jazzhouse

Undertoners guide til Roskilde ’11: sfærisk og støjende, oversete kunstnere og dramatiske damer

Sfærisk og støjende

Ikke mindst midt i festivalens virvar at støv, alkohol og mennesker kan det være tiltrængt at blive støjet lidt igennem, samtidig med at man bliver samlet op af nogle sfæriske stemninger og velgørende melodier. Det kan du f.eks. blive til koncerterne med disse fem bands, der alle kan deres My Bloody Valentine, The Jesus and Mary Chain og Sonic Youth i søvne.

Lukestars Yngve Hilmo er synligt irriteret. Trods den fremvoksende vegetation mener hans bandkammerat ikke, at han har haft den bedste siddeplads længe nok.

Man kan jo starte torsdag kl. 22 på Odeon med at lytte til Lukestar. Den norske kvintets musik er i den poppede ende af støjrock-spektret, og med Truls Heggeros nærmest falset-agtige vokal og bandets skiftevis støjende og yderst melodiske arrangementer minder musikken en del om Mew. Selvom bandet endnu ikke er ret kendt i Danmark, har de fået stor succes i hjemlandet, hvor deres andet album Lake Toba (2008) vandt en norsk grammy for bedste rockalbum. Opfølgeren Taiga udkom i februar.

Et band, der til gengæld ikke behøver den store introduktion for et dansk publikum, er The Raveonettes. Sune Wagner og Sharin Foo har efter deres retropoppede In and Out of Control fra 2009 igen skruet op for støjen og en susende, sfærisk skønhed på deres meget roste Raven in the Grave. Selvom duoen har rejst vidt og bredt i det store USA, bliver det nok alligevel en særlig oplevelse for Raveonettes, når de for første gang skal spille på Orange Scene. Det sker fredag kl. 17. Du kan varme op ved at se bandets flotte – og lidt uhyggelige – nye video til nummeret ”Apparitions” her.

Hvis du vil have mere støj, så prøv Weekend på Pavilion fredag kl. 22. Trioen fra San Francisco står for en lyd, der er gennemsyret af guitarfeedback, støjrock og postpunk, men har en længselsfuld, følsom kerne. Weekend har kun eksisteret siden 2009, og deres fuldlængdebut Sports udkom sidste år. Albummet scorede bl.a. en flot karakter hos amerikanske Pitchfork, der mente, at Weekend har fat i noget ægte, som ikke er mange bands forundt.

Et band, der med garanti har nogle grundigt gennemlyttede My Bloody Valentine-plader liggende derhjemme i Oslo, er I Was a King. Bandet blev dannet af Frode Strømstad for fem år siden og spiller shoegazer og melodisk støjpop. I Was a Kings nyeste album, Old Friends, var Undertoners anmelder ikke begejstret for, mens bandets forrige album klarede sig betydeligt bedre. Søndag kl. 12 på Pavilion kan du dømme selv og starte dagens program med norsk shoegazer anno 2011.

Du kan roligt blive hængende omkring Pavilion søndag, for efter I Was a King er det danske Thulebasens tur kl. 14. Thulebasen består af Nis Bysted, der tidligere var en del af Düreforsøg og Mit Nye Band, samt Felia Gram-Hanssen og Niels Kristian Eriksen. Sammen kaster trioen sig hovedkulds ud i en omgang overbevisende psych og melodisk støjrock – eller som de selv kalder det: »rock med twistede elementer«. Thulebasens nye album Gate 5 fik Undertoners anmelder til at sige »yes« mange gange, og det skal opfattes som en stor ros. (CG)

Oversete kunstnere, du sikkert ikke anede eksisterede

Som mindre kendt band er det altid ærgerligt at få lagt sin koncert oven i mylderet af koncerter med platinpladesælgende artister. Men til tider er det ofte netop disse mindre koncerter, der formår at skabe de små magiske øjeblikke, som gør Roskilde Festival så interessant. Denne liste er tiltænkt de bands, som man før festivalen måske ikke har skænket den mindste tanke, men som på lige fod med alle de største hovednavne er med til at gøre årets festival mindeværdig.

Lørdag eftermiddag på Pavilion kommer til at stå i det hollandske punkband The Ex’ tegn. Som en del af denne såkaldte kuration spiller forsanger Arnold de Boers oprindelige enmandsprojekt Zea, der har rejst verden tynd. Han føjer elektrorock med afrikansk bismag, der appellerer til en forholdsvis bred vifte af musikelskere, til et i forvejen på ingen måder genrefattigt festivalprogram. Ingen og intet er sikkert, når de Boer skyder lørdagen i gang ved at invitere festivalpublikummet en tur indenfor i hans musikalske univers.

Ellers kan man torsdag aften på Gloria opleve det, der kaldes gameboy-metal, i forening med distortionfyldte guitarer og elementer fra asiatisk avantgarde – ikke umiddelbart en af de mere kendte undergenrer inden for metal. Den norske trio Next Life excellerer ud i netop denne fusion af de to meget uens stilarter, så det bliver uden tvivl noget af en unik oplevelse, når de tre ‘genrepionerer’ indtager scenen.

Zun Zun Egui øver deres esperanto – et internationalt kunstsprog, hvor ordene udtales med skridtet.

