Fotos: Steffen Jørgensen, photo.jint.dk
Du kan kalde det reggae, dub, country, soul eller rock’n’roll. Intet af det er dækkende, for dét, de fire præsterede på scenen på Voxhall, kan ikke presses ned i en kasse. Daniel Lanois, Brian Blade, Trixie Whitley og Jim Wilson spiller og synger.
Daniel Lanois er vel nærmest en genre for sig selv. I hvert fald var han hovedarkitekten bag den lyd, som op igennem halvfemserne kendetegnede blandt andre U2, Bob Dylan og Emmylou Harris. Mens vi bliver imponeret af Lanois’ CV, véd de førnævnte koryfæer godt, hvem der er den egentlige stjerne, og hvem de kan takke for en revolutionerende udvikling af deres karrierer.
Lanois får det bedste frem i de folk, han arbejder med. Men det går også den anden vej. Det var helt utroligt, som den unge Trixie Whitley gav Lanois modspil. Lanois’ obligatoriske hue, der var trukket godt ned over ørerne, skjulte ikke hans gråsprængte fuldskæg, men når de to stod tæt på hinanden og sang i hver deres mikrofon, oplevede jeg en Lanois, som jeg aldrig har set før. Så nærværende og fokuseret. Vi fik ”Fire”, ”The Messenger” og ”The Maker”, hvor de to sidste næsten er stensikre ved en Lanois-koncert, men det her var ikke en Lanois-koncert. Det var Black Dub. De fire var ligeværdige på scenen, og de bidrog alle med alt, hvad de havde i sig.
Jim Wilson har overtaget bassen fra den legendariske Daryl Johnson, men ikke et sekund savnede man den, i mere end én forstand, store bassist. Jim Wilson kan noget andet og er ingenlunde nogen hr. hvem som helst. Han står i spidsen for bandet Mother Superior og har i tidens løb arbejdet sammen med så forskellige navne som Iggy Pop, Anthrax, George Clinton, Henry Rollins og Queens of the Stone Age. Hans afmålte basspil blev suppleret af en fantastisk soulet vokal, der fik sveden til at pible frem, når Wilson lejlighedsvist gav den som leadvokalist, og som gav dybde i de trestemmige vokalharmonier, der på fremragende vis afløste den skrigende soul.
Brian Blade smilede så hans hvide tænder lyste under de lidt for store briller i halvmørket bag trommerne. Stikkerne dansede på hihatten, og de sirlige underdelinger på lilletrommen blev brudt af spjættende slag på tom’erne. Han kan godt tale. Vist så. Det så vi i Lanois-filmen “Here Is What Is”. Men ordene snubler over hinanden. Sætningerne bliver for kringlede og for lange. Meningen forsvinder, og han smiler genert og vrider sig usikkert på stolen. Men når han sidder bag trommerne, fortæller han præcist hvad det er, han har på hjerte. Man kan sige, at han er verdens bedste trommeslager, men det ville han selv benægte. Han spiller jo bare.
På den anden side af scenen lokkede Lanois sin pedalsteel til at gøre ting, som ikke burde være mulige. I hvert fald er der ikke mange andre, der får instrumentet til at lyde, som når Lanois lader den metalliske treenighed – strengene, slideren og klørerne på fingrene – gøre deres arbejde. Ud væltede toner, der kørte et fejlfrit slalomgennemløb mellem Blades trioler.
Jeg kan ikke huske hvad det instrumentale nummer hedder, og måske har det slet ikke et navn. Måske var det opstået spontant i sammenspillet mellem to venner, for hvem musikken er det sprog, hvor de udtrykker sig bedst og for alvor føler sig hjemme.
Og selvom sangene har navne, virkede det underordnet, når Trixie Whitley hentede de allermest mørkeblå toner frem fra det inderste af sin spinkle, englehvide krop. »This may be my last time,« sang hun, som var det vitterligt sidste gang. Hun ejer Aretha Franklin og Janis Joplins dampende soul, men med sin egen ubestemte ‘dét dér’. Og så satte hun sig ved siden af Brian Blade ved sit eget lille trommesæt og funkede fuldstændig amok. Og så hev hun en guitar frem, og spillede det, hun skulle. Ikke noget fancy, smart eller svært, men til gengæld stinkende tight.
For Black Dub handler det ikke om at gøre det smart. Det handler om at finde toner, rytmer og ord, der danner en helhed, og som bare hænger sammen. Det er håndværk, og hvis håndværkerne kan deres lort, kan man så forlange mere?
Nej, men alligevel fik vi meget mere, da Daniel Lanois’ sølvskinnende poesi trestemmigt flød ud til et publikum, hvis entusiasme nærmede sig det fanatiske. »Black ice was everywhere / At every corner but we didn’t care / Silver riding, silver nights, Silverado.«
Der kommer et tidspunkt i en hver anmelders liv, hvor han taber underkæben, lader blokken og kuglepennen glide ned på gulvet og så ellers bare står og stirrer og lytter og medrives, og stjernerne – eller U’erne – slipper op og bliver vel i virkeligheden ligegyldige og under ingen omstændigheder dækkende for det, man lige har været vidne til.
»Oh river, rise from your sleep…«
Flot anmeldelse! Det dér var fandme en god aften.
Enig. Enig. En fabelagtig aften. Der blev spillet så blodet sprang fra Lanois neglerødder. Det svingede den ondelyneme!