Plader

Blue Scholars: Cinémetropolis

Skrevet af Maja Hirani

Den dynamiske Seattle-duo er atter på banen. Denne gang kan man forvente storslået, sommerlig hiphop, hvor Sabzi og Geo går i en ny spændende retning.

Når snakken falder på Seattle-hiphop, må Blue Scholars siges at være en af byens bærende søjler. Sabzi og Geo er nu klar med deres tredje officielle album. Har man duoens tidligere værker i samlingen, kan forventningerne ikke være andet end skyhøje. Deres sidste album Bayani satte nye standarder for, hvad hiphop – rent produktionsmæssigt – er i stand til. Med debuten Blue Scholars fra 2004 viste dj’en Sabzi, at han –med sin uddannelse inden for klassisk musik – kunne skabe sindsoprivende kreative beats. Opfindsomheden førte dem i en ny retning med Bayani-albummet fra 2007, og med Cinémetropolis når den atter nye højder. Vi vender straks tilbage til den yderst interessante lydside på pladen, men først skal nogle ting afklares:

Konceptet omkring Cinémetropolis har flere vinkler – dels er det et såkaldt ‘visual soundtrack’, hvor meningen er, at musikken skal fungere som inspiration til en række kortfilm, og dels er den en hyldest til bemærkelsesværdige personligheder gennem historien, som hvert nummer er opkaldt efter. Konklusionen må derfor være, at Cinémetropolis forsøger at indkredse tanker om inspiration, der går begge veje. Jeg skal blankt indrømme, at numrenes inspirationskilder i langt de fleste tilfælde ikke sagde mig det mindste – derfor var mit førstehåndsindtryk af tematikken en smule konfust. Men med Google i den ene hånd og tracklisten i den anden, var jeg klar til at blive oplyst – og det kan anbefales, for pludselig gav det hele lidt mere mening.

Albummet lægger ubarmhjertigt hårdt ud med titelnummeret, hvis produktion også lægger bunden for, hvordan resten af albummet lyder. Synth i lange baner, eksotiske småinstrumenter (som ingen kender navnene på), highhatte, den populære 808 og supersyntetiske computereffekter er at finde overalt på pladen. Det lyder jo umiddelbart som enhver producers øredøvende selvmordsbombe, ikke? Men med Sabzis uovertrufne evner til at sætte lyde sammen på de mest snilde måder forvandles det til et opmuntrende tour de force af originalitet. En produktionsmæssig kovending fra Bayanis organiske, højtravende univers, men hvad havde man forventet af Sabzi? Titel- og åbningsnummeret er unægtelig en af de mest vellykkede sammensmeltninger, og som en bonus flow’er Geo bogstavelig talt som en drøm. Med de gentagne linjer »now you say something’s like a movie when it’s real / like film is much realer than anything you feel / in the Cinémetropolis« er man i trygge hænder budt hjertelig velkommen.

Det lyder, som om Sabzi er ufejlbarlig, men det er nu reelt set ikke tilfældet. Bl.a. clap-beatet på ”Lalo Schifrin” er simpelthen for meget, og det er her, at den omtalte selvmordsbombe går ind og truer. Jeg forstår udmærket, at det har været fristende for en gruppe af deres kaliber at bevæge sig ud på gyngende grund, men det kan også blive for meget af det gode – og når man så pludselig sidder med en ekstrem mainstream hiphopproduktion i ørerne, så forsvinder lidt af Blue Scholars-charmen.

Men de gode stunder er nu i stærkt overtal. Det er eksotiske og sommerlige toner, der rammer lytteren fra ende til anden. Selv i en sørgmodig sang som ”Anna Karina”, hvor Geo afdæmpet rapper om en skuespillerinde, der jagter det store gennembrud, men må se sig overset. Overordnet set behøver man nu ikke finde lommetørklæderne frem til dette album, da der er et gennemgående feelgoodvibe over hele smøren. Sandsynligvis fordi Geo i sine utallige observationer bevarer en kækhed og et overblik, der går ret godt hånd i hånd med Sabzis vovede produktioner.

”Slick Watts”er pladens obligatoriske hyldest til hjembyen, Seattle. Beatet er virkelig overdrevet i alle dets henseender. Det kan med garanti rive diverse højttalere rundt, og så gør det ikke noget, at Geo måske bliver en anelse for intern. Alt i alt er sangen vel ret vellykket, når man hører den, mens man kigger rundt på Høje Taastrups beigefarvede stationsområde og tager sig selv i at tænke: »I det mindste har vi City 2«? Jo, det må i den grad være ’mission completed’.

På ”Oskar Barnack – Oscar Grant” fik jeg atter glæde af Google-søgningen, da jeg fandt ud af, at Oskar Barnack er opfinderen af Leica-kameraet og Oscar Grant er en amerikansk mand, der hensynsløst blev dræbt af en politibetjent. Skydningen blev fanget på mobilkamera. Geos budskab om, at kameraet er et undervurderet middel i kamp mod korruption, er pludselig soleklart med omkvædet »we gotta shoot the cops, shoot the cops / take your cameras out of your pockets, people.« Kløgtige linjer i versene står simpelthen i kø for at blive fremhævet. Intelligente og velovervejede emner er præsenteret over alt – se bare “Yuri Kochiyama”, der er en hjertevarm hyldest til et forbillede, eller “George Jackson”, der er om ansvarfølelser selv i besværlige situationer.

Cinémetropolis viser, at Sabzi og Geo er blandt de mest dynamiske duoer i hiphop, og særligt Geo har rent teknisk rykket sig rigtig meget som rapper. Generelt indeholder albummet nogle af Blue Scholars absolut bedste præstationer til dato, men de momentvise svage øjeblikke og Blue Scholars og Bayanis tårnhøje kvalitet gør, at albummet i sammenligningsprocessen ikke helt scorer topkarakter.

★★★★½☆

Deltag i debat