Koncerter

Roskilde Festival ’11: Arctic Monkeys, 02.07.11, Orange

Skrevet af Anna Møller

Abefest foran Orange Scene med fællessang, traditionel Roskilde-stammedans og piger på piedestaler. Tom Jones åbnede ballet.

Hvem er det, der beslutter åbningsmusikken, når et Roskilde-band indtager scenen? Flere gange har jeg virkelig undret mig over, hvad meningen er, og da Arctic Monkeys lørdag aften betræder Orange Scene til tonerne af Tom Jones’ hit “You Sexy Thing”, synes det helt malplaceret. Og så alligevel ikke.

Arctic Monkeys set gennem hipsterfilteret.

På trods af det lynhurtige skift fra walisisk fuldemandsstrippersang til britisk garagerock, så er fællessangen og de lumre undertoner indtakte koncerten igennem. Bag mig på en kasse til eludstyr står to blonde piger i forrevne strømpebukser og vrider sig. Både til Jones og til de arktiske aber.

På mange måder er det som at være til en fest, hvor alle kender hinanden og kan synge med på de samme sange om de samme minder, men hvor man selv står på sidelinjen. Ikke at man af den grund føler sig udenfor eller lukket ude fra et fællesskab, man ville ønske, man var en del af, men jeg er sikker på, at Alex Turners Sheffield-accent, læderjakke og rockbøllefrisure går rent ind hos størstedelen af de fremmødte foran Orange Scene. Og lad mig slå fast med det samme: Arctic Monkeys kan sagtens spille den scene op.

Festen bød lørdag både på gamle og nye sange fra albummet Suck It and See (2011)– som Turners “Don’t sit down ‘cause I’ve moved the chair”, der er komplet med Metallica-guitarriff og smadder-teksten: »Bite the lightening / And tell me how it tastes /Kung Fu fighting / On your rollerskates / Do the macerena in the devils lair / But just don’t sit down cause I’ve moved your chair.« Andre Suck and See-sange denne aften var bl.a. den lade og nerveløst fremførte “Brick by Brick” med endnu mere lad og uoriginal tekst: »I wanna build you up / Brick by brick / I wanna break you down / Brick by brick / I’m gonna reconstruct / Brick by brick / I wanna feel your love.« Det er sateme ikke hjernekirurgi, men publikum sang alligevel gladeligt med, og de unge piger på elkassen dansede og skålede.

Generelt kom vi vidt omkring til Arctic Monkeys abefest (beklager). “Pretty Visitors” fra Humbug (2009) bød på glamrocket omkvæd, mens “Teddy Picker” fra Favorite Worst Nightmare (2007) synes at være klassisk Arctic Monkeys: Tight britisk indierock med lettere aggresive tekster med Sheffield-dialekt. Efter sigende også andet Arctic Monkeys-nummer med en Duran Duran-reference. Den første er superhittet “I Bet You Look Good on the Dancefloor” med linjen: »Your name isn’t Rio but I don’t care for sand.« I smell trouble.

Alle de gamle numre fra Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not (2006) – som “The View From the Afternoon”, “When the Sun Goes Down” og naturligvis “I Bet You Look Good on the Dancefloor” – fik gang i publikums fælles rundedans og -sang på trods af halvslappe trommer, djævelsk lange pauser og flade afslutninger.

Jeg har heller aldrig været helt med på fascinationen af at danse i cirkler, mens man peger på hinanden og synger megahøjt med på Tom Jones-tekster som den, der indledte Arctic Monkeys-koncerten på Orange. Men de, der gjorde lørdag aften, havde det nok meget hyggeligt.

»I believe in miracles / where you from / you sexy thing.«

★★★☆☆☆

2 kommentarer

Deltag i debat