Koncerter

Roskilde Festival ’11: Ólöf Arnalds, 01.07.11, Gloria

Skrevet af Mikkel Arre

Den islandske folksangerinde gjorde, hvad hun kunne for at holde Gloria-publikummet fanget i en hel time. Det lykkedes ikke ubetinget. Men coverversionerne skortede det ikke på.

Det skortede ikke på covernumre under islandske Ólöf Arnalds koncert. Desværre fungerede de ikke ubetinget.

Hvad gør man for at fastholde opmærksomheden hos et pr. definition utro festivalpublikum, når man ikke har andet end sig selv, sin stemme og sin guitar at fylde ud med? Da islandske Ólöf Arnalds fredag eftermiddag entrede Gloria-scenen, var det helt sikkert ikke første gang, hun stod i situationen, og hun havde svaret parat: en hel del fællessang og coverversioner i hobetal. Om det så rent faktisk var svaret denne fredag eftermiddag, var noget mindre tvivlsomt.

Det startede ellers lovende. De to åbningsnumre, et Skúli Sverrison-cover og titelnummeret fra hendes 2010-album, Innundir Skinni, demonstrerede, hvor stor en spændvidde hendes luftige vokal har, og hvor smukt de kringlede, Joanna Newsom-lignende vokalfraseringer klæder hendes simple fingerspil på den akustiske guitar. Klapsalverne var overvældende, og publikums tavshed under numrene det samme.

Så godt blev det imidlertid ikke ved med at gå. Arnalds aktiverede ellers publikum som korsangere og fortalte små, skæve anekdoter mellem numrene, men i stedet for at fastholde den andægtige interesse blev hendes joviale attitude afsæt til, at publikum begyndte at småsnakke. Næste led i islændingens plan: coversange.

Indledningsvis forvandlede hun Arthur Russells sang “Close My Eyes” til sin egen med charmerende skæve betoninger af ordene. Men derefter fik vi hele fem covers mere i streg, og de holdt slet ikke samme niveau. Det var, som om Arnalds ikke for alvor havde fundet sit take på Bob Dylan og Bruce Springsteen m.fl., og coverversionerne strandede i et ufrugtbart ingenmandsland mellem originalkunstnerne og islændingens eget udtryk.

Arnalds’ egne folklore-klingende sange var en større oplevelse end coverkavalkaden, men efter den blev det svært for alvor at samle sig om musikken. Folks snak i de tilstødende lader forstyrrede mere og mere, og selvom Arnalds virkelig gjorde sit bedste for at holde publikumskontakten, lykkedes det kun i glimt at nå det niveau, som den første håndfuld sange havde varslet.

★★½☆☆☆

Om skribenten

Mikkel Arre

Biografi: Der skete noget, da jeg hørte Oasis' What's the Story... Jeg kan ikke forklare, hvordan traditionalistisk rock kan give intens lyst til at begynde at høre drum'n'bass og alskens anden electronica. Men sådan gik det, da jeg var 12-13 år gammel. Katalysatoren var P3: Det Elektriske Barometer, Thomas Knaks fredagsprogrammer og for længst hedengangne Beat.
Engang skrev jeg for Murmur. Så skrev jeg for Undertoner i 10 år plus det løse. Nu skriver jeg mestendels for fagbevægelsen.

Fem favoritalbums:
Stars of the Lid: The Tired Sounds of... Hood: Cold House Modest Mouse: The Moon & Antarctica Autechre: Peel Session Steve Reich: Music for 18 Musicians

1 kommentar

  • Er ikke enig Det var da en sindsyg koncert! De var som trance der i folkemassen varmen +arnalds hyponotiserende guitar spil.. og hendes rare stemme.. det var en mærkværdig stemning.. en helt anden verden. hendes sidste nummer uden mikrofon det var fedt.. HElt sikker en af de ting jeg husker fra roskilde 2011..!
    6/6

Skriv et svar