Artikler

Undertoners guide til Roskilde ’11: klassisk rock, fe’ bas og world

Skrevet af Daniel Niebuhr

Trods den massive kritik af manglen på Orange-navne kan du stadig overvære en god, gammeldags rockkoncert på årets festival. Men du kan også omrokere dine indre organer med tung bas eller lade dit sind bortføre af toner fra den store verden.

‘Guitar og fadøl samt det løse’ – fem shows med klassisk rock

Mødes med drengene, købe en stribe fadøl og så ellers hygge sig med lidt rockmusik. Det er elementerne i en dejlig dag, og noget der er rig mulighed for på en festivalmastodont som Roskilde. Men hvad, der egentlig gemmer sig bag begrebet ‘classic rock’, har vi gradbøjet en smule. Det er jo trods alt Undertoner, du læser. Derfor skyder vi den første anbefaling i retning af Dan Bejar og hans band Destroyer.

De spiller fredag klokken 20.00 på Pavilion, hvilket må siges at være lidt af et scoop. Den lille intime scene vil helt sikkert danne en fin ramme om Bejars fintfølende – og nu også radiovenlige – sange, der er skåret skævt over en skabelon af lige dele Elton John, ELO og Roxy Music anno Avalon. Dan Bejar har aldrig tidligere spillet i Danmark med Destroyer, og hidtil har liveoptrædender i det hele taget været en sjældenhed for bandet. Derfor er det også spændende, om han formår at løfte det hele op til den samme vuggende, groovy og behagelige standard, som forekommer på pladerne.

At løfte albummaterialet helt op på de store scener har Arctic Monkeys for længst formået. Det begyndte voldsomt med rekord-debuten Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not fra 2006 og stille og roligt har Sheffield-lømlerne formået at løfte sig fra at være debutanter med mere-end-godt-er-vind i sejlene til at være et band, der snildt kan samle til stadionfest foran Orange Scene. Og det er netop det, de gør lørdag klokken 19.30.

The Walkmen

The Walkmen. Foto: Mathias Laurvig, Liveshot.dk

The Walkmen har ikke nær så meget vind i sejlene som Arctic Monkeys, men newyorkerne har til gengæld en særegen evne til at være følsomme og voksne uden nogensinde at forfalde til lette løsninger og åbenlysheder. Det er den umiddelbart lettilgængelige Lisbon fra 2010 et godt eksempel på. Bag Hamilton Leithausers  raspende foredrag spiller bandet, uden at gøre sig synderligt bemærket, sig direkte ind i rockeliten med et løst, levende og valsende bagtæppe af elegance. Og når man, som The Walkmen, kan hive den måske bedste sang overhovedet i forrige årti, “The Rat”, frem, hvis lysten skulle være der, så er det med at troppe op ved Odeon-scenen søndag klokken 16.30.

Når den sidste, elegante melodi er duvet ud i søndagseftermiddagen, er det på med cowboyjakken og af sted til baren, inden svenske Graveyard spiller på Pavilion klokken 20.00. For bag det letkøbte navn, der virkelig skriger mædl, gemmer sig en stor kærlighed til alt fra Led Zeppelin, Blue Cheer og Rolling Stones til god, solid folkrock. Og i Joakim Nilsson har bandet en forsanger, der kan synge-tale-skrige sig igennem en times let headbanging i søndagssolens sidste stråler, så selv de sidste ølkrus bliver tømt. Vi ses, Jungersen!

Om Steffen Jungersen også dukker op til Kings of Leon af andet end pligtfølelse, er måske mere tvivlsomt. For det er længe siden, Tennessee-familien rent faktisk lød som noget, der bare kan minde om classic rock. Men debuten står stadig som den måske bedste opdatering af Creedence Clearwater Revivals melodistærke og svampede lyd fra slut-60’erne. At der så er gået stadion-skråleri og smart, kort hår i den senere, kan måske glemmes for en stund, hvis de spiller “Red Morning Light” inden der går sex og ild i den foran Orange Scene søndag aften. (MT)

‘Mmmh, mellemgulvsmassage’ – fem shows med dyb bas

Mens det danske band F.U.K.T. på sin 2011-plade, Falling, har bevæget sig fra at spille live-drum’n’bass til snarere at lave organisk dubstep, har en af F.U.K.T.-trommeslageren Anders Meinhardts trommeelever lagt sig i gruppens kølvand. Bag trommerne i duoen Bottled in England spiller August Dyrborg avancerede synkoperede beat, og kombineret med Daniel Vognstrups tunge baslinjer giver det grund til at forvente, at der bliver drum’n’bass-fest på Pavilion Junior tirsdag klokken 19. »Folk får aldrig fred,« varslede bandet for nylig i et interview her på siden – en insisterende attitude, der umiddelbart lover godt.

Er der noget, trioen Magnetic Man kommer for at lave, er det bestemt også fest. Siden Benga, Skream og Artwork var på Dyrskuepladsen i 2008, er dubsteppen trådt betydeligt tættere på at blive folkeeje, og trekløverets selvbetitlede album fra sidste år var et af genrens første forsøg på at ramme hitlisterne. Det lykkedes ganske godt i England, mens resten af verden ikke rigtig overgav sig. Det var heller ikke et helt vellykket album, men trioens sans for pophooks og kolossale synthlinjer skal nok komme dem til gavn, når de indtager det store Arena-telt fredag klokken 22. Og så skader det næppe, at de medbringer Katy B, der med sit On a Mission-album (delvist produceret af Benga) måske er ved at lykkes med at få det brede gennembrud, Magnetic Man stadig venter på.

Dubstep-supergruppen Magnetic Man.

