Koncerter

Roskilde Festival ’11: Tame Impala, 30.06.11, Odeon

Skrevet af Martin Thimes

Australierne spillede sig selv helt ind under et tungt vattæppe og efterlod ikke meget andet end kedsomhed og et par gode grooves. En decideret skuffelse.

Tame Impala var en tam oplevelse.

Der lå et tykt tæppe over Odeon-teltet under hele Tame Impalas koncert. Det skyldtes hverken fugtige festivalgængere eller den søde røg, som sporadisk blev sendt op mod teltdugen. Nej, det var Tame Impala, der selv lagde en alvorlig dæmper på festivalåbningen. For de fire australiere fik kun sporadisk  lukket op for deres indadvendte psychpop. Og så blev det til en times kedsomhed i selskab med et band, der burde kunne gøre det meget bedre.

Koncerten blev indledningsvis skæmmet af alt for sløset lydarbejde på forsanger og hovedmand Kevin Parkers vokal. Den var praktisk taget uhørlig bag de tunge gardiner af reverb, og når han en sjælden gang trak tonerne lidt ud, var det alt andet end drømmende solskin, der kom ud af højttalerne.

Efter tre numre kom der lidt liv i lydmanden, så bandets drømmende sommerpsych kunne folde sig lidt bedre ud. Men det var kun momentvis, i numre som den solidt groovende “Expectation” og et af debutalbummets bedste numre, “Desire Be Desire Go”, at det lykkedes for Tame Impala at lyde som et band, der rent faktisk havde lyst til at spille koncerten.

Resten af tiden befandt de sig inde i hver sin boble i et gigantisk stykke bobleplast. Og det lykkedes dem ikke at sprænge sig vej ud, så publikum kunne blive en del af oplevelsen.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat