Nyheder

Fredagsvideo: The Melvins: “Boris” (live på North Shore Surf Club, 1991)

Skrevet af Anna Møller

En koncertoptagelse af The Melvins’ smadrede nummer “Boris” er denne uges fredagsvideo. Læs her hvorfor!

Denne uges fredagsvideo er et af de mest smadrede numre fra de amerikanske godfathers of grunge The Melvins, nemlig nummeret “Boris”. Ofte kaldes nummeret grundet dets enormt langsomme tempo og repetitive guitarspor for doommetal, men kært genrebarn har som altid mange navne, og sikkert er i hvert fald, at sangen fremstår ødelagt og gennemsmadret med et punkudtryk udover det sædvanlige. Nummeret er i øvrigt blevet coveret af bl.a. det amerikanske postmetalband ISIS.

Der er ikke så meget at sige om selve videoen udover, at klippet afbilder Melvins i deres oprindelige trioform inkl. ex-bassist Joe Preston i et svedigt og intenst koncertøjeblik, og at man næppe finder en sang, der på samme tid er fuldstændigt ødelagt og så alligevel holder vedholdende fast på dets egne strukturrester.

“Boris” er fra 1991-albummet Bullhead og er som pladsens resterende numre skrevet af forsanger og guitarist Buzz Osborne (også kendt som King Buzzo), og på studieoptagelsen er det i øvrigt Shirley Temples datter, Lori Black (Lorax), der spiller bas. The Melvins spiller stadig i bedste velgående, nu som en kvartet med to trommeslagere og ny bassist fra stonermetalbandet Big Business.

Og hvorfor så al denne snak om Melvins’ sang “Boris”? Jo, nu skal du høre: I denne uge har Undertoner bl.a. haft en konkurrence kørende om billetter til Denver-bandet Tennis på Ideal Bar i dag, fredag. I selvsamme bygning spiller denne aften det japanske eksperimentalrockband, Boris. De har ikke taget navn efter en vis hr. Jeltsin, men derimod netop nummeret “Boris” med The Melvins. Og-og-og for at slutte ringen fuldstændig, så blev det i går offentliggjort, at The Melvins spiller i Lille Vega 17. oktober, kære ven.

God smadr-fredag!

Om skribenten

Anna Møller

Biografi:
Som så mange andre er jeg opvokset i et hippiehjem med en pladespiller og et par meter lp’er. Da jeg som barn og teenager selv fik lov til at styre pick-uppen, så var det Savage Rose, Beatles, Shit & Chanel, Kim Larsen & Bellami og Doors, der oftest kom på. Sådan kan man opdrages rent musikalsk uden overhovedet at have bedt om det. Da vi i gymnasiets første musiktimer skulle tage et nummer med, som vi syntes var fedt, havde de andre Eminems ”Stan” med, mens jeg havde ”Cowboys” med Portishead. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de andres nummer fik langt den bedste respons. Min musiksmag bunder i en forkærlighed for de lagdelte og langstrakte toner, hvor vokal intensitet og velskrevet og ukonstrueret lyrik er klare darlings. Især det mørke og repetitive musiklandskab, der samtidig bevarer bevægelighed og hypnotisk nerve, er noget, der går lige ind.

Fem favoritalbums:
Portishead: Third eller s.t.
The Beatles: Abbey Road
Silo: Alloy
Neil Young: After The Gold Rush
The Band: s.t.

Skriv et svar