Koncerter

Roskilde Festival ’11: Janelle Monáe, 03.07.11, Cosmopol

Skrevet af Mikkel Arre

Popmusikkens verdensstjerner kan byde en ny superheltinde velkommen i klubben: Neosoul-energibundtet Janelle Monáe fik bogstaveligt talt Roskilde-publikummet til at bøje sig i støvet med et fabelagtigt show.

Den selviscenesatte superheltinde lukkede Cosmopol-scenen med et mirakel.

»Hvor lang tid skal der gå, før noget er legendarisk?,« jublede en sms i min lomme, få minutter efter at Janelle Monáe havde fejet al tvivl af banen: Der venter superstjernestatus forude, og for alle, der så hendes koncert på Cosmopol, må det blive et af de varmeste minder om 2011-udgaven af Roskilde Festival. De sure gamle mænd i dagspressen kaster sig jo nok ufortrødent ud i den rituelle mandagsnedslagtning af de forgangne fire dages festival, men at Roskilde havde skaffet sig Monáe, var prisværdigt fremsynet.

For nok har den 25-årige amerikaner trods strålende anmeldelser af 2010-albummet The ArchAndroid endnu ikke noget stort navn i Danmark – hvilket vel også var grunden til, at hun var placeret langt nede på festivalplakaten – men det kan det show, hun og hendes 16 personer store ArchOrchestra havde med sig, meget vel lave om på.

The ArchAndroid er et usædvanligt ambitiøst konceptalbum. Omgivet af en science fiction-rammefortælling om tidsrejser og menneskehedens frelse spænder albummets sange fra neosoul over funk, hiphop og folk til storladen orkestermusik – og Monáe mestrer vel at mærke det hele. Med så velgennemarbejdet et album som afsæt var det ikke spor overraskende, at også hendes liveshow var planlagt og koreograferet langt ned i detaljen: nøje afstemt sort-hvidt tøj hos alle bandmedlemmer, indøvede dansetrin til hele orkesteret og videoprojektioner, der satte sangene ind i den kontekst, Monáe ser dem i: Introsekvensens James Bond-parafrase iscenesatte hende som den helt, hun i “Faster” bad om at blive kaldt. Under “Cold War” boksede Muhammed Ali bag hende, og på bagtæppet dansede James Brown side om side med en smokingklædt Monáe under “Tightrope”. Et nummer, Monáe endog afsluttede med så uanstændige hoftebevægelser, at soulens gudfar ville have været stolt.

Det kan måske lyde lige vel selvbevidst, men Monáes insisteren på at vise sine sanges (musik)historiske rodnet fremstod tværtimod som en smuk hyldest til de skuldre, hun selv står på. Coverversionen af Stevie Wonders “My Cherie Amour” var en anelse flad, mens Jackson 5-coveret “I Want You Back” og ikke mindst Sly & the Family Stones “Underdog” var betagende energiske.

Og netop den smittende energi fra scenen var med til at løfte Cosmopol-showet op i kategorien af helt enestående koncerter. Ikke bare kom Monáe og hendes ArchOrchestra med et stramt afviklet, aldeles maksimalistisk show, hvor fire strygere, to blæsere og to korsangerinder gjorde de i forvejen detaljerige sange endnu mere vidtfavnende – men hver og en på scenen sprudlede øjensynligt af glæde ved musikken. I koncertens første halvdel var der korte strejf, der gav fornemmelsen af, at Monáe var mere teatralsk end indlevende, men det blev umuligt at holde den skepsis i live. Det sang hun simpelthen for godt til: fabelagtigt fyldigt, kraftfuldt og i fuld kontrol. Det var næsten helt befriende, at hun trods alt ikke kunne male et billede og synge “Mushrooms & Roses” perfekt samtidig.

De to festbombesingler “Cold War” og “Tightrope” var, som man kunne vente, massive højdepunkter, men kronen på værket var alligevel det mere end 11 minutter lange afsluttende ekstranummer, “Come Alive”. Bevares, lidt mindre »la-la-la«-fællessang med tilhørerne havde ikke været af vejen. Men da Monáe og resten af bandet dirigerede publikum ned på hug, selv lagde sig på scenegulvet og så triumferende rejste sig på ny, var det ikke bare publikums ekstase eller bandets freakout-afslutning, der fik det til risle langs rygraden. Det her var indbegrebet af den ellers så forslidte frase om, at alt går op i en højere enhed.

Om Monáe virkelig mente det, da hun bagefter kaldte koncerten »the most amazing show we’ve ever done,« er ikke helt til at sige, men det føltes så afgjort helt exceptionelt.

★★★★★★

2 kommentarer

  • Om Monáe virkelig mente det, da hun bagefter kaldte koncerten »the most amazing show we’ve ever done,« er ikke helt til at sige, men det føltes så afgjort helt exceptionelt.
    Selvom ca. halvdelen af alle der spiller på Roskilder siger noget lignende, var jeg ret overbevist om at hun mente det.

    Denne koncert var den bedste musikoplevelse jeg nogensinde har haft, og jeg er enig i stort set alt hvad der er skrevet her.

    Helt fænomenal stemning i et telt der passede perfekt til koncerten, både mht. størrelse og lysmuligheder.

Leave a Reply