Koncerter

Roskilde Festival ’11: I Was a King, 03.07.11, Pavilion

Skrevet af Camilla Grausen

Sidste dag på en lang Roskilde-uge startede med det My Bloody Valentine-inspirerede norske band I Was a King. Godmorgen, trætte Roskilde-gængere. Her kan I lige vågne med lidt velgørende støjpop.

I Was a King behagede med deres støjpop, der måske var en smule monoton.

Søndag kl. 12 er immervæk et tidspunkt på Roskilde Festival, der er præget af udmattelse. I år var det norske I Was a King, der havde fået til opgave at vække de trætte og snavsede festivalgængere med deres shoegazer-støjpop.

Antallet af publikummer foran scenen var ikke særlig stort, så noget kunne tyde på, at I Was a King er ret ukendt her til lands. Bandet blev dannet af Frode Strømstad i 2006 og har siden da haft vekslende besætninger samt gæster fra bl.a. Serena Maneesh og Danielson Familie med om bord. Senest har de udgivet albummet Old Friends, der er deres tredje i rækken.

Søndag tog Strømstad sammen med Anne Lise Frøkedal (fra Harrys Gym) plads forrest på scenen, hvorfra de begge på guitar og vokal styrede løjerne med fem øvrige bandmedlemmer bag sig. Der er en meget tydelig My Bloody Valentine-inspiration i I Was a Kings musik; det er støjpop, ofte med tryk på pop. Især på grund af Strømstads lyse, lidt monotone vokal minder bandets lyd også af og til om Belle and Sebastian. Den positive klang og optimismen i numrene bredte sig, og hvem kunne ikke bruge det efter alle de mange dages hård festival?

Jeg mærkede i hvert fald, at I Was a Kings støjpop gjorde godt. Fine numre som “Echoes” og “Sunshine” er eksempler på den rette blanding blanding af melodi og støj. Ligesom på albummet Old Friends var der dog heller ingen numre, der skilte sig voldsomt ud. Også derfor blev både liveudtrykket og musikstilen lidt kedsommeligt undervejs, da der ikke var den store variation. Derfor var det en positiv afveksling, da Anne Lise Frøkedal overtog og sang lead i stedet for Strømstad.

Til sidst rockede det norske band mere ud og lod os ikke i tvivl om deres kærlighed til støjrocken. Det var en god afslutning på en koncert, der ikke var noget særligt, men dog velgørende støjpop med en optimistisk klang. Så var man i gang og kunne lige klare den sidste dag på Roskilde. Tak for hjælpen, Frode.

★★★½☆☆

Deltag i debat