Plader

Nik Freitas: Saturday Night Underwater

Saturday Night Underwater er præget af kunstnerisk rutine og uoriginalitet, og den amerikanske guitarist og singer/songerwriter træder lidt i stampe på et begivenshedfattigt femte album.

Nik Freitas’ virke som poppet singer/songwriter har efterhånden kastet en halv snes plader af sig. Sideløbende med sin solokarriere har den tidligere skateboardfotograf bl.a. fungeret som liveguitarist i Danger Mouse og James Mercers sideprojekt, Broken Bells, og i øvrigt har han bidraget med flere af sine egne sange på Conor Oberst and the Mystic Valley Bands album Outer South. Visse musikalske inspirationer fra især førstnævnte høres flere steder på Saturday Night Underwater.

Favnende i sit udtryk hiver Freitas lytteren ind i et medfølende popfolkunivers, som lejlighedsvist er krydret med en lettere digitaliseret lyd, som f.eks. på ”The Light”, hvor den traditionelle rockinstrumentering får selskab af eltrommer og en forsigtig, lys leadsynth. Det er en smule underspillet, men fungerer ret godt og bidrager til en mere helstøbt lyd.

I pladens lydbillede findes også eksempler på behagelige, velsmurte skæringer, som f.eks. ”Hold That Thought” og ”In the Frame”. Det er indbydende og elskværdigt, men i længden dæmper en halvkedelig vokal oplevelsen en smule. Der findes i nærheden af et hav af musikere, der laver uskyldig, alternativ indiepop, og musikken bliver af flere omgange oplevet som gammel vin på nye flasker. Nuvel, det er fine kompositioner, men Freitas skruer sange sammen efter nogle af de mest udbredte og gennembankede formler, og det får pladen til at virke forudsigelig. Og i dette tilfælde klæder det bestemt ikke den ellers så stemningsfulde musik.

Efterhånden som pladen folder sig ud, savner det porøse setup i den grad iørefaldende sidespring. Et lille, ukronet højdepunkt kommer imidlertid i form af ”Middle”, der stikker lidt ud og imponerer med fine vokalharmoniske korstemmer, og som på passende vis er placeret midtvejs i Saturday Nigt Underwaters i alt 10 numre.

Drevet af en monoton, halvdyster sangstemme og uden de store udsving i hverken intensitet eller dynamik gør Nik Freitas musikken karakterfuld og får på den måde skabt en gennemarbejdet – og til tider halvkedelig – plade, som ingen for alvor kan have noget imod. Efter flere gennemlytninger bliver det begivenhedsfattigt, mens amerikaneren ikke gør meget væsen af sig. Og selvom det aldrig har været et stensikkert kvalitetstempel at sprænge rammerne, så bliver Saturday Night Underwater alligevel en tynd kop te, hvad angår musikalske overraskelser.

Saturday Night Underwater bliver med undtagelse af et par numre, der løfter pladen en kende, ikke mere end et middelmådigt udspil indeholdende triviel baggrundsmusik.

★★½☆☆☆

Deltag i debat