Plader

Fucked Up: David Comes to Life

Skrevet af Klaus Thodsen

Hvis du ikke tidligere har hørt en 78 minutter lang rockopera, har du her chancen. Fucked Up er klar til at banke dine trommehinder ind med en alternativ og ikke mindst veludført rockoplevelse.

Mit pokerfjæs har aldrig været meget pral værd, så derfor kan jeg ligeså godt lægge kortene på bordet fra start. Da jeg opdagede, at jeg skulle anmelde et band ved navn Fucked Up, kunne mine forventninger ligge på et forbløffende lille område, og jeg var straks negativt indstillet. Dum og forudindtaget holdning, tænker du? Ja, det har du fuldstændig ret i. Især fordi jeg efter ganske kort tid kom på helt andre tanker.

David kommer til live i 70’ernes mørke engelske industribyer, og det er herfra, vi over de næste 78 minutter følger hans liv og levned. Og Davids liv bliver fremført med en ualmindeligt smittende og hårdtslående energi fra start til slut. Pladens i alt 18 numre dækker i virkeligheden stort set over ét langt nummer. Der er fuld tryk på med rustrøde guitarer, enkle, iørefaldende melodier og ikke mindst Damian Abrahams skrålende og uforståelige vokal. Især vokalen skal vi lige omkring en ekstra gang. Langt hen ad vejen er den trukket tilbage i det overordnede lydbillede, hvilket naturligvis gør den mindre tydelig. Derudover er Abrahams hæse stemme ganske ofte mere end svær at afkode, og flere numre løber forbi lytteren, uden at man fanger ét ord af, hvad der bliver sunget. Men det gør faktisk ikke noget, for den energi som Fucked Up bidrager med, opvejer det så rigeligt.

Hvis du forventer at få den stakkels Davids ulykkelige livhistorie udpenslet, som var han en britisk Christiane F, må jeg nok skuffe dig. Pga. vokalen er det ikke så nemt endda at følge med i, hvad der i grunden sker med ham. Men alene ved at lytte til musikken kan man danne sig sit helt eget billede af, hvad der mon overgår David. Musikken er rå, men samtidig dejligt melodisk. Stemningen bringer levn om overståede punk-kapitler, men virker alligevel både aktuel og moderne i udtrykket.

Der er helt klart elementer af fortidens punk- og rockscener over David Comes to Life. Rent musikalsk kan flere numre give flashbacks til 70’ernes Aerosmith eller AC/DC. Det er hele vejen igennem dejligt upoleret. Der hersker ingen tvivl om, at energien hellere skal sparkes helt ud over scenekanten frem for at give gode karakterer på konservatoriet. Især “Remember My Name” er værd at nævne. Starten kunne sagtens glide ubemærket ind på de gamle Aerosmith-plader, mens slutningen med den voldsomme vokal snarere ville passe ind hos Black Flag.

Efterhånden begynder man dog at synes, at man har hørt det samme nummer flere gange. Helt overordnet er det så som så med forandringerne i Davids liv, hvor trivialiteterne med tiden afløser hinanden. Sangene er for det første meget ens i udtrykket og samtidig stort set alle sammen lige lange. Som folk er flest, er også Davids liv fyldt med gentagelser. Riff, melodier og selv de kraftfulde elementer bliver med tiden meget forudsigelige.

Men der er ingen tvivl om, at der er gang i den omkring David, hvis liv med en smittende energi fortælles som én lang energiudladning. Hvorvidt det omhandler heroinen, der skydes direkte i blodet, eller tænder, der bliver banket ud på havnen i Liverpool, skal jeg lade være usagt. Jeg sætter min lid til, at det nok er en mellemting. I mellemtiden kan jeg ikke gøre andet end at nyde historien og ikke tænke alt for meget over tingene.

★★★★☆☆

Lyt til “Queen of Hearts”:
[audio:http://www.matadorrecords.com/mpeg/fucked_up/fucked_up_queen_of_hearts.mp3]

Deltag i debat