Plader

Bernhoft: Solidarity Breaks

Skrevet af Anna Møller

Bernhoft imponerer efter sigende live, men på albummet Solidarity Breaks flyder flødeelementer sammen til en ubestemmelig soulmasse.

På tidligere Span-sanger Jarle Bernhofts nye album er det helt tydeligt, hvor ‘fænomenet Bernhoft’ brænder igennem, og hvor han rent musikalsk falder igennem. Vokalen er ekstremt funky og imponerende stor, og live gør det sig naturligvis godt at kunne spille sådan med de musikalske muskler. For nylig udmøntede denne performance sig da også i en topkarakter fra Undertoners anmelder ved årets Spot Festival. Bernhofts koncerter er altså oplevelser, man husker, og som giver branchefolk lyst og muligvis grund til at påklistre præfikser som ‘fænomenet’ foran sangerens navn.

Men oversat til albumformatet falder den norske komet igennem på flere planer. Først og fremmest er for mange af de melodiske forlæg på Solidarity Breaks for uinteressante, og man husker ikke mange af numrene på pladen. Når man lytter til poppet funksoul som den, Bernhoft bedriver, så er det et problem. For det andet er der – i mine dybt puritanske øjne – en række steder, hvor de overseksuelle tekstlige toner virker forcerede og uskønne. Dette sker eksempelvis på verset i “Cmon talk”, hvor Bernhoft synger: »Now you’ve got me feeling so sorry / For something I didn’t do / You’ve got me crawlin’ around a gutter / When I should have been busy making love to you.« Argh, hvor klistret.

For det tredje er instrumenteringen for det meste udført med en upassende utight fornemmelse for beatet, og produktionen er en anelse flad. Det efterlader mig med en fornemmelse af, at instrumenteringen er mekanisk frem for håndspillet, og det er ærgerligt, når der er så meget liv i Bernhofts vokal. I stedet for at fremstå som en futuristisk pendant til den levende vokal, så fremstår det hele lidt for automatisk for min smag.

Bedst er i mine øjne nummeret “Stay With Me”, hvor akustisk klaver indleder, før de flødefarvede soultrommer og Bernhofts enormt beroligende og smørbløde vokal optager den langsomme og catchy melodilinje. Ja, det minder en anelse om enhvert andet feelgood-soulnummer, men det er sunget med en ukrukket nerve og udført med instrumenter, der måske hverken overrasker eller henrykker, men som ubesværet glider lige ned i gabet, der er sultent efter lækre soulpophits.

Tears for Fears-covernummeret “Shout” fanger i sin modstilling mellem falsetvokal og beatbox-beat en fin opdatering af 80’er-hittet, der både er catchy og relativt original i forhold til sit forlæg.

Man skal ikke forvente hverken en revolutionerende tilgang til den funky soulpopgenre, lyriske perler eller særlig interessante kombinationer af instrumentering og melodimateriale, når man begiver sig ud i Solidarity Breaks. Måske man i stedet skulle tage at opleve det proklamerede fænomen live, for jeg kan snildt forstå, at den dybfølte og enormt store vokal kan mere end imponere og levere en både mindeværdig og rørende præstation.

★★★☆☆☆

3 kommentarer

  • Rigtig fin anmeldelse, Anna! Dine tanker om “fænomenet Bernhoft” og “musikeren Bernhoft”er godt begrundede, og jeg er tilbøjelig til at give dig ret. Der kan ikke være tvivl om, at manden er ekstremt talentfuld og musikalsk (bare tjek YouTube). Når det så er sagt, så fornemmer jeg også lidt en kløft mellem live-klippene og studiepladen, der efter min mening er lidt for poleret og “pæn”.

    Jeg er ikke helt enig med dig ift. sangenes holbarhed – det er selvf. dybt subjektivt, men en sang som “Choices” har jeg konstant haft på hjernen efter ganske få gennemlytninger. Desuden kan man jo diskutere, om den forcerede og uskønne lyrik ikke hører med til soulens og funkens æstetik? Jeg kan komme i tanke om flere sange af James Brown, Prince, Marvin Gaye, Maroon 5 osv., der er fyldt med tekstlige, seksuelle undertoner og halv-corny passager.

    Jeg skal til koncert med Hr. Bernhoft på Train i november, og jeg glæder mig helt vildt. Alene videoerne på YouTube har blæst mig væk – og måske også vist at visse ting musikalsk set er umulige at indfange på en studieindspilning.

  • @Mikkel: Jo tak, jo tak. Og ja, de seksuelle overtoner er helt sikkert en del af funkens æstetik, men det er måske den, jeg har det svært ved. Rigtig god koncert, han skulle jo være ganske enestående live!

Deltag i debat