Koncerter

Roskilde Festival ’11: Foals, 30.06.11, Arena

Skrevet af Lise Christensen

Foals gav en veloplagt og tight koncert, der formåede at sammenkoble det stille, dancepunkede og postrockede inden for et enkelt nummer. Engelsk coolness af kaliber.

Foals sammenvævede modsatrettede udtryk til et musikalsk kludetæppe, der aldrig blev kedeligt.

Den engelske kvintet Foals indtog Arena i en sky af røg, dronede bas og trommegange, hvor forsanger Yannis Philippakis vokal skabte det melodiske i nummeret – lige til skiftet kom, og melodien slog over i den groovy dancepunk, Foals blev kendt for på debutalbummet Antidotes. Koncerten bevægede sig herefter mellem debutalbummets mathrock, staccato-vokal og punkede feststemning og 2010-opfølgeren Total Life Forevers mere melodiske og undersøgende lyd. Hvor sidstnævnte har fået kritik for ikke at bevare debutpladens spændingsopbygning og forløsning, så var det på ingen måde et problem live.

Foals viste nok en gang deres værd som et crescendocore-band, der formåede at veksle mellem balladen, det postrockede og det dansabelt punkede inden for hvert enkelt nummer. Selv et nummer som “Spanish Sahara”, der startede markant mere stille end flertallet af energiudladningerne denne aften og præsenterede en noget sløj lyd på Philippakis vokal, blev samlet op igen med en omgang instrumental postpunk. Foals formår at bygge deres sange op mod klimakser, der samler selv de mest sløvende øjeblikke i oplevelser af helstøbt vellyd. At bandet samtidig spiller imponerende tight og energisk sammen, trækker bestemt ikke ned. Guitaristen Jimmy Smith slog hoppetakten an allerede fra andet nummer og holdt tempoet koncerten igennem –  sprøjtede vand ud over publikum og spillede op mod Philippakis og bassist Walter Gervers, mens trommeslager Jack Bevan sørgede for at bibeholde nerven gennem numrene med et stramt trommespil. På tredjesidste nummer, “Brazil Is Here”, greb også Philippakis til trommestikkerne og supplerede Bevan fra scenens forkant i et trommeintermezzo, der sagtens kunne være blevet ført endnu længere ud uden at tære på publikums tålmodighed.

Koncerten blev dog aldrig en hoppefest. Publikum holdt sig pænt på jorden gennem det meste af koncerten og virkede mere betaget af opvisningen i musikalsk kludetæppevævning, samspil og sceneattitude, som høstede bandet begejstrede klapsalver. Foals er et imponerende liveband, der formår at udvise spilleglæde internt i bandet, samtidig med at den også rettes udad. Om det var regnen, de mange musikalske skift eller de mere stille passager, der trak fødderne nedad hos publikum, er et åbent spørgsmål, men Foals selv var så veloplagte og -spillende, at det var en fornøjelse at overvære.

★★★★★☆

Om skribenten

Lise Christensen

Konkurrenceansvarlig

lise@undertoner.dk

 

Biografi:
Min første plade var Tjajkovskijs Svanesøen. Den købte jeg som ni-årig. Det var i den periode, hvor man også skulle have en Monet-plakat i ramme. Helst en med beroligende åkander. Den klassiske musik fik tre spin, og så tænkte jeg ellers ikke videre over det, indtil jeg kom på uni. Jeg havde været en okay flittig musiklytter indtil, men nærmest med ét blev jeg involveret i et spillested, begyndte at anmelde, afholdt en festival og var da også turen omkring et pladeselskab. Alle sjove og hårde på deres egen facon. Men det mest udfordrende har nu været at skulle forholde sig til musikken på skrift. Et puslespil med umage brikker. Nu er der gået 16 år, og jeg er begyndt at høre neoklassik (foruden elektronisk minimalisme, techno, ambient, skæv pop og engelske mænd, der synger om erotik), og Lille-Lise får et mentalt skulderklap, mens interesserne strejfer hinanden på tværs af tiden.


Fem favoritalbums:
Fuck Buttons: Tarot Sport
Nils Frahm: Felt
Wild Beasts: Smother
Four Tet: Rounds
alva noto & Ryuichi Sakamoto: Insen

Skriv et svar

boeger