Sådan ét nærer amerikanske Jace Clayton alias DJ /rupture formentlig ingen forhåbninger om. Til gengæld er der nærmest statsgaranti for, at Claytons koncert på Pavilion lørdag klokken 15.45 kommer vidt omkring. Med sin baggrund i drum’n’bass og sin stærke nysgerrighed efter såvel musik fra eksotiske breddegrader som moderne kompositionsmusik mixer DJ/ rupture sit publikum ud på en musikalsk verdensomrejse, hvor han bl.a. jager intense basgange. Det er svært at sige, hvad Clayton tropper op med denne lørdag, men det er ret sigende for hans spændvidde, at han på mix-cd’en Curiosity Slowdown fra sidste år formåede at finde plads til postdubstep-stjerneskuddet Joy Orbison og den neoklassiske komponist Richard Skeltons projekt A Broken Consort i ét og samme mix.

Hvis DJ /rupture ikke får slidt dine danseskosåler ned, kan du med fordel ile over til Cosmopol lørdag klokken 17. Her dj’er hollandske Munchi, der ud over at have travlt med at fylde de europæiske dansegulve med dubstep, baile funk og moombahton også har produceret for ligeledes Roskilde-aktuelle M.I.A. på hendes Vicki Leekx-mixtape. Her kan du roligt regne med at få vrikkende baslinjer i hobetal og fængende beat, der går lige i hofterne. Vil du gerne vide lidt mere om, hvad du går ind til hos Munchi, så tjek hans blog, hvor han er decideret rundhåndet med sine downloadlinks.

Efter en uge i Roskilde-støvet er det sjældent vild dans, man trænger til om søndagen – og da slet ikke sidst på dagen. Derfor virker det helt passende at slutte af med at anbefale tyske Desolate, der spiller på Gloria klokken 21. Sven Weisemann har formentlig skelet lidt til dubstepikonet Burial, og traurige vokalsamples flyder da også gennem tyskerens lydlandskaber, der dog er mere chillout-influerede. Desolates baslinjer kommer altså næppe til at flå dig ud på dansegulvet, men lidt blid sonisk massage inden hjemrejsen vil helt sikkert ikke være af vejen. (MA)

‘En musikalsk jordomrejse’ fem shows med world music

Verdensmusikken er omdrejningspunkt for koncerter med en lang række musikere, som sjældent giver særlig mange optrædender på disse breddegrader. I år er det lykkedes Roskilde Festival at få samlet et yderst kompetent felt af kendte såvel som ukendte navne, så der er ingen grund til ikke at begive sig ud på en rundtur på både festivalpladsen og verdenskortet.

Efter at Narasiratos planlagte optræden på sidste års festival blev aflyst cirka en måned før festivalstart, er stillehavsøboerne fra Salomonøerne nu tilbage for at få indhentet det forsømte. Med krigsmaling og traditionelle instrumenter i form af panfløjter og diverse slagtøj leverer bandet vel nok et af de mest autentiske optrædender på dette års festival, når de åbner Pavilion sent torsdag eftermiddag.

Turen går herefter til Nigeria, hvor Fela Kuti var og stadig den dag i dag er et af de mest betydningsfulde mennesker i den afrikanske musikkultur. Ene mand definerede han en hel genre gennem stærke politiske tekster og afrobeatmusikkens dansevenlige rytmer. Efter hans død i 1997 var det først og fremmest op til hans efterkommere at føre arven videre. Og i år er Roskilde Festival fredag aften på Arena så heldige at præsentere en dobbeltkoncert med de to af hans sønner, som har formået at opnå størst succes på baggrund af deres fars musikalske eftermæle: Femi Kuti & Positive Force samt Seun Anikulapo Kuti med sin fars eget band Egypt 80.

Femi Kuti.

Vi tager nu over Atlanterhavet, hvor colombianeren Anibal Velasquez kan, hvad kun de færreste ellers kan med en harmonika. Desuden har han gennem de seneste ca. 50 år nået at udgivet omkring 300 albums og hvis det ikke var nok, så skulle man prøve at opleve ham live, hvor han sammen med sit band Los Locos del Swing inviterer festivalpublikummet på en dansabel søndag aften på Cosmopol i den sydeuropæiske/amerikanske folkemusiks tegn.

For at blive på de to sider af Atlanten tager vi nu fat i en perlerække af de største stjerner fra hver sin verdensdel. Buena Vista Social Club kombineret med f.eks. Bassekou Kouyate, der var festivalaktuel sidste år, udgør Afrocubism, der er et af de mest storstilede world music-projekter overhovedet. Den mangfoldige kombination af rytmer og melodier fra både Latinamerika og Afrika bliver med al sandsynlighed en oplevelse uden lige, når søndag eftermiddag, ligeledes på Arena, byder på ‘afrokubisme’ i særklasse.

Vi afslutter vores rundtur i Pakistan, hvor slagtøjsinstrumentet dholen er blevet praktiseret siden det 15. århundrede. At mestre dette er i sig selv et kunststykke, men at mestre det når man er født døvstum, er noget lidt ud over det sædvanlige. Ikke desto mindre er det netop, hvad Gonga Sain gør. Han har imponeret den brogede world music-fanskare med sine evner på det traditionelle slagtøj. Det bliver meditativt på et langt højere niveau, end den almene danske koncertgænger er vant til, når Gonga sammen med sin bror Mithu lukker Gloria fredag nat klokken 03. (DN)

2 kommentarer

  • “Salig Steffen Jungersen”? Er han død? Eller ved journalisten bare ikke, hvad der ligger bag idiomet?

  • Hej Nick

    Det var ganske enkelt en fejl/forskrivelse. For du har helt ret – idiomet er brugt helt forkert. Tak fordi du gjorde opmærksom på det!

    //Mvh. Martin Thimes

Deltag i debat