Artikler

Roskilde Festival 2011 – op af det musikalske mudderhul

Skrevet af Signe Palsøe

Undertoner har sundet sig oven på årets Roskilde Festival og er nu klar med et tilbageblik – der i høj grad også er et blik ud i en fremtid, hvor festivalens visioner angiveligt kommer til at ændre gennemgående på dens profil.

Allerede inden de sidste bands havde forladt Dyrskuepladsen i sidste weekend, kunne Roskilde Festivals udviklingschef, Esben Danielsen, fortælle DR, at festivalen ikke længere ønsker at være Nordeuropas største festival. »Vi vil ikke være en musikfestival for alle. Vi vil kun være for dem, der vil udfordres, der vil flyttes, og som vil inspireres. Dem som vil noget nyt. Kommer man her for at se noget, man kender i forvejen, så er man gået forkert,« lød ordene, og udmeldingen, der kommer i kølvandet af festivalens store femårlige gennemgang af sin strategi, har immervæk sat sidste uges opridsende kritik af festivalen i et andet lys.

Der skal ikke herske tvivl om, at Orange Scenes program har været ringe i år. Det er blevet understreget af omtrent samtlige danske dagblade og musikmagasiner, og et tilbageblik på scenens koncerter virker da også rigeligt overbevisende i sig selv. Et utal af de optrædende har spillet på festivalen inden for de seneste få år. Portishead, Mastodon og The Raveonettes havde været langt bedre stillet på en mindre scene. Navne som Iron Maiden, M.I.A., My Chemical Romance og Bad Religion virker enten til at være fanget nogle år for sent, eller også fremstår de direkte bedagede. Ikke ligefrem et program, man – som Thomas Treo ellers foreslår – havde kunnet puste liv i ved at booke Metallica, Bob Dylan og Paul Simon, der ganske vist er større navne, men om muligt endnu mere uaktuelle.

Janelle Monáe leverede forrygende koncert på Cosmopol, hvor hun næppe vil kunne passe ind om nogle år. Måske er det den slags visionære bookinger, Roskilde Festival i højere grad vil satse på i fremtiden?

Og nu lader det altså til, at den gode Treo skal spejde endnu længere efter Orange-egnede navne i fremtiden. Naturligvis en udmelding, der har skabt en del furore blandt festivalgængere – ikke mindst på grund af sin uklarhed. Vil Roskilde Festival fra nu af kun booke stammebands fra Salomonøerne? Kan mit hobbyband nu blive booket til at spille på Arena? Og kan det virkelig passe, at vi også næste år bliver snydt for Rage Against the Machine?

Det er svært at spå om på nuværende tidspunkt, men ét er dog sikkert: Det er ikke blevet nemmere at samle mellem 30.000 og 60.000 festivalgængere til en massiv og vellykket stadionkoncert på Orange. Især ikke hvis det samtidig forventes, at alle hjerter skal banke i takt for den musik, der strømmer fra scenen. Man kan måske argumentere for, at den opgave allerede blev vanskeligere, efterhånden som Bowie, Queen, Prince og Michael Jackson abdicerede fra tronen for universelt anerkendt pop og rock, og musiklyttere begyndte at kaste deres kærlighed på nichegenrer frem for koryfæer. I 2011 har internettet, strømninger, hype, trendzapning og en rivende udvikling, der stikker i et utal af musikalske retninger, i hvert fald sprængt alt, der hedder standard-musiksmag, til atomer. Sidste år var Roskilde Festivals hovedattraktion netop Prince, der endnu nyder godt af fordums tiders ikonstatus. Og i år? Tja, Deadmau5 var efter sigende den Orange-koncert, der havde flest besøgende. Næppe for sine musikalske kundskaber, men det er tydeligvis blevet lettere at samle publikum med løftet om clubbing end om et specifikt musikalsk treatment. Fest er trods alt stadig universelt værdsat på Roskilde.

Hvor der for alvor har været noget musikalsk substans at komme efter på årets festival, har været ude på de mindre scener – og her har vi på Undertoner til gengæld været svært begejstrede for programmet. Bookinger af bands som Destroyer, Big Boi og PJ Harvey, der alle har udgivet fremragende plader inden for det seneste år uden allerede at have givet koncert i Danmark, er af den type, der både sikrer programmet en høj kvalitet og aktualitet og fungerer som trækplaster. Dem var der heldigvis masser af på Dyrskuepladsen.

Også de helt små navne var i højere grad end normalt tilgodeset i årets program – dog med et resultat, der var mere svingende i kvalitet. På papiret var tiltaget Gloria ellers en glimrende ide. En intimscene for de kunstnere, hvis musik fungerer bedst, når publikum er helt tæt på. Tidligere har disse været forvist til loungen eller Bar’n og har ikke haft en særskilt plads i festivalens musikalske program, hvilket førte til, at publikum nærmere dumpede ind tilfældigt end opsøgte koncerterne på lige fod med de øvrige sceners.

