Plader

Bohren & der Club of Gore: Beileid

Skrevet af Klaus Thodsen

Doomjazzeksperimental. Så simpel og ligetil er tyske Bohren & der Club of Gores beskrivelse sin egen musik. Det giver i sandhed anledning til en anderledes musikoplevelse.

En gang imellem går det op for én, at man egentlig har et utaknemmeligt job. Den slags tanker kommer sjældent særlig belejligt, og i denne situation blev de frembragt af en form for modløshed. Jeg satte et band ved navn Bohren & der Club of Gore i ørene og gik mig en lang tur. Der gik ikke længe, før jeg var fortvivlet. For jeg var mildest talt i vildrede over, hvad jeg netop havde hørt for første gang. Tre numre med en samlet varighed på lidt over en halv time. Stillestående og begivenhedsløst, men samtidig dragende og småuhyggeligt.

Mine første tanker gik uværgeligt til den smukke Audrey Horne, der nærmest i trance danser til Angelo Badalamenti på sin fars kontor på The Great Northern Hotel i “Twin Peaks”. Der er noget utroligt drømmende over den spøgelsesagtigt ubevægelige musik, som tyskerne her lægger for dagen. Hvorvidt man vil blive ført til The White Lodge eller The Black Lodge, er svært at sige, men jeg vil ikke være det mindste overrasket, hvis der begynder at dukke kæmper og dværge op i mine drømme fra nu af.

Men hvad er det egentlig for noget musik, der ligger bag dette mærkværdige bandnavn? Det er ikke sådan lige til at forklare. Vi har at gøre med, hvad der vel bedst kan betegnes som lounge-musik. Lyden er i høj grad bygget op omkring et næsten ubevægeligt fundament. Langsommeligt fremføres bas, trommer og klaver, uden at noget som helst sker i flere minutter. Det kan lyde kedeligt, men det er det faktisk langtfra. Åbningsnummeret ”Zombies Never Die” er et utroligt stemningfyldt nummer, der føles som en underlig blanding af A Silver Mount Zions ”Broken Chord Can Sing a Little” og Badalamentis ”Audrey’s Dance”. Det uendeligt længselsfulde udtryk, der sender drømmene i både positive og negative retninger, er en af dette lydunivers’ helt store forcer.

På sin vis har jeg svært ved at finde ud af, hvad jeg som lytter skal stille op med den musik, som jeg bliver præsenteret for på Beileid. Omvendt kan jeg ikke løbe fra, at det har en uhåndgribelig tiltrækning på mig. Det eneste jeg bestemt ikke bryder mig om, er når gæsteoptrædende Mark Pattons særprægede vokal trænger sig på i nummeret ”Catch My Heart”. Vokalen tvinger mig til at forholde mig til den. Jeg bliver distraheret og er pludseligt nødt til at dele mit fokus mellem vokalen og musikken. For mig er det bestemt ikke en situation, Patton står til at vinde. Vokalen bliver meget hurtigt til et kæmpe irritationsmoment, da den ikke rigtigt passer ind med musikken, der klart gør sig bedst alene.

Den længselsfuldhed, der er over dette værk, er for mig at se noget ganske enestående, og det må jeg blankt erkende, at jeg er faldet for.

★★★★☆☆

Deltag i debat