Plader

Eleanoora Rosenholm: Hyväile minua pimeä tähti

En urovækkende og dansabelt dyster science fiction-symfoni om en forstadsseriemorder. Tag en tur igennem kaninhullet med den skizoide Eleanoora Rosenholm.

Eleanoora Rosenholm er en forsagt, ængstelig og i det store og hele uanseelig husmoder – og en småskizoid seriemorder med dæmoner nok til at fylde de vidtvoksende finske skove til brynet. Heldigvis er hun også blot en fiktion udtænkt af blandt andre Mika Rättö, der nok er bedst kendt som kernemedlem af den udsyrede kraut-metalgruppe Circle. Hyväile minua pimeä tähti (Kærtegn mig, mørke stjerne) er den tredje plade, hvor sangerinde Noora Tommila lægger stemme til den forstyrrede Eleanoora, der udfolder sine morderiske forstadsfantasier i et dystert filmisk univers præget af sammenbidt alterno-disco og fordrejet europop, hjemsøgt af mørke, futuristiske synthspøgelser og magtfulde, bombastiske mandekor.

Hvor de to første plader, Älä kysy kuolleilta he sanoivat og Vainajan muotokuva, lige med nød og næppe var mere disco end dødslængsel og tilgik den spirende råddenskab med et sardonisk smil og et dansabelt beat, er den gennemgående stemning på især første halvdel af Hyväile… knugende, fyldt af futuristisk storby-tristesse og bevidstheden om den uafvendelige, udefinerbare undergang i hjertet af den mørke stjerne.
Ikke dermed sagt at der ikke er dansable rytmer eller skamløst melodiøs pop på Hyväile…. Tværtimod. Pladeåbneren “Kolo” og næste skæring, “Hakemus”, formidler begge en forbilledlig balance imellem det dystert sammenbidte og svævende, gennemskinnelig melodiøsitet. I “Pimeä tähti” bobler synth-figurerne, der næsten nærmer sig det corny, løs over et let, men slæbende uimodståeligt beat og et melankolsk-storladent vokalostinat, inden Tommilas længselsfulde sang åbner sangen op fra horisont til horisont. En kosmische synth-solo overtager til sidst, idet nummeret trækker sig sammen til et hermetisk lukket, næsten klaustrofobisk repetitivt lydspor til “Blade Runner” i forstæderne med blikket frygtsomt og forventningsfuldt rettet imod en blinkende, mørk storby.

Eleanoora Rosenholm kan – uden at de egentlig lyder proggede – med lidt god vilje siges at forsøge at genrejse den klassiske, og i de flestes øjne nok noget 70’er-bedagede, progrock-konceptplade med ambitiøse arrangementer, viljen til at blande eksperimenter med himmelråbende patos og pop samt en rammefortælling, der driver sangenes egen og indbyrdes progression frem, som var det en film. Netop filmkunsten er en åbenlys referanceramme for Eleanoora Rosenholm – se blot den åndeløst smukke, tydeligt Tarkovskij-inspirerede video til førstesinglen, “Valo kaasumeren hämärässä“: et sublimt dystert, kuldegysfremkaldende nummer af cinematisk inciterende synth-melodier, der kulminerer i et storslået, slavisk undergangskorværk.

Tommilas stemme spænder fra den udslidte hjemmegående kvinde, der oplever væggene trykke sig knusende sammen omkring hende, til den ekspressive, hævnende hundjævel – og undgår samtidig komplet de værste skandinaviske skovalf-klichéer. Takket være den forløber pladen flydende narrativt igennem eftertænksom melankoli, begyndende depression, (morderisk) kulmination til anger til apati og til kulmination igen.

Prog-ånden gør for alvor sit indtog i pladens omdrejningspunkt, der også lader til at være narrativets oplagte kulmination: det 10 minutter lange “Puoli päivää Firenzestä itään”, hvor en episk fortælling indledes med pladens lyseste øjeblik – et collage-agtigt stykke med fløjter, akustisk guitar og en mandlig voice-over, der indtages af Tommilas dæmpede vokal, inden et næsten storladent omkvæd sætter ind og afløses af hastige trommer og de for gruppen så karakteristiske mørke herrevokaler, der fletter sig sammen med Tommilas krystalklare stemme. Herefter bliver det kun tungere, og nummeret bliver til en rullende, næsten ambient flade med messende, latinske stemmer svævende ud og ind i lydbilledet. Efter en tilbagevenden til nummerets indledende strukturer sætter omkvædet endnu en gang ind, denne gang oppustet til en grotesk, episk størrelse med kirkeklokker, kor og indfølt guitarsolo.
Det er simpelthen så meget for meget, at man blot må overgive sig til det kvasi-katolske mareridt, der i den martrede hjemmegående husmoders fortolkning oplagt nok tager form af et forskruet Eurovision-bidrag.

Herfra, fornemmes det, kan det næsten kun gå fremad for Eleanoora, og det lyder det da også, som om det gør. Den følgende skæring, “Sata Ave Maria”, afbrydes halvvejs af en ringende telefon, der måske vækker vores hovedperson fra sine morderiske mareridt. I hvert fald kan ordene ‘psykoanalyse’ og ‘hypnose’ genkendes i “Muistoja huvilalta”, der således antyder, at grænserne for virkelighed og mareridt er helt og aldeles flydende.

Selvom det virker uundgåeligt, at pladens kulmination lidt over halvvejs må resultere i en afdæmpet udtoning, taber den alligevel pusten en smule for meget hen mod slutningen, der opleves som et småskizoidt og rodet ambient landskab, som det er svært helt at finde hoved og hale i. Det ændrer dog ikke på, at Hyväile minua pimeä tähti er en temmelig fremragende plade, der lige præcis formår at balancere udfald af overambitiøst storhedsvanvid med næsten uanstændigt melodiske og dansable sange, og som desuden fra første til sidste sekund etablerer et komplet, om end skizofrent, dystert sci-fi-univers, der på én gang emmer af forstadstristesse og flimrende storbyparanoia – og samtidig lykkes med at være aldeles lettilgængelig.

★★★★½☆

Deltag i debat