden synger immervæk som gamle Bob!

Med Justin Townes Earle har vi for alvor fat i de amerikanske rødder. Det er bestemt ikke usandsynligt, at navnet virker bekendt. For denne unge country/folk-musiker fra Nashville er søn af country-rock-legenden Steve Earle. Og mellemnavnet skyldes, at han er opkaldt efter sin fars læremester, Townes van Zandt. Justin Townes Earle er naturligt nok præget af sin musikalske arv, men har også fundet sine egne ben i en moderne stil, inspireret af country- og blues-rødderne. Hør selv på Odeon søndag kl. 20.30. (CG)

Elektroniske bølger

Anbefalingerne til dette års elektroniske koncerter fordeler sig på Cosmopols store festrum og Glorias mere intime nærkontakt.

Tidlig fredag eftermiddag på Roskilde kan være en svær tid. Stemningen er lidt mat, og man er begyndt at lugte ganske suspekt oven på de foregående fem dages fest. Heldigvis står Nicolas Jaar klar på Cosmopol kl. 14.30 til at give den forfriskende dukkert, som man længes efter. Debutpladen fra den unge chilensk-amerikanske producer og remixer, Space Is Noise (2011), anvender lyden af vand som et gennemgående træk på en udgivelse, der ellers spænder vidt genremæssigt. Grundlaget for musikken er techno med dens fokus på rytme og repetition, men tempoet er sænket til et behageligt, mediterende niveau. Lyt til titelsangen “Space Is Only Noise” her. Derudover trækker pladen også på inspirationer fra hiphop, jazz, electropop og house. Det er en lyd, der kan være svær at komme ind under huden på, men som på en gang tilbyder legesyge og afslapning.

Senere fredag aften, helt præcist kl. 21.00 på Gloria, byder amerikanske Tom Krell aka. How to Dress Well på en fusion af elektronik, softrock og lo-fi r’n’b. Krell har taget det repetitive fra sin tidligere flirt med dronemusik med over i How to Dress Well i form af en ofte ensartet synthbund, hvorover Krells vokal forvrænges ud i det uforståelige og sfæriske. Tjek for eksempel nummeret “Ready for the World”. Musikken placerer sig et sted mellem Salems sfæriske støj og The xx’s bløde r’n’b og skaber et organisk univers af sommerstøj.

James Blake har skaffet sig en del opmærksomhed det sidste års tid med tre stærke ep’er fulgt op af et debutalbum i februar 2011, hvor han blander dubstep og pop som “Klavierwerke” eller Feist-coveret “Limit to Your Love”. Det interessante ved James Blakes lyd er især brugen af pauser, der eksempelvis splitter musikken op lige det vovede øjeblik længere eller lader ordene hakke ind over hinanden i nye rytmer. Amerikaneren synger overbevisende og skulle samtidig formå at stable et engagerende liveshow på benene. Det sker lørdag kl. 20.00 på Cosmopol.

Gold Panda i aktion.

Har du brug for et mere intimt rush lørdag nat, byder Gloria kl. 01.00 på skrabet ambient og melankolsk new age-inspireret synthmusik med den svenske duo Roll the Dice, bestående af Pedrol Manner Folt (Fever Ray) og Deadactiveman. Inspirationerne trækker på Oneohtrix Point Never og Emeralds, men bevæger sig også over i minimalisme anno 70’ernes krautrock og 80’ernes synthpop. Live er bandet kendt for at lade bassen træde i karakter og arbejde mod mere ekstatiske højdepunkter, men stadig holdt inden for et stramt setup. Få en smagsprøve med “Guadaloupe” eller “Undertow”.

Gloria kommer til at emme af nostalgi, når Gold Panda, aka. engelske Derwin Panda, indtager scenen med sit miks af vestlig electronica og orientalske melodisamples søndag aften kl. 19.00. Størstedelen af repertoiret vil formodentligt stamme fra debutalbummet Lucky Shiner (2010). Her klippes, forbindes og genbruges tidligere indspilninger med en blanding af målrettede beat, basgange og en snert af Bollywood. Lyt blot til den eminente “You”. Opbygningen har den samme dimension af det maskinelle og menneskelige, som også kendetegner Four Tet, men tempoet er ofte højere. (LC)

Rim og rytme – fem gange hiphop

Årets fem hiphopanbefalinger rummer fire amerikanske navne og et svensk og strækker sig fra festivalens allerførste koncert og til den allersidste. Desværre ligger tre af dem om søndagen, som jo i sig selv ofte kan være en svær dag at komme igennem. Vi starter med den første. På Cosmopol kan man, en time inden Veto indtager Orange Scene, opleve Black Milk. Det er en af de koncerter, jeg glæder mig allermest til. Black Milk kommer fra Detroit ligesom Eminem og J Dilla, og det er især hos sidstnævnte, der kan findes ligheder. Med forbilleder og inspirationskilder som De La Soul og A Tribe Called Quest er man sikker på at få en festlig, organisk og livsbekræftende hiphop-oplevelse. De lyver ikke, dem der siger, at vi måske har en lille spirende arvtager eller i hvert fald forvalter af arven fra selveste J Dilla. Sidste års Album of the Year kan man med fordel lige få tjekket op på. På dette album findes bl.a. det cool festnummer ”365” og det smukke ”Welcome (Gotta Go)”. Til trommeelskere kan især nummeret ”Round of Applause” virkelig også anbefales. Beatet er alternativt, kompliceret og sygt fedt.

