Plader

Random Axe: s.t.

Skrevet af Maja Hirani

Sean Price, Guilty Simpson og Black Milk leverer kompromisløs, benhård hiphop, der som helhed ikke er superinspirerende. Men når man tager hvert enkelt nummer for sig selv, har de vitterligt fremstillet nogle seriøse bangers.

Tilbage i 2008 annoncerede de tre undergrundskometer Sean Price, Guilty Simpson og Black Milk, at de ville slå pjalterne sammen. Nu, godt tre år efter, er de klar med den første Random Axe-udgivelse. Sean Price, Guilty Simpson og Black Milk er alle repræsentanter for den hårde, rå hiphop, hvor det upolerede gadehjørne og deres egne evner er i skarp fokus. Når man sætter sig ned med en Random Axe-plade, er forventningen ikke at blive rørt, fascineret eller ramt af andre fjollede følelser, der kunne udspringe fra eksempelvis mine personlige favoritter. Man må derfor forsøge at tage Random Axe for, hvad det er: nemlig et solidt skud traditionel, hårdtslående hiphop, hvor linjer som »I’m so valid, trust the word/ find me in the ghetto, puffin’ herb« er fast inventar.

Når det er sagt, er der ingen grund til at spille med lukkede kort. Random Axe lever op til forventningerne. Faktisk er der mere af den gode, ufiltrerede selvpromovering, end jeg umiddelbart havde sat mine penge på. Det hænger sandsynligvis sammen med, at når så velrespekterede skikkelser slår sig sammen, er det med det formål at fortælle omverdenen, at lige nøjagtig de tre er eliten. Det lykkes langtfra at overbevise mig, men budskabet når sikkert i land. Ingen af dem leverer noget, som man ikke har hørt dem gøre en tand bedre.

Især Black Milks produktioner synes til tider at være en smule vattede, som på f.eks. ”Understand This”, hvor man de første fem sekunder tror, at produktionen vil eskalere – men der sker absolut intet. Det samme kedelige, tamme loop kører hele nummeret ud, og det kan han altså ikke slippe af sted med. Det er da også bemærkelsesværdigt, at pladens bedste beat indtræder i outroen, hvor ingen lægger et eneste ord over det. En anden ting er ensformigheden, der er så voldsom, at man ofte helt overser, at der skiftes nummer. Men hvorfor skulle Black Milk også pille ved den opskrift, som så mange lovpriser, hvis alle æder det råt? Hvor godt det end fungerer én sang ad gangen, så kan man ikke løbe fra, at det bliver gabende kedeligt i længden. I min optik er Black Milks opskrift ikke en, der sender én i ekstase, men mindre kan jo også gøre arbejdet.

Lad os ufortrødent fortsætte med den negative kritik, når vi nu er i gang. En anden ulempe er nemlig omkvædene, der ofte også står på Black Milks regning. De er, mildest talt, af ringe kvalitet. Det virker, som om man bare har sat nogle ord sammen, så der er et omkvæd imellem versene. »Who’s making hits like these / Call up, nigga, nigga, Guilty / Call up, nigga, nigga Sean P,« lyder det fuldstændig overflødigt på “Random Call”, og det når absolut ingen vegne.

Så hvorfor er det, at Random Axe stadig er en hiphopudgivelse over middel, som det fremgår af karaktergivningen? Der er mange gode ting at sige om pladen. Guilty Simpson og Sean Price svinger virkelig fedt sammen. Versene er vellykkede, og de utallige punchlines sidder lige i skabet. Der er i det hele taget en rigtig god energi, og den enkle dagsorden serveres overlegent. Den altoverskyggende rå hårdhed fungerer fortrinligt i hver enkelt sang, og det fjerner fokus fra, at alle sangene dybest set blot er forskellige variationer af den samme. Jeg har aldrig været synderligt begejstret over Black Milks evner med en mikrofon, men selv han gør det glimrende på den front. Der er masser af fede numre, men ”Everybody Nobody Somebody”, ”Monster Babies” og ”Another One” løber alligevel med den store, delte guldmedalje. Sidstnævnte har nogle fornemme gæsteoptrædener, som er et herligt, frisk pust.

”4 in the Box” er blot på knap halvandet minut, men må ikke forglemmes. Jeg kan godt lide idéen med, at hver rapper får lidt ’alenetid’, som Guilty gør her, men ét enkelt vers er stadig lige i underkanten. Det samme scenarie udspiller sig på f.eks. ”The Karate Kid” med Sean Price, der er på ét minut. Det er faktisk underligt, at de korteste numre har de bedste produktioner. Ja, man kan undre sig lidt, men det er der ikke meget tid til.

Alt i alt er Random Axe en helt udmærket plade, hvor de tre kompromisløse rappere understøtter hinanden rigtig fint. Ingen outshiner hinanden, og de gode, hårdtslående, klassiske produktioner er i stærkt overtal i forhold til de små forbiere. Flere ting går ind og forstyrrer idyllen, men forventningerne er lykkeligt indfriet.

★★★★☆☆

Deltag i debat