Koncerter

Roskilde Festival ’11: Chuckamuck, 01.07.11, Pavilion

Skrevet af Martin Thimes

De unge berliner-drenge i Chuckamuck spillede en glimrende koncert på deres helt egne præmisser. Det var, objektivt set, ikke kønt, men det var skønt.

Chuckamuck chamerede Pavilion med deres skrammelrock.

Chuckamuck er ikke et af de bands, der spiller smukt og stilfuldt. Men de spiller med hjertet. Og netop derfor var det herligt befriende at opleve dem smadre igennem mere end 17 numre på mindre end en time. For selvom trommeslageren tabte pusten oftere, end han holdt rytmen, og forsangeren nok ikke kan tale i dag på grund af de halsbrækkende mange ‘åh-åh’-råb, så var det en fornøjelse både at se på og høre på.

For deres spraglede sange, der spænder fra surfrock over Libertines-pasticher til numre, der kunne være snottede småbrødre til noget fra “Grease”-soundtracket, har evergreen-potentiale. Den væltede ballade om et møde med Television Personalities-forsanger Dan Tracey, “Gestern traf ich Dan Tracey”, sjaskede af sted i et teenage-tempo, det er umuligt at efterligne, og “Ost See” vadede lige ind i hjertet med udtrådte gummisko på. Det samme gjorde “Mein Hund und Ich”, der, som forsangeren tørt konstaterede, handler om ham og hans hund. Resten af sangene var skåret over præcis den samme læst. Korte vers, endnu kortere omkvæd og råbekor for resten.

Bandet har et ry for at vælte spillesteder i Berlin, ikke ulig Iceages rygte her til lands. Hos Chuckamuck er det bare med et skud Kinks i røven og et ordentligt læs Pete Doherty i sløseposen, de vælter scener. Og det kan de meget vel komme til at gøre flere gange fremover. For med så charmerende en koncert, så må der være en booker eller to, der har fået gode idéer.

»Wir sind Chuckamuck, und wir kommen aus Berlin,« synger de. Og vi byder velkommen tilbage inden længe.

★★★★☆☆

Deltag i debat