Nyheder

Fredagsvideo: Eleanoora Rosenholm: “Valo kaasumeren hämärässä”

Skrevet af Anna Møller

Uforståelig finsk konceptmusik danner baggrunden for denne uges fredagsvideo, hvor Tarkovskij-lignende optagelser og finske tekster forstyrrer og hypnotiserer. Undergangen venter.

Fredag eller ej, så fremstår sommeren mere eller mindre overstået, før den endnu er sat i gang. Regnen står ned over Hovedstaden og det meste af landet, og selv i Vestjyllands hede virker det, som om det midt i juli snarere er efterår end sommer. Det er nemt at følge sig forvirret, og hvorfor så ikke gå linen ud?

Denne uges fredagsvideo er uforståelig finsk konceptmusik, hvor man ikke forstår lyrikken, og hvor den visuelle videoramme ligner mere en bid af ens æstetiserede medieundervisning end decideret UNDERHOLDNING.
Bandet bag fredagsvideoen hedder Eleanoora Rosenholm og er et filmisk univers skabt af blandt andet Mika Rättö, der nok er bedst kendt som kernemedlem af kraut-metalgruppe Circle. Eleanoora selv skal forestille en skizoid hausfrau, der svinger mellem at være nervøs over hjemmets fire vægges stadige klaustrofobiske bevægelser til at gå morderisk besærk. Undergangen venter.

Finnerne har netop udsendt deres tredje album Hyväile minua pimeä tähti, der oversat til dansk betyder ‘Kærtegn mig, mørke stjerne’. Vokalen bæres ekspressivt igennem af Noora Tommila, og selve videoen minder mest om et levn fra den russiske filmintruktør (og forfatter/skuespiller) Andrej Tarkovskij med sine sort/hvide stiliserede og grynede krigsframes. Dette så dubbet med mere generiske røgfyldte optagelser af sangerinden selv, der synger om “Valo kaasumeren hämärässä”. Det betyder måske og formentlig noget i retningen af ‘Tænd skumringens havgus’. Lad det stå som en udfordring.

God fredag.

Om skribenten

Anna Møller

Biografi:
Som så mange andre er jeg opvokset i et hippiehjem med en pladespiller og et par meter lp’er. Da jeg som barn og teenager selv fik lov til at styre pick-uppen, så var det Savage Rose, Beatles, Shit & Chanel, Kim Larsen & Bellami og Doors, der oftest kom på. Sådan kan man opdrages rent musikalsk uden overhovedet at have bedt om det. Da vi i gymnasiets første musiktimer skulle tage et nummer med, som vi syntes var fedt, havde de andre Eminems ”Stan” med, mens jeg havde ”Cowboys” med Portishead. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de andres nummer fik langt den bedste respons. Min musiksmag bunder i en forkærlighed for de lagdelte og langstrakte toner, hvor vokal intensitet og velskrevet og ukonstrueret lyrik er klare darlings. Især det mørke og repetitive musiklandskab, der samtidig bevarer bevægelighed og hypnotisk nerve, er noget, der går lige ind.

Fem favoritalbums:
Portishead: Third eller s.t.
The Beatles: Abbey Road
Silo: Alloy
Neil Young: After The Gold Rush
The Band: s.t.

Skriv et svar