Nyheder

Fredagsvideo: Nirvana: “Breed” (live på Paramount Theatre)

Skrevet af Anna Møller

Grungeguderne Nirvana leverer denne uges fredagsvideo i anledningen af udgivelsen af en deluxe version af albummet Nevermind fra 1991.

For under en uge siden døde den aldeles talentfulde soulsangerinde Amy Winehouse i en alder af 27, og det er jo efterhånden kendt som rockstjernealderen over dem alle.

Også grungeguden Kurt Cobain er en del af den klub af talentfulde, banebrydende og nu afdøde musikere, og det er ikke det eneste, der gør Nirvana aktuelt. I anledningen af, at det er 20 år siden, Seattle-grungerne udgav deres andet album, det storsælgende DCG Records-album Nevermind, udgives det 19.-20. september 2011 i en særlig super deluxe version med blandt andet remastererede b-sider, endnu uudgivede øvere og koncerten på Paramount Theatre i 1992. I øvrigt har en fanside til netop Nevermind fået fjernet deres Facebook-billede, da coveret til Nevermind overskrider adskillige af Facebooks regler om, hvordan et billede må se ud – og der er en nøgen baby, der svømmer efter en dollarseddel simpelthen for meget.

I går blev tracklisten så frigivet, og selvom den aldrig udgivede og sløvere Sound City-version af ”Sappy” er et af de numre, der ikke er på – og formentlig aldrig bliver udgivet –, så er der i den grad tale om en udvidet version af albummet fra 1991. Albummet udgives i 10.000 kopier i USA og 30.000 i resten af verden og kommer i den mest skrabede udgave formentlig til at koste omkring 250 danske kroner.

Denne uges fredagsvideo er Nevermind-nummeret ”Breed” i en live version fra netop Paramount Theatre. “Breed” hed i de første optagelser i øvrigt “Immodium” og var i længere tid en del af livesættet, inden det havnede på Nevermind. Oprindeligt er det skrevet som en hyldest til Tad Doyle fra Seattle-grungebandet Tad, der på en fælles Storbritannien-tour hver morgen brækkede sig så heftigt, at Cobain tilbød at holde brækspanden for ham.

Rigtig god fredag!

Om skribenten

Anna Møller

Biografi:
Som så mange andre er jeg opvokset i et hippiehjem med en pladespiller og et par meter lp’er. Da jeg som barn og teenager selv fik lov til at styre pick-uppen, så var det Savage Rose, Beatles, Shit & Chanel, Kim Larsen & Bellami og Doors, der oftest kom på. Sådan kan man opdrages rent musikalsk uden overhovedet at have bedt om det. Da vi i gymnasiets første musiktimer skulle tage et nummer med, som vi syntes var fedt, havde de andre Eminems ”Stan” med, mens jeg havde ”Cowboys” med Portishead. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de andres nummer fik langt den bedste respons. Min musiksmag bunder i en forkærlighed for de lagdelte og langstrakte toner, hvor vokal intensitet og velskrevet og ukonstrueret lyrik er klare darlings. Især det mørke og repetitive musiklandskab, der samtidig bevarer bevægelighed og hypnotisk nerve, er noget, der går lige ind.

Fem favoritalbums:
Portishead: Third eller s.t.
The Beatles: Abbey Road
Silo: Alloy
Neil Young: After The Gold Rush
The Band: s.t.

Skriv et svar