Koncerter

Roskilde Festival ’11: Svarte Greiner, 30.06.11, Gloria

Skrevet af Mikkel Arre

Erik K. Skodvins dundrende doom-drone er i sig selv uhyggemusik af fineste karat. Men uhyggen greb aldrig rigtig det praktisk talt tomme Gloria.

Forholdene gjorde, at Svarte Greiner aldrig blev helt uhyggeligt nok.

På væggen bag norske Erik K. Skodvin alias Svarte Greiner fører en let hakkende optagelse af en vej omgivet af blege birketræer os ind i mørket. Et mørke, der tydeligvis aldrig slutter. Omgivet af Skodvins metalliske, forvrængede guitarflader og dybt rungende droner er det som at høre en skandinavisk horror-version af David Lynchs “Lost Highway” – uden dværge, men med skingre guitarovertoner, der skriger inde fra det mørke, som i von Triers “Antichrist” kaldes Satans kirke: naturen.

Og det er her, Skodvins selverklærede ‘akustiske doom’ tager os hen. Ud i skove uden ende, hvor rovdyrskrig gennemborer nattemørket. Han strækker tonerne ud med en violinbue og sender flossede, skærende guitarflader gennem sine loop-pedaler. Med knyttet hånd slår han mod guitarens krop, så det ekkoer malmgungrende, som var klokkerne i naturens kirke begyndt at runge.

Svarte Greiner er lyden af at få jaget en skræk i livet, og det lykkes fremragende for Skodvin. Altså lige indtil man vender sig og på ny bliver mindet om, at Gloria reelt set er tomt. 50-60 mennesker står helt fremme ved scenekanten, og lige så mange sidder på de lave tribuner bagerst. Det efterlader rigelig plads til folk, der fra de tilstødende lader, som man kan gå ind i via åbninger i begge sider af Gloria, mere eller mindre uforvarende kommer til at traske ind i doom-ceremonien. Der står de så lidt, råber måske lidt i fuldskab og drysser så ud igen.

Det ville egentlig ikke være noget problem, hvis det ikke var, fordi det hele går alt for klart igennem. Mens Iron Maidens koncert på Orange Scene imponerende nok kun høres helt svagt bagerst på tribunen og ellers slet ikke, bryder folks gummistøvlesjosken og samtaler igen og igen gennem Skodvins tonesætning af ondskaben. De sidste 10 minutter af nordmandens tre kvarter lange koncert skruer han så meget op for buldrende forvrængning, at brutaliteten endelig begynder at kunne mærkes, men højt nok bliver det aldrig helt. Og uhygge er bare ikke rigtig ildevarslende, når man kan få den til at ophøre ved at tage et enkelt skridt baglæns.

★★★½☆☆

Deltag i debat