Plader

Planningtorock: W

Hun startede med violinen og blev senere grebet af den elektroniske popmusik. For 10 år siden flyttede hun til Berlin og startede sit pladeselskab. Nu kommer hun med endnu en elektronisk udgivelse, der har sine styrker, men desværre ikke imponerer synderligt.

Planningtorock er pseudonymet for Janine Rostron, musiker og ‘visual artist’, som det så fint hedder. Hun er oprindeligt violinist, og først i 20 års alderen begyndte hun at udforske populærmusikkens univers. Dette afspejler sig også i hendes musik, der er en sammensmeltning af klassiske virkemidler såsom strygerarrangementer og mere traditionelle popelementer som f.eks. synth og guitar.

Albummet er en meget blandet fornøjelse. Til tider slår Rostron interessante og stemningsfyldte toner an, men lige så ofte bliver det banalt, langtrukkent og kedeligt.
I den positive ende af skalaen har vi numre som “Going Wrong”, der med sit simple violinspil, syret drømmende vræl og dommedagssynth skaber en dyster og flydende sci-fi stemning, der på mange måder bringer billeder af “Blade Runner” frem for nethinden.

Det efterfølgende “Manifesto” er derimod en knap så givende oplevelse – snarere irriterende. Vokalen minder mig om en dårlig efterligning af Tool-frontmand James Maynards fantastiske klagesang. Nummeret kommer aldrig rigtig i gang og formår hverken at skabe en stemning eller danne et kunstnerisk udtryk, der giver kompositionen indhold eller mening.

Lidt senere på pladen stiger kvaliteten heldigvis igen med “The Breaks”. Selvom der er skønhedsfejl, specielt i vokalen, formår nummeret ligesom “Going Wrong” at skabe den dunkle sci-fi-fornemmelse, der lader til at være Planningtorocks force.

I den mere eksperimentelle afdeling finder vi det industrielt rytmeboksende “Jam”. Et nummer, der udfordrer lytteren og har meget at byde på, men som også vil afskrække mange. De flestes forældre vil nok betegne det som ‘noget forfærdelig larm’, hvorimod mine stoner-venner nok ville kalde det ‘et vildt trip’.

Et generelt problem for Planningtorock er vokalen. Den virker ofte forstyrrende og alt for dominerende. Det kan fungere godt, hvis man har at gøre med en dygtig sanger, der kan bruge vokalen stærkt og sikkert. Det er der ikke tale om. Samtidig kaster Janine Rostron sig ofte ud i syrede tonearter, der fungerer godt til musikken, men desværre også ødelægger og forstyrrer det lydbillede, hun ellers formår at male. Det er ærgerligt, eftersom man godt kan høre, at hun kan meget med musikken, men desværre sjældent skaber noget virkelig dragende.

Rostron er også meget visuelt orienteret, og jeg er ikke i tvivl om, at musikken er skabt til at blive ledsaget af et visuelt indtryk. Jeg er sikker på, at en koncert vil være en meget anderledes oplevelse end blot at høre pladen, for dén oplevelse er i bedste fald middelmådig.

★★★☆☆☆

Deltag i debat