De lidt mere festglade skal inden fredag eftermiddag på Pavilion kridte de ekstravagante dansesko og få indøvet nogle trin, der kan passe sammen med til tider skæve taktarter – hvis jeres ører altså kan dechifrere dem midt i et virvar af et lydbillede, for med Zun Zun Egui ved man aldrig helt, hvad man kan forvente. Det multikulturelle orkester med sange på esperanto sørger for en sand feinschmeckeroplevelse for det trænede øre.

Og når nu vi er i det festlige hjørne, så plejer koncerterne med balkanorkestre at være et sikkert hit, og selvom Bulgarien måske ikke ligger på Balkan-halvøen, så er musikken ikke til at tage fejl af. Der er altså lagt i kakkelovnen til en (bryllups)fest af de helt store, når verdens ubestridt største klarinetvirtuos Ivo Papasov og co. lægger vejen forbi dette års festival lørdag nat – også på Pavilion.

Et par timer tidligere på Gloria spiller Dark Dark Dark fra Minnesota, der i sit seneste udspil Wild Gos mest opmuntrende øjeblikke lyder som en provinsiel begravelse. Men bag det sørgmodige ydre gemmer sig en blanding af de mest hudløst ærlige og iørefaldende kompositioner i et intimt, autentisk lydunivers, der helst skal opleves på nært hold. Alt tyder på en klart seværdig aften med det syv mand store folk-orkester, der afrunder Undertoners bud på dette års mest oversete festivalnavne. (DN)

Dramatiske damer

Der er dystre mænd og fyre i stramme jeans, der er elektroniske håndværkere og kædebærende hiphoppere. Men kvinderne på dette års festival står lige så stærkt som dem alle tilsammen. De er dramatiske, kraftfulde, skrigende, croonede eller dansende – og på ingen måde kedelige.

Dramatikken starter med en kraftpræstation torsdag kl. 22.00 på Arena. Engelske PJ Harvey har for længst etableret sig som en karismatisk figur på rockscenen. Med den store stemme, den skæve mund og de stærke tekster indtager PJ Harvey scenen for at levere højdepunkter fra sit store bagkatalog samt musik fra dette års gennem-anmelderroste Let England Shake. En plade, der sammenknytter folkemusik, krigssange og rock til et konceptalbum om krig, som dog aldrig selv bliver krigerisk i sin lyd. Det kan meget vel gå hen og blive trængt på Arena denne aften, men rygterne om PJ Harveys liveudtryk siger, at det skulle være det hele værd.

Selv Orange står for skud, når damerne folder sig ud. Beth Gibbons er frontdamen i efterhånden legendariske Portishead. Denne spinkle, rødhårede kvinde formår gang på gang at gøre weltschmertz til det nye sort. Portishead slog deres popularitet fast med triphop-pladerne Dummy og Portishead fra 90′erne, men i 2008 styrede de ind på et nyt spor med pladen Third, der blander det tungt maskinelle og elektroniske med blød folk. Lyt for eksempel til denne liveoptagelse af “Machine Gun”. Portishead, med Gibbons i front, formår at ramme det svære sted mellem det medrivende smukke og det psychede. Bandet har bekendtgjort, at der er et nyt album på vej, så mon ikke der bliver luftet nye numre undervejs. Det sker på Orange fredag kl. 22.30.

Janelle Monáe. Roskildes mest space agede indslag ryger kun usynlige fremtidssmøger.

Anna Calvi har et look: Læberne er knaldrøde, og håret er redt lige så stramt tilbage, som hun håndterer sin guitar. Det er yderst passende, at denne koncert foregår ved midnat, nærmere bestemt kl. 00.00 fredag aften på Pavilion, for Calvis sange er mørkesange – filmiske dystopier af rock og pop spændt ud mellem inciterende sensualitet og western noir. Den engelske diva udsendte sit debutalbum, Anna Calvi, tidligere i år, og den modtog positiv opmærksomhed for sine filmiske kvaliteter. Calvi er dog efter sigende endnu bedre live end på plade, da hendes attitude virkelig får lov at brænde igennem på scenen.

Lørdag kunne det være oplagt at fejre natten til svenske Lykke Lis mørke pop, men mere interessant er søndagens program. Har du brug for et pick me up-søndag aften lige omkring aftensmadtid, kunne det være en idé at bevæge sig forbi Pavilion kl. 18.00. Der er kun én kvinde i Screaming Females, men Marissa Paternoster er så energisk, at hun fortjener at blive omtalt i flertal. Den lille amerikanske kvinde giver de to mænd i duoen kam til deres hår, når hun lader sit guitarspil bevæge sig fra klassisk rock til hardcore, new wave og lo-fi indie fulgt af skrig og skrål. Screaming Females er punkrock med attitude og frembusende glæde.

Efter det storskrigende kvindfolk på Pavilion kan det kun anbefales at bevæge sig mod Cosmopol. Her optræder Janelle Monáe kl. 20.00. Monáe udgav sidste år The ArchAndroid, der er et rent overflødighedshorn af dansabel og smuk funk, hiphop, pop, rap, r’n'b, electronica og fængende sangskrivning – alt sammen sat i et futuristisk science fiction-univers. Det kan lyde en anelse skabet, men det er kun, til man ser Monáe danse sin tightrope. Så er der ikke andet for end at overgive sig til rytmerne. (LC)

Indsend din kommentar

Skriv dit navn

Du skal indtaste dit navn

Skriv venligst en gyldig mailadresse

Kræver e-mail

Skriv din besked

Undertoner.dk © 2014 All Rights Reserved

Opmærksomhed til den alternative musikscene