Koncerter

Roskilde Festival ’11: Gold Panda, 03.07.11, Gloria

Skrevet af Anna Møller

Sveddråber og pindeis blandedes i et herligt virvar, mens Gold Panda spillede blød, nostalgisk og medrivende electronica på Gloria.

Gold Panda – en truet dyreart.

Ikke engang Gold Panda himself, Derwan Panda, kunne holde den grålige panda-hættetrøje på i Glorias aftenhede indelukke, da han søndag gav koncert for et stadigt voksende publikum. I den forbindelse kunne man sende adskillige, ja, varme tanker mod den populære isvogn, der var opstillet lige uden for Glorias staldindgang.

Alle os, der ikke skulle tidligt til Janelle Monáe, blev da også grundigt lokket til at at få det endnu varmere i Gold Pandas selskab, for de housede og new wavede elementer dominerede frem for tidligere tiders mere organiske sample-tilgang til det elektroniske.

Tilbage var imidlertid en overordentlig blødt vuggende electronica, der måske ikke var en crowdpleaser, i den forstand at der konstant blev bygget op mod klimaks, for ofte syntes klimakset at være et konstant. Dette eksempelvis på “Marriage” fra 2011-ep’en af samme navn, hvor skrattende keyboardmanipulaitoner rykkede rundt i både skingre, skæve og fremadskridende lag, mens en blød bas bevægede sig dybt under. Kunne en bas være ‘vattet’ i ordets bedste forstand, så var Gold Pandas bas helt sikkert det.

Den britiske musiker og producer byggede beat, der blev taget ned i fart og bygget op igen, og på trods af Glorias ekstreme hede og det forholdsvis tætpakkede telt, så synes alle at være med hele vejen. Også på sidste nummer klappede, hujede og dansede folk med, mens svedperlerne løb ned ad de sol- og støvbrune arme.

Gold Panda lukkede festen med den meget smittende “Quitters Raga”, hvor den dybe og bløde bas lagde den både medrivende og beroligende bund til pulserende lag af sitarsamples og vokale brudstykker med orientalsk kvindesang. Perfekt underlægningsmusik til en pindeis.

★★★★½☆

Om skribenten

Anna Møller

Biografi:
Som så mange andre er jeg opvokset i et hippiehjem med en pladespiller og et par meter lp’er. Da jeg som barn og teenager selv fik lov til at styre pick-uppen, så var det Savage Rose, Beatles, Shit & Chanel, Kim Larsen & Bellami og Doors, der oftest kom på. Sådan kan man opdrages rent musikalsk uden overhovedet at have bedt om det. Da vi i gymnasiets første musiktimer skulle tage et nummer med, som vi syntes var fedt, havde de andre Eminems ”Stan” med, mens jeg havde ”Cowboys” med Portishead. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de andres nummer fik langt den bedste respons. Min musiksmag bunder i en forkærlighed for de lagdelte og langstrakte toner, hvor vokal intensitet og velskrevet og ukonstrueret lyrik er klare darlings. Især det mørke og repetitive musiklandskab, der samtidig bevarer bevægelighed og hypnotisk nerve, er noget, der går lige ind.

Fem favoritalbums:
Portishead: Third eller s.t.
The Beatles: Abbey Road
Silo: Alloy
Neil Young: After The Gold Rush
The Band: s.t.

Skriv et svar

boeger