Nyheder

A Winged Victory for the Sullen klar med debutalbum

Skrevet af Ditte Ingwersen

A Winged Victory for the Sullen er navnet på et nyt musikalsk projekt fra de amerikanske komponister Adam Wiltzie og Dustin O’Halloran, hvis selvbetitlede debutalbum udkommer 12. september.

A Winged Victory for the Sullen er navnet på et nyt musikalsk projekt etableret af de amerikanske komponister Adam Wiltzie (Stars of the Lid, The Dead Texan, Aix Em Klemm) og Dustin O’Halloran (manden bag soundtracks til “Marie Antoinette” og “An American Affair”), hvis selvbetitlede debutalbum udkommer den 12. september 2011 – og vil blive anmeldt her på sitet til den tid.

Wiltzie og O’Halloran, der tidligere har arbejdet sammen i forbindelse med O’Hallorans album Lumiere, besluttede at forlade de vante rammer i hjemmestudiet og opsøge nye indspilningsmuligheder, da de ønskede at skabe et album med mere volumen og anderledes lydbilleder – ved hjælp af store rums akustik.

Dette ønske blev realiseret, da de to medlemmer begyndte optagelserne på debutalbummet en sen aften i den berømte Grünewald Kirke i Berlin. For at opnå en mere autentisk lyd valgte duoen bl.a. under optagelserne at anvende instrumenter som valdhorn, bassuner, et Imperial Bösendorfer-klaver fra 1950’erne samt strygere – som senere blev tilføjet i de legendariske DDR-radiostudier i Østberlin.

Resultatet af disse overvejelser og anstrengelser er blevet til debutpladen fra A Winged Victory for the Sullen. Albummet består af syv harmoniske skæringer, som bl.a giver en hyldest til afdøde Mark Linkous (Sparklehorse) i den todelte “Requiem for the Static King”.

På pladen optræder bl.a. den islandske cellist Hildur Guðnadóttir samt den Efterklang-relaterede komponist og violinist Peter Broderick.

Første smagsprøve, “Steep Hills of Vicodin Tears”, fra A Winged Victory for the Sullen er allerede tilgængelig og kan downloades gratis her.

Deltag i debat