Plader

Magnuson: Crash of Cassini

Skrevet af Klaus Thodsen

Hr. og fru Magnuson fra Los Angeles er klar med nyeste skud på pladestammen. Crash of Cassini er spækket med skramlet og iørefaldende rock. Der er spilleglæde for alle pengene, men desværre også en del mangler.

Der er noget dejligt spændende og forfriskende over mødet med nybegyndere og glade amatører. Ikke for at sige at Magnuson er nogen af delene. Og så kommer man alligevel ikke udenom, at der i hvert fald er en form for uskyld over dem. Der er sgu bare noget sødt over, at mand og kone laver musik sammen. Ligesom der er noget uskyldigt over et band, hvis booking-kontakt er en Hotmail-adresse. Det virker hverken alt for stilsikkert eller prætentiøst. Vi er godt på vej. Navnet Magnuson klinger ganske vist pæresvensk, men Greg og Kyrsten Magnuson stammer tilsyneladende begge fra den oversete del af USA mellem New York og Los Angeles. Dog er det sidstnævnte sted, Magnuson nu har sin base.

De 14 skæringer på Crash of Cassini er uden undtagelse korte og kontante rocknumre. Musikken er en underlig blanding af skramlet garagerock sat i et kantet og dragende progrock-univers.  Som alle gode ægtepar, så deles Magnuson om arbejdet. Begge bidrager med vokaler, og såvel guitar som trommer skifter hænder fra nummer til nummer. Hverken hr. eller fru Magnuson er de store sangere, men blandingen af den kraftige og spinkle vokal fungerer rigtig godt med det omgivende lydbillede. I hvert fald noget af tiden.

Crash of Cassini lider på ingen måde under det sparsomme ensemble. Selvom de kun er to mand høj, leverer Magnuson en utrolig kraftfuld og fyldig lyd. Alt sammen sat ind i meget simple rammer. Simple melodier og simple tekster, hvor kun duoens imponerende guitarspil skiller sig ud. Hvilket det så i høj grad også gør. Den til tider poppede lyd brydes igen og igen af metal-riff. Gennem højtalerne kan man tydeligt mærke entusiasmen og spilleglæden. En af Crash of Cassinis styrker er da også helt klart lyden, der til tider er så skramlet og upoleret, at man skulle tro, den var optaget på en mobiltelefon.

Min personlige favorit må være nummeret ”Let Me Go”. Som en smuk blanding af White Stripes’ lyd og Cranberries’ vokal står det både melodi- og lydmæssigt en klasse over resten af pladen. Den godt støvede guitars riff sparker oplevelsen i gang, båret på vej af simple og tunge tæsk i tønderne. Kyrsten Magnusons dejligt hjælpeløse vokal fremstår lidt fjern, nærmest tilbagetrukket mellem instrumenterne.

Så skulle man jo egentlig tro, at det hele bare er fedt. Men det er desværre ikke tilfældet. For Crash of Cassini bærer rundt på et par svagheder, som vi ikke kommer udenom. Så charmerende vokalerne fremstår på enkelte numre, lige så ucharmerende er de i længden. 14 numre med to halvdårlige sangere kræver en tolerance, jeg ikke besidder i tilstrækkelig grad. Når jeg er nået til ”Forever Saturday”, pladens tiende nummer, begynder Greg Magnusons temmelig udtryksløse vokal at trætte mig. Det samme gør desværre melodierne, der set over 14 numre, er af meget ens karakter.

Og det er desværre Magnusons problem. Den kraftfulde energiudladning, hvor stemningsfuld og entusiastisk den end er, formår ikke at smitte af på mig. Crash of Cassini er bestemt en positiv oplevelse, og skønt den langtfra er fejlfri, er det i længden umagen værd at lytte til ægteparret.

★★★½☆☆

Deltag i debat