Koncerter

Roskilde Festival ’11: Kings of Leon, 03.07.11, Orange

Skrevet af Anna Møller

Kings of Leon lukkede Orange Scene med både gamle garagerockede numre, lad hillbillycountry og patosfyldt U2-pastiche. Åh, hvor vi sang med.

Kings of Leon: Ja, de er i familie med hinanden.

Orange Scene skulle søndag aften lukkes ned et brag af følelsfuld sydstatsrock, hvor det mest kendte hit nok er det, der handler om et samleje med ild i. Potente sager.

Inden da blev det umættelige publikum imidlertid præsenteret for nok aftenens bedste nummer, nemlig Austras “Beat and the Pulse”, der tordnede hypnotiserende ud af de enorme højttalere, inden det meste af familien Followill indtog scenen.

Centralt placeret var naturligvis forsanger og guitarist Caleb Followill iklædt kors om halsen, hvorfra en enorm, stærk og dybt følelsesfuld vokal blæste ud hele koncerten igennem. Alligevel ganske imponerende, eftersom det (som med The Walkmen tidligere på dagen) også var Kings of Leons sidste koncert på en længere turné.

En turné, der formentlig var sat i gang i forbindelse med udgivelsen af det pænt jævne album Come Around Sundown (2010), for i løbet af koncertens første halve time var det primært nyere sange, Nashville-bandet spillede. Flere af dem halter desværre gevaldigt, i mine øjne især den hilbillyrockede “Back Down South”, hvor ikke engang en roadtripvideo på storskærmen kunne retfærdiggøre et ekstremt ladt countrynummer af værste skuffe, hvor folk svingede armene fra side til side over deres hoveder. Uh, at jeg alligevel købte den cd sidste år.

Alligevel var der velplacerede klumper af garagerock fra ældre, svundne tiders debutalbum Youth and Young Manhood (2003), og selvom det måske var de højstemte, stadionrockede sange med tudeomkvæd, publikum så voldsomt hungrede efter, så var det dejligt at høre de ældre sange.

Flere elementer stod lidt hen i det uvisse for mig under Kings of Leons koncert. Dels: Gik strømmen en håndfuld gange? Og troede frontmand Caleb, han var i Norge? Og var det egentlig helt ligegyldigt? Bandet var generelt velspillende, og Caleb var både taknemmelig, veloplagt og sang, så det tordnede. Det hele må jo så i sidste ende handle om, om man synes om deres bagkatalog.

Og naturligvis gik der fællessang i den senere i koncerten. Først medskrigen på “Charmer” fra Because of the Times (2007) og så selvsagt på de to sidste numre, “Use Somebody” og “Sex on Fire”, der begge er fra 2008-albummet Only by the Night. Ja altså, og de to albums ejer jeg også. Jeg ved ikke hvorfor, men det føles sært skamfuldt at skrive det. Men mere skamfuldt er det nok, hvor mange gange, jeg selv har skreget følelsesfuldt med på en hjemmespillet guitarversion af “Sex on Fire”. Den går i øvrigt i E, C#m og A. God spiller.

★★★½☆☆

Deltag i debat