Koncerter

Roskilde Festival ’11: Bright Eyes, 01.07.11, Arena

Skrevet af Signe Palsøe

Bright Eyes vægtede countryrock over indieintimitet. Det udmøntede sig i en velafbalanceret koncert, hvor de stille numre fremstod stærkere midt i energiudladningerne.

Bright Eyes fandt en den rigtige balance mellem energisk countryrock og intimitet.

Efter at jeg i en alder af 23 år så småt er begyndt at indse, at jeg nok aldrig bliver teenagekærester med Conor Oberst, er min begejstring for hans output som en del af Bright Eyes også begyndt at dale. Bandets seneste plade, The People’s Key, der udkom efter en udgivelsestørke på fire år, udviklede sig aldrig rigtig til andet end et temmelig anonymt countryrock-bekendtskab. Udsigten til en koncert med afsæt i det album var jeg altså som udgangspunkt en smule forbeholden over for.

Koncerten tog ganske vist afsæt i det nye album, men det viste sig meget hurtigt ikke at være et minus. Det var nærmere befriende at se Bright Eyes give los gennem energisk hammer-country med twang, mariachi-trompeter, trommebulder og en usædvanlig bramfri Oberst i front. Cardigan og pandehår var endnu ikke skrinlagt, men indiefølsomheden var langt hen ad vejen skiftet ud med hillbilly-attitude, flash af den nøgne overkrop og opfordringer til publikum om at filme en masse teltsex og sende det videre til ham.

I kombination med et yderst velspillende band, der gav numrene en meget velfungerende dynamik, fik de på pladen ikke så stærke skæringer et nyt liv på scenen. Naturligvis havde Bright Eyes ikke bortgemt deres ældre materiale fuldstændig, og det fungerede fint at lade numre som “Old Soul Song”, “Poison Oak”, “Another Travellin’ Song”, “Road to Joy” og en dump, trommedreven version af “Arc of Time (Time Code)” blande sig med de mere countryrockede skæringer.

Bevares, der var da smuttere. “Approximate Sunlight” var et lidt kedeligt, stillestående indslag, og Obersts hyldestrunde blandt teenagepigerne i pitten under den afsluttende “One for You, One for Me” kunne vi godt have været foruden. Ikke desto mindre viste Bright Eyes, at de på ingen måde er uaktuelle på en scene.

★★★★½☆

Om skribenten

Signe Palsøe

Biografi:Med Depeche Mode som barndomshjemmets lydtapet var der ikke langt til min første store kærlighed, der dukkede op, da jeg var 12. Pet Shop Boys blev voldspillet ved enhver given lejlighed og blev en øjenåbner for et større musikalsk univers. Dengang var det især mere sfæriske genrer som indie-/electronica, dreampop, støjrock og shoegazer, der fik spilletid og blev min indgangsvinkel til musikhistorien. I dag hører jeg det meste, selvom jeg nok aldrig kommer til at skrinlægge en yndlingsaversion mod punkens mest letbenede undergenrer og heller ikke lytter til ret meget metal. For øjeblikket er det især ambient, electronica og dubstep, der får spilletid, selvom også hiphop på det seneste er begyndt at fylde mere i pladesamlingen.

Skriv et svar