Koncerter

Roskilde Festival ’11: Cody, 30.06.11, Odeon

Skrevet af Signe Palsøe

Cody havde ikke fået det nemmeste publikum at arbejde med. Derfor var det respektindgydende, at de efterhånden formåede at samle alle op med en yderst velspillet og professionel optræden.

Trods lidt startvanskeligheder formåede Cody efterhånden at fange hele Odeons opmærksomhed med deres nuancerede folkpop.

Jeg tror aldrig, jeg har været til en koncert på Odeon, hvor scenen så mange gange under sættet skiftede mellem at virke for stor og for lille til sit band. Man kan da også argumentere for, at det ikke var noget nemt tidspunkt, Cody var sat til at spille deres Roskilde-koncert. Med festivalpladsens åbning antager Roskilde-folket gerne karakter af malkekvæg, der netop er kommet på forårsgræs, og det var lige præcis sådan en opstemt skare, Cody skulle opsluge af deres stilige folkpop.

Det startede da også med at være op ad bakke. Et endog særdeles stille kor som eneste musikalske element på scenen var ikke i nærheden af at tiltrække sig nok opmærksomhed til at lægge en dæmper på det snakkesalige publikum, og den tendens var at finde i de mere afdæmpede eller anonyme passager gennem hele koncerten.

Heldigvis spiller Cody ikke bare stille folk. Deres evne til at opbygge solide folkpopskæringer ud fra de mange musikeres stilige indspark på hvert deres instrument har givet bandet en særlig status på den danske musikscene – og en dedikation hos deres publikum, der i højere og højere grad kom til udtryk, efterhånden som koncerten udviklede sig. Med deres oprindelige ep og debutabummet fra forrige år har bandet så mange slagkraftige numre i baghånden, at de spredte samtaler i mængden efterhånden forstummede, som Cody kørte artilleriet i stilling.

Andet havde heller ikke været helt fair, for det var en virkelig stærk indsats, Cody og de tre gæstemusikere fra Sleep Party People, Efterklang og Slaraffenland leverede. Selvom scenen husede en veritabel hær af elektriske og akustiske guitarer, messingblæsere, strygere, bas og trommer, var forholdet mellem de enkelte virkemidler perfekt afstemt, og derfor var det respektindgydende – og i koncertens bedste øjeblikke decideret gåsehudsfremkaldende – når de mange instrumenters beherskede røster smeltede sammen til yderst nuancerede kammer- eller folkpoppede kompositioner.

Bedst fungerede det i numre, hvor en taktfast rytme og en god melodi fastholdt publikums opmærksomhed. “Down in the Dark” udviklede sig til en teltdugløftende fællessang, der måske kun blev overgået af den afsluttende “Comfort and Rage” – en sang, der i en mere lo-fi version opnåede stor popularitet efter debut-ep’en, men efterfølgende er blevet taget under kyndig behandling af hele orkesteret. Cody sluttede sin torsdagskoncert på toppen – efter et yderst professionelt arbejde med at nå selv de mest festglade publikummer bagerst i teltet.

★★★★½☆

Deltag i debat