Plader

TV-resistori: s.t.

Finsk indiepop med fangarmene ude efter både The Beatles anno Revolver og 60’ernes franske yé yé-pop, men uden at give helt afkald på hjemlandets velkendte melankoli.

Der er nok omtrent lige så mange musikinteresserede i Finland, der kender til De Eneste To, som der er danske lyttere, der er bekendte med finske TV-resistori. Ikke desto mindre har denne gruppe gennem de seneste år nydt stor anerkendelse på hjemlandets indie-scene, og med deres selvbetitlede tredje album er turen nu kommet til det store Europa.

Albummets cover fremstår på én gang enkelt og detaljeret – just som min oplevelse af sangene på TV-resistori. De sort-hvide tegninger af både personer og objekter er nærmest barnlige i deres udtryk, men samtidig er de så detaljerige, at de trods alt rummer en vis eftertænksomhed. Det er som med musikken: letbenet, men med en vis tyngde.

De 10 sange er alle svøbt i en lækker organisk produktion. Vægten ligger på instrumenter som klaver, akustisk guitar, banjo og klokkespil, og den førnævnte letbenede fornemmelse bakkes op af de tyndt producerede trommer og den diskante bas. Det kommer særligt til udtryk på uptempo-numre som “Ajasta jäljessä” og “Ilta aikaa”, som begge er melodiøse og får foden til at rokke med. De to forsangere, Päivi og Ykä, smyger sig for det meste flerstemmigt op ad hinanden, og det går godt i spænd med melodierne og den lækre, vedkommende produktion.

De to rummer også en melankoli, som tydeligt mærkes i et nummer som “Svukönkin saan”, der slæber sig af sted med enkle klaver-strums. Det er naturligvis svært at uddybe det melankolske udtryk i forhold til teksterne, eftersom jeg ikke fatter spor af de finske fraser, som optræder hele albummet igennem. Måske er det netop kombinationen af de enkle, melodibårne arrangementer og det umiddelbart indviklede finske sprog, der gør indtryk på mig. At gruppen synger på deres modersmål, vil dog nok holde mange lyttere på afstand, og jeg kan da heller ikke frasige mig, at den finske lyrik bliver et irritationsmoment undervejs.

Genremæssigt er det vanskeligt at kategorisere TV-resistori. Som nævnt er det den lette, melodiøse pop, der primært præger albummet, men der er også plads til mere småpsykedeliske skæringer som “Köputan puuta”, der gør brug af en gennemtrængende og isnende orgellyd sangen igennem. Pladen giver mig mest af alt reminiscenser til The Beatles’ Revolver (bemærk sammenfaldet mellem de to albumcovers!), der ligeledes rummer numre med melodiøs velklang, men også momenter, der appellerer til det mere subtile musikøre.

Pladens sidste skæring er den noget kryptisk betitlede “E. S. O. P. M. J. M. V. M. P. S. O. (Pallo)”, der bæres frem af folk-inspireret banjofingerspil og en valset rytme. Undervejs optræder en længere solo-passage med netop banjo, og denne rummer en varme og intimitet, som er gældende for hele albummet. Det er både indiepop, folk og country, der blandes sammen med finsksproget vokal i harmonisk forening. Af en eller anden grund minder musikken mig om den franske yé yé-pop fra 1960’erne – tænk en sangerinde som France Gall, og du er ved at være der. Flere af sangene på TV-resistori kunne sagtens være taget fra et soundtrack til en fransk film noir.

Sagt med eftertryk er det en plade, der som følge af sproglige barrierer sikkert vil skræmme visse lyttere væk. TV-resistori er dog stadig et interessant og varmt bekendtskab, som du ikke bør snyde dig selv for – særligt ikke i denne sommerlige tid.

★★★★☆☆

Deltag i debat