Det gode initiativ viste sig dog desværre hurtigt ikke at blive omsat til praksis på tilfredsstillende vis, da forholdene omkring Gloria blev et problem for en endog meget stor del af den tyste musik, der ellers burde kunne komme til orde her. Med en frontal åbning mod Orange Scene led Valby Vokalgruppes eksperimenterende a capella under et sonisk angreb fra The Raveonettes’ koncert, og under mindre velbesøgte koncerter som Svarte Greiners forstyrrede en jævn strøm af festivalgængere, der gennem Glorias to sideudgange pendlede mellem vejen udenfor og madbiksene i den tilstødende lade. Ja, selv uden disse indgange havde postyret omkring Madpakkeboden klos op ad Gloria i sig selv være rigeligt til at tage toppen af intensiteten ved de sagte arrangementer.

Ud fra Roskilde Festivals ønske om at præsentere mere ukendt musik kan man håbe på, at scenen ikke bliver erklæret fejlslagen og skrottet uden et tilsvarende alternativ. En etableret intimscene på Roskilde er et fremragende initiativ, men for at kunne leve op til sit navn må den også byde på intime oplevelser. Rykker festivalen scenen til mere lydligt beskyttede omgivelser og spærrer for den tværgående trafik gennem teltet, kan her være forrygende oplevelser i vente næste år.

Men det er ikke ved de små, nære koncerter eller ved de solide og veletablerede, men aktuelle kunstneres optrædener, at Roskilde Festival har gjort årets største musikalske landvindinger. OFWGKTA har ikke været talk of the town før i år, og havde festivalen ikke været tidligt ude og gennemtrawle den før omtalte internethype og sorteret skidt fra kanel, havde de ikke kunnet præsentere tidens mest efterspurgte hiphop-kollektiv i det rette øjeblik. Det samme kan siges om James Blake, der for alvor kom i søgelyset med sit debutalbum i vinter, og ikke mindst om Janelle Monáe, som ved sin Roskilde-koncert beviste, at det var et privilegium at opleve hende på netop dette tidspunkt i hendes karriere.

Jeg kan i år ikke anklage Roskilde Festival for at være konservative, som Undertoners daværende chefredaktør Kim Elgaard Andersen gjorde sidste år. Selv det dengang så udskældte regelsæt om egne drikkevarer på festivalpladsen er blevet løsere og mere humant og velfungerede end i umindelige tider. Derimod er jeg ivrig efter at se, hvad festivalens nye visioner kommer til at betyde for næste års arrangement, for trods mange vellykkede bookinger er der bestemt endnu potentiale til at foretage ændringer i visionens navn. Vil vi mon se en Roskilde Festival, der i mindre grad satser på at stjæle publikummer fra Grøn Koncert ved at have navne som De eneste to og Love Shop øverst på lørdagens plakat? En festival, der ikke booker store bands udelukkende af nostalgiske årsager? Der helt dropper at booke stadion-spillende bands? Eller der – gisp – slet ikke ønsker at have en hovedscene i Orange Scene længere?

Lige nu er det ikke til at sige. En ting ligger dog fast: Jeg venter med optimisme frem for frygt på at se resultatet af festivalens ønske om at søge nye græsgange.

Her kan du læse de anmeldelser, Undertoner bragte i forbindelse med årets festival.

1 kommentar

  • I midten af ’90erne var Orange Scene også til debat, da man allerede dengang havde opgivet tanken om de store samlende kulturer. Samtidig gjorde de små årgange at tanken om en evigt voksende festival måtte aflives.

    Her en 10-15 år senere genopstår debatten, og tak for det. Sidste år var et af de sjældne år, hvor jeg faktisk så mange vellykkede koncerter på Orange, og Trentemøller har jo vist, at Orange kan så meget mere end at udstille mellem store bands svagheder…

    Jeg fravalgte bla Portishead, MIA og mange andre Orangenavne i år fordi jeg ikke havde mandsmod og hjerte til at se dem drukne til lyden af sludrende publikummer og knasende plastikkrus.

    Deadmau5 var ved gud ingen stor musikalsk oplevelse, men omvendt satte han gang i pladsen, hvilket ikke mange andre formåede i år.

    Så når jeg skal vurdere en festivalplakat, ser jeg sjældent på de store men på de mindre, og det var vi mange i år, som gjorde. Faktisk var der så meget tryk på de små scener, at det var svært at høre og se. De små scener må altså meget gerne blive opgraderet med lyd, storskærm og lys.

    Lad Orange stå, men skær ned i antallet af bands, så dem der er der faktisk kan trække festen. Ind i mellem kunne man så bruge den store græs/mudderørken til mange andre ting. Flaming Lips brugte den f.eks. til at opføre deres parkeringspladskoncert. En ret sjov og syret oplevelse. Mer’ af den slags!

Deltag i debat