Plader

Explosions in the Sky: Take Care Take Care Take Care

Skrevet af Søren Jakobsen

De texanske teksturer er i behold på Explosions in the Skys sjette album, der udstiller både styrker og svagheder for et af postrockens mest ekspressive bands, som dog efterhånden kunne bruge en blodtransfusion, selvom de stadig virker friske i ånden.

Lyden af et par ensomme cowboys med et par dåser bønner, en flok sovende køer og en kleppert af en guitarforstærker et sted langt fanden i vold i Texas’ ørken, er vel det, der beskriver lyden af Explosions in the Sky bedst for denne skribent. Fra deres lovende debut til hovedværket med den umanerligt postrockede titel The Earth Is Not a Cold Dead Place udviklede den texanske kvartet sig til at være et af de bands, der lod til rent faktisk at kunne finde ud af at udvikle postrockens ellers noget stramme rammer.

Det er bare ved at være nogle år siden, og i løbet af de sidste år har amerikanerne mistet noget af det rampelys, deres medvirken på soundtracket til “Friday Night Lights” gav dem. Samtidig har postrocken i de senere år virket som en hensygnende genre, i det mindste i den form, den havde, da den toppede omkring årtusindeskiftet. På trods af det leverede EITS forrige år en fremragende koncert på Vega, og et band i topform kan man altid bruge.

Deres seneste plade er, i den sammenhæng, desværre lidt af en stiløvelse, selvom man ikke rigtig kan siges at blive skuffet som sådan. For EITS’ bredformatlyd og flair for dynamik gør stadig stadset lytteværdigt, men en god del af turen er Take Care, Take Care, Take Care en plade, der for ofte falder ind i sig selv og giver indtrykket af et band, der ikke rigtig aner, nøjagtigt hvor tingene skal føre hen. Derfor forfalder EITS til lange, muzakagtige passager, som på “Human Qualities”, der er en evighed om at komme derhen, hvor man godt ved, den ender.

Ovre på den anden side af vejen har man så den ildevarslende “Trembling Hands”, der leverer et gedigent sucker punch og lyder som en hektisk gennemspoling af soundtracket til en hvilken som helst Morricone-western. Resultatet er, ud over dog at være mere interessant end specielt godt, et eksempel på en kærkommen variation af bandets lyd og en smule kompensation for den substans, man på pladen har manglet hidtil.

Herfra glider man over i den anden halvdel af pladen, der også fremstår som den stærkeste. Texanernes til tider to, til tider tre guitarister har altid haft en indbyrdes forståelse af hinanden, der bærer et ekko af postpunkerne i Television. Og tidligere som nu er passagerne, hvor de ubesværet går i clinch med hinandens indbyrdes harmonier og overtoner, uovertrufne. “Be Comfortable, Creature” er vel det nummer, der minder mest om ‘gammeldags’ EITS og trækkes måske ud lidt for længe, men i forhold til den ufokuserede førsteside på pladen virker det glimrende.

Bedst virker pladen dog på den i alle henseende kvæstende “Postcard From 1952”, hvor sidste halvdel af nummeret mest af alt lyder, som om kvæget både bisser og har ædt gæret græs, inden “Let Me Back In” på meget typisk vis for bandet nærmest afslutter med at pløkke skingre salver med cockrock op i luften for at afslutte ballet. Det lyder fantastisk.

Overordnet set er der altså ikke sket det store i EITS’ widescreen-univers, men det er på den anden side også svært at brokke sig for meget over et band, der både søger udviklingen, men også stadig arbejder med en klar formel uden at miste sig selv helt i processen. På trods af dette er Take Care, Take Care, Take Care ikke nogen evergreen af et postrock-epos, og man har, på samme måde som med eksempelvis skotske Mogwai, en fornemmelse af, at nogle af postrockens gudfædre har det med at overkompensere lidt for tynde melodier med krudt og kanoner. Tanken løber nok også tør for de fleste.

★★★★☆☆

Deltag i debat