Plader

Wild Beasts: Smother

Skrevet af Lise Christensen

Wild Beasts synger om sex, begær og alt, der følger med i den pakke. På Smother tager de temaet til nye højder, samtidig med at melodierne er blevet drastisk minimalistiske. Det er frækt og godt.

Britiske Wild Beasts har en udpræget forkærlighed for at synge om seksuelt begær. Opture, nedture og hedeture – alle er de blevet udforsket på bandets nu tre albums. I modsætning til debutalbummet Limbo, Pantos leg med det jomfruelige og uprøvede, der kom til udtryk som en art Queen-inspireret barok’n’roll, er tredje og nyeste udspil, Smother, behersket og minimalistisk pop. Fans af debuten og opfølgeren Two Dancers fra 2009 vil måske vurdere Smother til at være et tandløst udspil uden den grænsesøgende falset-kabaret-stemning, der har begejstret tidligere, men det vil være en forhastet dom.

Smother følger op på de mere stille, men intense øjeblikke på Two Dancers og sænker tempoet yderligere. Det gør melodierne mere afdæmpede og smukke og stiller dem i kontrast til teksternes ofte krasse indhold. Hayden Thorpe tager det androgyne med fra de forrige albums og deler nu næsten ligeligt sangtjansen med Tom Fleming. Det gør sangstilen mindre skabet, og samlet udgør de snarere en simpel og knap så vokal-vibrerende pendant til Antony Hegarty fra Antony & the Johnsons end til en flamboyant Freddie Mercury.

Smother præsenterer forskellige positioner i og omkring begærsopfyldelsen: den ekstatiske, den knuste, den angrende, den forførende og den hensynsløse. De to sidste kan samles i den litterære figur Don Juan, den legendariske, fiktive kvindebedårer. “Plaything” er som en række af boudoirfotografier fra Don Juans scrapbog. Teksten skaber erotiske billeder, der udstiller den enes blik på den anden. Som Thorpe falset-crooner det: »You know that the second I saw you / I was rendered the very voyeur.« Nummeret tager teten op fra Two Dancers’ “All the King’s Men” og skaber arketypen på den kyniske kvindeforfører. Sætninger som »New squeeze, take off your chemise / And I’ll do as I please« stønnes på det nærmeste ud, og sangen ender da også med et orgastisk »I concur, I concur oooooohh.«

Åbningsnummeret “Lion’s Share” tager også denne tematik op. Nummeret er bygget op om en basgang, der danner bund for klassisk klaverspil og en opera-inspireret vokal. Det er snedigt gjort. Basanslagene mimer den hurtige puls forbundet med jagtens adrenalin, der tages op i tekstens sammenblanding af jagt og sensuelle referencer – »I take you in the mouth / like a lion takes his game« – og intensiveres med klaverspillet og vokalens underspillede dramatik.

I “Bed of Nails” drager Wild Beasts også sensualiteten med ind i lydbilledet, hvor den elektriske guitar trækker klange af vellyst i baggrunden af melodien. Her smelter Don Juan-figuren sammen med Shakespeares Hamlet og dennes forhold til Ophelia. Et forhold, der ender ulykkeligt, ved at Ophelia droppes af Hamlet og drukner sig. Wild Beasts twister dog kærlighedsfortællingen og lader manden blive den sørgmodige: »I would lie anywhere with you / Any old bed of nails would do / Ink up the wound for an cruel tattoo / A big old red heart with an anchor stuck through.« Har man litterær interesse eller kender sine filmatiserede klassikere, er det sjovt at dykke ned i teksterne og finde de forskellige omskrivninger. I “Bed of Nails” tager Wild Beasts således også fat på Mary Shelleys “Frankenstein”.

Wild Beasts udpeger den minimalistiske komponist Steve Reich og Fuck Buttons som musikalske inspirationer på Smother. Kniber man øjnene sammen og strækker fantasien lidt, synes “Loop the Loop” at knytte en kommentar til Reichs “Come Out” (Early Works) ved at lade tekststykker loope og deles på en måde, der gradvist ændrer meningen i teksten. Samtidig mimer melodien Moderats “A New Error” (Moderat), specielt i sin basgang.
Fuck Buttons-inspirationen skinner igennem i “Burning”, hvis brug af synthflader minder om Fuck Buttons-numrene “Surf Solar” og “Olympians” (Tarot Sport).

Men først og fremmest er Smother kendetegnet ved sine stille melodier, der har en art kvalt inderlighed over sig. Slutnummeret “End Come Too Soon” eksemplificerer dette. Det ligger i teksten, men i lige så høj grad i de velproducerede trommer samt skiftet mellem synth- og klavertoner, der hjælper med at understøtte det melankolske, grænsende til kyniske i Wild Beasts’ lyrik. Smother er imponerende kohærent. Referencerne til det sensuelle overskrider ikke grænsen mellem det virkningsfulde og det banale, og samtidig giver beskrivelserne af komplicerede forhold et nuanceret twist til den skruppelløse Don Juan-figur. Med Smother tager Wild Beasts en ny retning, men uden at miste deres vildskab.

★★★★½☆

Deltag i debat