Koncerter

Roskilde Festival ’11: Narasirato, 30.06.11, Pavilion

Skrevet af Daniel Niebuhr

Hvad gør et års forsinkelse, når musik, der har været næsten 2000 år undervejs, kan fremføres så overbevisende? Verdensklasse i mere end én forstand.

Narasirato leverede en både charmerende og medrivende koncert.

Så kom regnen endelig til Roskilde Dyrskueplads. Den havde ladet ventet på sig det meste af ugen, og torsdag eftermiddag blev den endelig en realitet. Og hvis man som Narasirato kommer fra Salomonøerne, der der ligger i det vestlige Stillehav, så kunne byger og 15 grader ud på de små aftentimer vel nok betegnes som en lettere uvant vejrsituation. Men det lod bestemt ikke til at have indflydelse på aftenens optræden på Pavilion-scenen, der i forvejen var et helt år forsinket efter bandets aflysning på sidste års festival.

Iført kun lændeklæde og konkylie/muslingeudsmykning hoppede og dansede de sig ind på scenen til hvad, der skulle blive en times lang anti-regndans. Publikum kom hurtigt med på de traditionelle rytmer, og det otte mand store orkester, der bestod af en percussionist, en panfløjtepercussionist, to panfløjtebassister, tre deciderede panfløjtespillere samt det mest engelskkyndige medlem i form af forsangeren, leverede et indblik i en næsten 2000 år gammel musikkultur med største autencitet. Og med sange om natur, kultur og i høj grad kærlighed charmerede Narasirato sig ind i samtlige tilskueres regnvåde festivalhjerter.

En enkelt gang fik vi et nummer serveret på et lokalt sprog, og det var en sand lykke at se, hvordan bandet formåede at blande hyperenergiske stammerytmer med iørefaldende popmelodier, uden at det på noget tidspunkt blev for klichéagtigt, eller at det skulle mislykkes for orkesteret at slippe deres jerngreb om det festglade publikum. Mod koncertens slutning blev publikum spugt, om øboerne skulle give os et eller to numre ekstra, hvilket publikum hurtigt fik skubbet op på en tre-fire stykker. Man fornemmede godt, at hverken publikum eller Narasirato havde synderligt meget lyst til at stoppe festen.

Efter cirka en time nåede koncerten sin (måske en kende for tidlige) afslutning, som bød på salg af cd’er fra forreste række – og man havde da også svært ved ikke at støtte op om det band, der havde givet så meget af sig selv og deres kultur for at kunne bidrage med denne unikke koncertoplevelse. Da jeg herefter forlod koncertteltet for igen at give mig i kast med det ustadige danske sommervejr, var regnen så godt som væk, og tankerne gik endnu en gang til de imponerende entertainere fra Stillehavet.

★★★★★½

Deltag i debat