Koncerter

Roskilde Festival ’11: M.I.A., 01.07.11, Orange

Skrevet af Camilla Grausen

M.I.A.’s natteoptræden var, efterhånden traditionen tro for kl. 01-navnene på Orange, udmærket clubbing i mørke, men en dårlig koncert. Et andet setup, måske om dagen, havde ydet M.I.A.’s musik langt større retfærdighed.

M.I.A.'s natteoptræden var mere basdrevet clubbing i mørke end festlig koncert med hørbar vokal og detaljer.

Jeg er vild med M.I.A.. Hun giver mig lyst til at danse til hendes unikke miks af hiphop, pop, Bollywood, grime, punk og en masse mere. Jeg frydes over finesserne i hendes ellers rå musik og smiler af hendes referencer og humoristiske tekster (»I got more records than the KGB«). Faktisk er hun én af de kunstnere, jeg p.t. allerhelst ville høre live. Ikke mindst efter hun sidste år gav en fabelagtig koncert i Gøteborg, og min ledsager til nattens koncert også for nylig oplevede en lige så glimrende koncert med den klejne srilankanske energibombe i Barcelona. Altså havde jeg virkelig glædet mig til at se og høre M.I.A. på Roskilde.

Desværre blev jeg skuffet. Koncerten startede et stykke efter kl. 01 med en intro på storskærmene med animerede, blå Buddhaer og hinduistiske guder samt høj, indisk musik. Det var cool, og M.I.A. indstillede os på, at vi nu skulle omstille os lidt til hendes univers. Da hun så kom på scenen selv, uden projektørlys og praktisk talt kun som en silhuet, gav hun os den lækre “Galang” fra debuten, Arular. Vi blev også ført up-to-date med “Lovealot” fra hendes nyeste /\/\ /\ Y /\. Jeg tænkte, at nu var den indledende mørke-gimmick vel slut, og stjernen kunne omsider afsløres med lys på scenen. Men nej, scenemørket fortsatte desværre hele koncerten. Så jeg fik aldrig rent faktisk set hovedpersonens ansigt i andet end ultrakorte blitzglimt fra fotograferne.

Det skulle åbenbart ikke være koncert, men clubbing og rave i halvmørke til visuals og ekstremt høj bas. Selvom jeg stod bagerst i forreste bås, hvor man burde formode, at lyden skulle være god, kunne jeg stort set ikke høre andet end det dundrende beat. M.I.A.’s lille sorte silhuet på scenen leverede det ene af de bedste numre efter det andet, især mange fra Kala, som “Bamboo Banga”, “BirdFlu” og “World Town” (desværre ikke “Jimmy”). Men de druknede alle i bas og beat, og alle finesserne, og selv M.I.A.’s stemme, var kun svært hørbare detaljer. Det burde jo være dem, der skulle stå i forgrunden. Det var mildt sagt frusterende at høre alle favoritnumrene forsvinde lige foran én.

Med to dansere, og rapperen Afrikan Boy på scenen fra nummeret “Hussel”, gav de energiske clubkids og M.I.A. den helt bestemt gas – hun dansede, svingede sit nyafblegede hår og rakte ud efter publikum. Til “Meds and Feds” løb hun ned og hev folk med op på scenen. Nummeret gled over i “Born Free”, og alle deroppe dansede. Fedt for dem, men når der stadig ikke var lys på scenen, var det lidt som at stå uden for et hus og se ind på de sorte skikkelser, der fester indenfor, uden at man selv er inviteret. M.I.A. var vist en god entertainer – man kunne bare ikke se det.

Mod slutningen af den hæsblæsende clubbing-event fik vi hittet. “Paper Planes” gjaldede ud over alle Orange Scenes publikummer, men ikke mindst her var det svært at høre M.I.A.’s vokal med den ellers både bidske og morsomme tekst. Jaja, det var da fedt at høre den, men det kunne have været så meget bedre.

Jeg undrer mig over, om det er festivalen selv, der vil have, at de der nattekoncerter på Orange bliver clubbing frem for reelle koncerter. Med The Prodigy sidste år og Chemical Brothers i 2008 husker jeg, at det var det samme. Lyskegler fra scenen og visuals på skærmene, men mørke på kunstnerne. Måske disse to bands’ musik passer lidt bedre til ravet, men det duede i hvert fald ikke M.I.A. Man kan clubbe og danse bevidstløst til ekstrem basvolumen andre steder, men idéen om Orange Scene som én stor, mørk klub, fungerer bare ikke. Derfor blev M.I.A. en vanvittigt dyr DJ, MC eller danser på Orange Scene frem for den kunstner, hun er, der kunne levere en festlig, men dog langt mere regulær koncert, hvor man rigtig kunne høre hendes numre og se hende. Så jeg glæder mig altså stadig til en dag at opleve en koncert med M.I.A.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat