Koncerter

Roskilde Festival ’11: DJ Koze, 01.07.11, Cosmopol

Skrevet af Rasmus Riiskjær

En anderledes, men fed techno-koncert med tyske DJ Koze kunne man opleve sent fredag på Cosmopol. Allerede inden koncerten skulle begynde klokken 00.00, var der godt gang i festen.

DJ Koze leverede med sin alternative tilgang en fest på Cosmopol.

En anderledes, men fed techno-koncert med tyske DJ Koze kunne man opleve sent fredag på Cosmopol. Allerede inden koncerten skulle begynde klokken 00.00, var der godt gang i festen. Jeg ankom et kvarter før koncertstart, så jeg var helt overbevist om, at den clubbede tech-house, der var fyret godt op for, var en warmup-dj. Dette skyldtes også, at der ingenting var på scenen – ingen mand bag en pult, ingen visuals. Det gik stille og roligt op for mig – da festen havde kørt et kvarter til 20 minutter over det annoncerede koncert-tidspunkt – at dette simpelthen var koncerten. Koze havde taget den radikale konsekvens af rollen som den skjulte techno-dj og lavet et 100 pct. anti-individualistisk og så minimalistisk show, som det vel er muligt at lave.

Så kunne man måske have regnet med, at folk stille og roligt ville forlade teltet, fordi de måske troede, at den ‘rigtige’ koncert var forsinket, og vi havde at gøre med en koncert med en ikke-interessant og ikke-kendt dj. Tværtimod. Stilen og attituden i showet virkede feststimulerende på de mange nattefriske clubkids, og der blev danset og ravet – ikke på en masende og kaotisk måde, men på behagelig og meget dansabel måde, hvor der især var fokus på percussion, komplicerede beat, lækre guitarfigurer og en god gang house-bas. En rigtig perle af en elektronisk koncert. Fed techno, DJ Koze, du gav individualismen og persondyrkelsen én på hatten!

Det er svært at lave en egentlig koncertanmelde, for det var ikke en koncert i traditionel forstand. Hvis man var helt oppe foran, som jeg, kunne man se, at der helt ude i højre side af scenen stod én ved en computer og en mixer. Det var sgu nok ham, der var DJ Koze. Han leverede en sammenhængede, ufatteligt velproduceret og dansevenlig tech-house, der holdt hele Cosmopol dansende under hele koncerten.

★★★★★☆

Deltag i debat