Plader

Serengeti: Family and Friends

Skrevet af Rasmus Riiskjær

Ustemte klavertoner, nærmest slibende eller hvæssende strygere holdt helt i mol og Yoni Wolfs ustemte guitar er det første, man møder på Family and Friends. Det her er indiehiphop, når det er fedest.

Ustemte klavertoner, slibende, hvæssende strygere holdt helt i mol og Yoni Wolfs ustemte guitar er det første, man møder på åbningsnummeret ”Tracks” – det absolut bedste nummer på Family and Friends. Så kommer den simple rytme og Serengetis (David Cohn) sørgmodige og insisterende stemme. Teksten har – som mange af de andre tekster på albummet – stor litterær kvalitet. Der er en forkærlighed for at fortælle om bizarre og deprimerende hændelser og oplevelser. I stemmen suppleres dette med en perfekt blanding af resignation og udadvendt fortælleglæde.

Dette er Serengetis første album på indieselskabet Anticon, der bl.a. udgiver Why?s musik. Skridtet er taget fra en mere traditionel, dyster hiphop, som prægede tidligere udgivelser, til en mere uskyldig og barnlig indielyd – ment på en god måde. Ja, det lyder ofte som en viderefortolkning af Why?s fantastiske album Alopecia fra 2008.

Af Serengetis tidligere produktioner er debutalbummet Dirty Flamingo fra 2003, der blev lavet sammen DJ Crucial, et godt eksempel på denne tidligere stil – og for dælen, det er i øvrigt en god plade. Herefter udgav Serengeti rigtig meget musik på små pladeselskaber. Et samarbejde med glitchhop-produceren Polyphonic (ligeledes på Anticon) markerer igen en anden udtryksform. Denne gang er det Yoni Wolf (forsangeren i Why?) og Advance Base (Owen Ashworth, tidligere kendt under aliasset Casiotone for the Painfully Alone), der står for beatene, og især Wolf har fået lo-fi-samples og skæve vokalharmonier a la Coco Rosie og Dirty Projectors til at give albummet en udpræget indiefeeling, hvilket både er godt og skidt.

Eftersom jeg før lytningen af denne plade ikke var bekendt med Serengeti, men derimod med Why?, har genopdagelsen af Dirty Flamingo betydet, at jeg nok foretrækker den tidligere Serengeti. Nogle vil muligvis hævde, at en større diversitet i lydbilledet kunne være med til at åbne denne form for hiphop til nye lyttere, der normalt ikke ville høre Serengeti eller alternativ hiphop. Hermed en opfordring til nye lyttere: Stift gerne også bekendtskab med Dirty Flamingo, hvis I kan lide stemmen og stilen på Family and Friends.

Noget andet og mere konkret, der peger på indieelementet i stilen, er – ifølge pressemeddelelsen – at flere af numrene ikke er loopbaserede, men derimod optaget live hele vejen igennem. Dette er måske en nørdet detalje, men jeg synes alligevel, det er vigtigt at fremhæve dette som et signifikant kvalitetstræk ved skrøbeligheden og sammensætningerne i de  forskellige kompositioner. På tredje nummer, ”Long Ears”, er der igen brugt den hvæssende violin fra åbningsnummeret samt et kvindeligt kor. Den fede bas og en drilagtig strengefigur supplerer hinanden uendelig fedt. Hovedet burde boppe på nuværende tidspunkt. Det er noget utraditionelt, men det forekommer ikke malplaceret, fordi man som lytter af den alternative produktion og det bizarre tekstunivers konstant må være forberedt på mærkværdigheder, der alle sammen er fede og fungerer godt.

Næste nummer ”Ha-Ha”, der omhandler et bekendtskab med en kvinde, der blander maling, er pladens første single og har cirkuleret på nettet i noget tid – eksempelvis her. Nummeret er et koncist svar på, hvad jeg mener, når jeg siger, at dette er indiehiphop i en æstetisk snarere end i en økonomisk forståelse af begrebet indie. Det er sigende, at dette er singlevalget, fordi det er spiseligt for en bestemt kundegruppe – men albummets bedste nummer? Nej. Det kedeligste popnummer? Ja, egentlig. Så lad dig ikke narre af singleudspil. Sku dem ikke på hårene.

I forhold til hvordan Serengetis tekstunivers er skruet sammen, er det på sin plads at sammenligne ham med den ukronede konge af narrativ hiphoplyrik, Eminem, omend vreden ikke er at finde i samme grad i Serengetis afslappede attitude. Det er derimod den totale håbløshed og apati, der var til stede på nummeret ”Tracks”, samt glæden ved at fortælle og sammensætte associationer, der retfærdiggør sammenligningen. Derudover er den megen tekst om medicin ligeledes påfaldende. Et andet eksempel på denne apati, er på det, der så må være pladens andet bedste nummer – titelnummeret ”Family and Friends”, hvorfra jeg gerne vil afslutte med at citere pladens bedste linjer: »Sex all night / drink like a real man / change your own oil / read Sir Arthur Conan Doyle.« Det lyder som et slående ironisk motto for den senmoderne maskulinitet.

★★★★★☆

Deltag i debat