Plader

Mandorla: …Based Upon an Idea by Mandorla

Svenske Mandorla har udgivet et dobbeltalbum, der udforsker alt fra symfonier til 60’er-rock. Desværre uden rigtig at imponere nogle steder.

Svenske Mandorlas dobbeltalbum …Based Upon an Idea by Mandorla er med sine 35 numre og godt to timers spilletid lidt af en mundfuld. Pladerne i sig selv er navngivet ‘white side’ og ‘black side’, selve skiverne er grafisk veludførte, og med pladen følger et elegant lille hæfte med sangteksterne. Der er absolut intet i vejen med formen, og med denne titel og den ganske vist lidt klicheprægede navngivning af skiverne må man forvente en helstøbt, gennemarbejdet og gennemtænkt udgivelse.

Måske er det mig, der ikke forstår konceptet, måske skal man være svensker for at elske det (for derovre er drengene umådeligt populære), eller måske er det bare ikke særligt velfungerende. Én ting er i hvert fald sikkert: Pladen har stjålet flere timer af mit liv, som jeg aldrig får igen.

For det første er det yderst sjældent, jeg har oplevet et band, der med succes har oversat en hitsingle fra sit modersmål til engelsk. “Bomben”, eller “The Bomb”, som den nu hedder, er et glimrende popnummer, der i sin tid bragte Mandorla frem i søgelyset. I sin engelske form lyder det som en parodi på sig selv. Hvor den skingre, skrigende vokal klæder det svenske sprog, bliver det et ulideligt irritationsmoment i den engelske. Hvis man blander det med det faktum, at den udtalte svenske accent igennem hele pladen ofte fylder så meget, at vokalen virker næsten komisk, bliver resultatet et pinligt forsøg på at malke en allerede hørt opskrift.

I to timer trækkes lytteren gennem alt fra psykedelisk lydende instrumentaler, som f.eks. i den indledende “Homet Is the Ocean”, der musisk set er en kvik lille melodi, men som samtidig skifter stil, som vinden blæser. Til sidst fremstår den som et sært præludium til en lige så stilistisk varierende plade.

Den efterfølgende “Heartbeats Away From My Love” skeler til de gamle rocktraditioner, som The Beatles levede højt på. En simpel melodi og en simpel tekst om kærlighed – det lyder godt, det svinger, og det sluges så let som en ristet hotdog på en bytur. Her aner man det talent, Mandorla efter sigende skulle have.

Senere på albummet støder vi på den urkomiske “Victim of the Sun”, som jeg ikke forstår, om er ment som en slags musisk comic relief. Muligvis er det bandets hilsen til selvbrunergenerationens angst for pigmentmangel, men nummeret virker malplaceret og fremstår i bedste fald som et stykke musik, en radiostations satireafdeling kunne have stået for.

Generelt svinger pladen voldsomt i kvalitet og udtryk, og det fremstår aldrig klart, hvad Mandorla egenlig vil med den. Nogle kan måske lide den alsidighed, det er et udtryk for, men de eksperimentelle dele er ikke særlig imponerende, og det samme gælder for de mere rockede og poppede dele. Resultatet bliver en stor omgang middelmådighed, og efter tre gennemlytninger var den ringe engelske udtale stadig den største identitetsdanner.

“Moth’s Escape” er absolut pladens højdepunkt. En 7:13 lang symfonilignende instrumentalt fortalt historie, der med strygere, blæsere, kor og meget andet bliver en sandt lytteoplevelse. Pludselige skift fra de dystre dybder til swingende klarinetstykker. Det er ikke svært at forestille sig møllets flugt. Disse lyspunkter er sporadisk spredt ud over pladen, og vidner om, at det bestemt er i kompositionerne, Mandorla har sin styrke – ikke teksterne.

I sidste ende fremstår pladen som en rodet udgivelse, der hverken formår at skabe den helhed, den ellers lægger op til, eller imponerer med ørehængende popnumre. Til tider kan man godt høre, at drengene ved hvad de laver – men de viser det sjældent her.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat