Koncerter

Roskilde Festival ’11: Karina Buhr, 01.07.11, Cosmopol

Skrevet af Camilla Grausen

Brasilianske Karina Buhr skulle spille jazzet, tilbagelænet sambapop. Det gør hun også til dels på plade. Men det var discopunk og høje knæløftninger i pailletdragt, der overtog hendes kiksede koncert.

Brasilianske Karina Buhrs koncert udviklede sig mod det bizarre.

Jeg er blevet snydt. Og så endda lige fra morgenstunden. Kl. 12.30 må helt bestemt regnes for morgen på Roskilde, og her skulle brasilianske Karina Buhr på behagelig vis indlede dagen på Cosmopol. Festivalens hjemmeside lovede, at Buhrs »popmusik trækker på samba, jazz og europæisk pop« med »lune orgeltoner og blide blæsere«. Og så på purtugisisk. Ahh, hvor lækkert – lige til at lade op til en ny dag. De fleste af numrene på Karina Buhrs album, Eu menti pra você, lever også godt op til det. Tilbagelænet, funky, jazzet pop. Men tjener, jeg fik noget helt andet, end det, jeg havde bestilt.

Karina Buhr, hvis tyske rødder forklarer det knap så brasiliansk klingende navn, kom på scenen med et seks mand stort orkester. Hun var iført en stram paillet-heldragt; alligevel et ret friskt outfit kl. 12.30. Til at begynde med virkede det lovende med trompetisten på scenen og bandets fremførelse af “Vira pó” og “Eu menti pra você”, der begge er numre, som passer fint til programbeskrivelsen af Buhrs musik.

Men så gik det grueligt galt. Der var skruet meget højt op, så bassen kunne mærkes i brystet, og guitaren skar i ørene. Det virkede virkelig unødvendigt så tidligt på dagen, men senere blev det tydeligt, at det skulle ledsage Buhr og bandets mere og mere punkede udtryk.

Allerede tidligt i koncerten smed Buhr sig for fødderne af sine musikere og så tilbedende op på dem. Okay, det var lidt mærkeligt, men ikke noget særligt. Senere blev det decideret bizart. Buhr rendte rundt på scenen i glimmerdragten med skiftevis discosans og aerobic-bevægelser inklusiv benspark og høje knæløftninger. Det var alt andet end elegant. Og da hun slog sig selv på maven og resten af kroppen, kunne det ikke undgå at give mig visse associationer.

Musikken var stadig alt for høj og usammenhængende, vel en slags brasiliansk discopunk med en ringe vokal. Både pop, jazz og det »blide« og »lune« var i hvert fald milevidt væk. Det gik faktisk hen og blev nærmest frygteligt, hvilket man også kunne se på de mange, der udvandrede, og de forbløffede ansigter hos mange af dem, der blev. Jeg har meget svært ved at finde noget positivt at sige om koncertens udvikling den ligegyldige glimmer-punkrock, vi fik. Derfor den lave karakter. Halvdelen af U’et er for pallietdragten.

★☆☆☆☆☆

1 kommentar

  • Jeg kan overhoved ikke forstå din kritik. Du giver kun koncerten sølle ét U, fordi koncerten ikke helt levede op til de forventninger du havde fået fra festival programmet.

    For mit eget vedkommende havde jeg ingen forventninger til koncerten, men gik kun til den fordi jeg syntes beskrivelsen i programmet var lovende, og til selve koncerten kunne jeg ikke huske ét ord af hvad der stod i den beskrivelse.

    Tværtimod blev jeg virkelig glad for at se en helt igennem Uselvhøjtidelig koncert med masser af små sjove indslag, og jeg kan kun tage hatten af for at bandet lader dynamikken stiger i løbet af koncerten. Jeg var nok blevet en smugle træt af en stille og rolig gang samba pop over en hel time.

Deltag i debat