Koncerter

Roskilde Festival ’11: Lukestar, 30.06.11, Odeon

Skrevet af Lise Christensen

Lukestar var yderst opsatte på at skabe en fest med deres indierock og falsetsang. Det lykkedes da også at få en efteskolepige eller to til at danse med svævende arme, mens det norske kernepublikum fyrede den af i front.

Lukestar var forhippede på at starte en fest – og det lykkedes langt hen ad vejen.

Odeon holdt på sit og skabte en lille og intim nordmandsfest, mens resten af festivalen rockede ud til Iron Maiden og PJ Harvey. Norske Lukestar var selv tidligere festivalgængere på Roskilde og virkede så opsatte på at skabe en mindeværdig fest, at de næsten bogstaveligt talt fik spændt ben for sig selv, når de fløj rundt på scenen.

Stemningen var sat med et naturtema, der hældte mod det folkede. Sort-hvide dyrebilleder hang ned fra loftet, og bandet gik på scenen akkompagneret af fuglefløjt. Første nummer lagde sig da også op af en melankolsk, storladen rock med folkelementer som violoin og harmonika, men derefter var fokus lagt på forpustende hurtig indierock. I front stod forsanger Truls Heggero, som har noget mere kropslig volumen end Jonas Bjerre fra Mew, men som ikke desto mindre svinger sig op mod samme falsethøjder. Lukestar trækker på nogle af de samme referencer som Mew – de storladne gestusser og indierocken – men de er i højere grad orienteret mod en simpel og festlig lyd.

Og festen blev ikke kun skabt i lyden. Lukestar kunne opbygge sig en betydelig efterskolehype. Keyboardspilleren forlod tangenterne for at danse frem på scenen med en tamburin. Heggero åbnede et nummer ved at lave ‘rockhoppet’ – manøvren, hvor man finder et trin, laver et nogenlunde overbevisende spring og slår guitaren an i samme bevægelse. Den psykedelisk-kjoleklædte guitarist, der lejlighedsvis flashede sin bagdel, forsøgte at lave et run til den anden side af scenen, men syntes at tabe sit stik undervejs. Og samtidig kørte harmonika og violin lystigt i baggrunden. Showet var så entusiastisk og samtidig lettere kikset, at man ikke kunne andet end at holde af bandet. Bandet syntes også at holde af publikum, for under et af de mange ekstranumre blev der kastet T-shirts i grams.

Musikken tog fra tid til anden en drejning mod det postrockede og Arcade Fire-agtige med råbekor, men samlet set blev udtrykket så kompakt og mættet i sin buldrende indierock, at man også selv begyndte at føle sig noget overmæt, førend Lukestar havde slået den sidste tamburin an.

★★★★☆☆

Om skribenten

Lise Christensen

Konkurrenceansvarlig

lise@undertoner.dk

 

Biografi:
Min første plade var Tjajkovskijs Svanesøen. Den købte jeg som ni-årig. Det var i den periode, hvor man også skulle have en Monet-plakat i ramme. Helst en med beroligende åkander. Den klassiske musik fik tre spin, og så tænkte jeg ellers ikke videre over det, indtil jeg kom på uni. Jeg havde været en okay flittig musiklytter indtil, men nærmest med ét blev jeg involveret i et spillested, begyndte at anmelde, afholdt en festival og var da også turen omkring et pladeselskab. Alle sjove og hårde på deres egen facon. Men det mest udfordrende har nu været at skulle forholde sig til musikken på skrift. Et puslespil med umage brikker. Nu er der gået 16 år, og jeg er begyndt at høre neoklassik (foruden elektronisk minimalisme, techno, ambient, skæv pop og engelske mænd, der synger om erotik), og Lille-Lise får et mentalt skulderklap, mens interesserne strejfer hinanden på tværs af tiden.


Fem favoritalbums:
Fuck Buttons: Tarot Sport
Nils Frahm: Felt
Wild Beasts: Smother
Four Tet: Rounds
alva noto & Ryuichi Sakamoto: Insen

Skriv et svar