Om fredagen kan man dalre ned på Odeon kl. 19.00. Der optræder den alternative hiphopgruppe Atmosphere, og det kunne gå hen at blive rigtig godt. Gruppen, der har spillet sammen siden 1993, består af rapperen Slug og dj’en Ant. Geografisk skal vi ikke langt væk fra Detroit, blot vestpå til Minneapolis, Minnesota. Atmosphere har mange produktioner bag sig og er signet på Rhymesayers ligesom Brother Ali. Sidstnævnte leverede helt klart den bedste hiphopkoncert på sidste års Roskilde. Ant har også produceret Brother Alis supergode album Shadows on the Sun (2003), og Slug har sammen med dem været med til at lave to af albummets numre. Atmosphere har bl.a. lavet nogle ret utraditionelle samarbejder med ligeledes Roskilde-aktuelle TV on the Radio og, ja, Tom Waits. Atmosphere er især kendt for deres meget personlige tekster om eksempelvis stofmisbrug og ekskærester, som man senest har kunnet stifte bekendtskab med på det nyligt udkomne The Family Sign. Deres beats er simple og meget vellydende. Slugs historier og termen ‘emo-rap’ har været i fokus på eksempelvis Pitchforks positive anmeldelser. Det bør man ikke lade sig skræmme alt for meget af. Atmospheres behagelige og varme musik skal nok sørge for, at smilene og glæden breder sig hos Odeon-publikummet, de triste tekster til trods. Atmosphere er for dem, der gerne vil have en stille og dejlig start på festen fredag aften.

En lille, stor dreng på Arena: hiphop-højdepunktet for Undertoners rapporter.

Så springer jeg officielt lørdag over, men jeg kan ikke lade være med lige at nævne, at der lørdag kl. 12 er Per Vers på Cosmopol. Det er jo altid rart og sjovt og en hyggelig måde at byde tømmermændene velkommen på.

Søndagen byder på hele tre rigtig fede hiphopkoncerter. Det drejer sig om Curren$y, Big Boi og Timbuktu & Damn!. Curren$y kl. 16.00 på Cosmopol er måske Roskildes eneste rigtige gangster- og hardcore-hiphopkoncert. Curren$y er signet på Lil Wayne og Birdmans pladeselskab Cash Money Imprint, og rapperen fra New Orleans er altså årets bling bling-oplevelse på Roskilde. Hans to albums Pilot Talk og Pilot Talk II (begge 2010) er jeg svært glad for. Derudover er det også værd at påpege, at Curren$y i 2010 således udgav to studiealbums, og i 2011 forventes hele 3 albums, hvoraf de to første allerede har set dagens lys. Albummet Covert Coup er mixet af producerstjernen The Alchemist og indeholder et nummer med Moob Deeps rapper Prodigy. Af andre store stjerner, som Curren$y har arbejdet sammen med, kan for god ordens skyld nævnes Snoop Dogg, Mos Def, Dee Low og Fiend. Fra albummet er mit yndlingsnummer ”Michael Night (Remix)”, der har en fantastisk passiv-aggressiv kvalitet over sig. Et kig forbi Curren$ys hjemmeside kan også anbefales. Samtidig kan koncerten blive en glimrende opvarmning til vel nok Roskildes største hiphopnavn i år, der ligeledes kommer fra The Dirty South: nemlig Outkast-frontfiguren Big Boi.

Han spiller på Arena kl. 18, så vil man, som jeg, gerne opleve både Curren$y og Big Boi, må man nok udskyde aftensmaden en smule, så man kan salutere Big Boi med en kondensperlende fadøl i vejret. Big Boi har foreløbig kun udgivet ét studiealbum, der bærer lidt besværlige titel Sir Lucious Left Foot: The Son of Chico Dusty. Musikalsk er der ikke langt fra Curren$y til Big Boi. De er som sagt begge repræsentanter for sydstatshiphoppen, men der hvor Big Boi adskiller sig fra Curren$y, er først og fremmest ved sit flow. Big Boi har, som mange ved (hør blot et vilkårligt nummer med Outkast), et flow i verdensklasse, og hans ordspil og rytmik er stort set uden sidestykke. Hvis man er i tvivl, bør man tjekke numrene ”Tangerine (Feat. T.I. & Khujo Goodie)” samt ”Fo Yo Sorrows (Feat. George Clinton, Too Short & Sam Chris)”. Verdens bedste flow, right? Produktionsmæssigt er der også stor forskel. Big Boi har en voluminøs og poleret lyd med konstante variationer, mange soulede sangomkvæd og mere komplekse rytmer end Curren$ys mere tørre og hardcore enkelhed. Genopliver Big Boi stemningen fra sin nylige koncert på Primavera, har vi godt i vente på denne festivalens yderste dag.

Festen slutter forhåbentlig ikke tidligt. Dem, der stadig er friske, kan slutte Roskilde af med en fortsættelse af dagens to forhåbentlig velafholdte hiphopkoncerter. Dette sker i selskab med den svenske rapper Timbuktu, der optræder sammen med Damn!. Timbuktu rapper på skånsk og spiller politisk hiphop og reggae med afsæt i blues, folkemusik og jamaicansk musik. På Roskildes egen hjemmeside kan man høre nogle stumper af hans nyeste musik. Vælger man at se Timbuktu på Arena kl. 00, kan man roligt forvente at få en munter og festlig afslutning på festivalen. (RR)

1 kommentar

  • Lad nu være med at sammenligne enhver kunstner, der synger og spiller akkustisk guitar med Bob Dylan. Du indser næsten selv clichéet, men det er bare i dette tilfælde så langt fra rammende.
    Jeg hørte for nyligt The Tallest Man on Earth på Primavera Sound i Barcelona, og det var ikke bare en kedelig og ringe koncert, det slog mig faktisk at han lød som Bryan Adams – bare 20 år for sent.
    Lad nu Dylan være Dylan og tag til noget andet og mere sindsoprivende. Jeg foreslår Api Uiz på Pavillion…

Deltag i debat