Koncerter

Roskilde Festival ’11: Screaming Females, 03.07.11, Pavilion

Skrevet af Camilla Grausen

New Jersey-trioen har trods navnet kun én sangerinde, men hun er til gengæld også lille, bidsk og elsker guitarsoloer. Den punkede garagerock gik lidt i tomgang, og Screaming Females imponerede ikke.

Amerikanske Screaming Females i et roligt øjeblik.

Det rædsomme bandnavn kunne lyde som navnet på et endog særdeles smadrende punkband. Men helt så voldsomt går det dog ikke for sig hos New Jersey-trioen Screaming Females. Dog garagerocker de bestemt igennem, hvilket de understregede med en kort, guitardrønende intro uden vokal, da de søndag kl. 18 gik på scenen på Pavilion.

Det specielle ved bandet må siges at være den lille, rockende og skrigende forsangerinde, Marissa Paternoster. Hun fylder ikke ret meget på scenen, men giver den bestemt gas nok på guitar og sang til at fylde mere. Den lille, bidske punkfrue med det sort hår ind i ansigtet sang på “Boss”: »I could be the boss of you any day«, og det tror jeg sådan set gerne. Dog ikke forstået på den måde, at hun fylder meget i karisma eller publikumskontakt som f.eks. Karen O fra Yeah Yeah Yeahs, hun udlader nærmere sin arrige energi via guitarens strenge og stemmen. Hendes vokal er i øvrigt noget speciel og androgyn, hun lyder faktisk meget som Mark Greaney fra hedengangne JJ72 – især på et mere indierocket nummer som “I Don’t Mind It”.

Umiddelbart slog det mig, at bandet live var ekstra hårdt kværnende og punkede end på deres albums, især når Paternosters skrigeri i “Buried in the Nude” fra 2010-albummet Castle Talk satte ind live. Av, mine ører. Ellers kørte trioen bare af sted derudaf med deres punkede garagerock for høj volumen og tempo med en masse indlagte guitarlir og hist og her nogle hastige ska-agtige rytmer fra trommeslager Jarrett Dougherty og bassist Mike Rickenbacker.

Screaming Females rockede godt igennem, og det var vel også det, man forventede, at de skulle. Jeg synes alligevel, at den gik lidt i tomgang, og guitarliret gav jeg ikke meget for denne søndag aften, hvor man ugen igennem havde hørt nok af det. Måske havde man også i ekstra grad – efter en uges koncerter – brug for noget særligt på scenen, hvis det for alvor skulle vække interessen. Jeg hørte kun bandet reklamere flere gange for, at de solgte deres plader ovre ved baren, hvilket ikke just scorer point i min bog som ‘publikumskontakt’. I sidste ende endte Screaming Females musik med at gå ind ad det ene øre og ud af det andet. Og da den sidste svidende guitartone var spillet, var jeg helt klar til at tage hjem.

★★½☆☆☆

2 kommentarer

  • Har set lidt efter diverse anmeldelser af koncerten, da det var en af de koncerter der overraskede mig mest, kan ikke forstå den lave karakter, vi var 8 mennesker der tilfældigvis så koncerten, mens vi ventede på en anden, og var alle sammen fuldstændigt solgte!

    Kan godt forstå at det var tungt på sidste dagen, men det er jo ikke dem selv der har booket sig til Søndag. Synes også at det var mere komisk med så lidt publikum kontakt og hendes gentagelse “Thank you, we’re the Screaming Females from New Jersey, you can buy our record over there”.

    For mig var det en hel klar 5 af 6, det er det der gør Roskilde fantastisk, at kunne gå lige ind i et telt og høre noget nyt og spændende.

  • Screaming Feemales var fantastiske. Jeg blev totalt overrasket, da jeg ikke kendte dem, men kom tilfældigt forbi. Derefter var jeg totalt solgt, det var jo Jimi H. som kvinde. Klart det bedste og mest intense jeg oplevede på Roskilde 11.

Deltag i debat