Plader

Twice the Zorro: Manifesto del Zorro EP

Skrevet af Lasse Aagaard

Iklædt electrofunderet indiepop viser Twice the Zorro, hvordan man får modsætninger til at danse sammen. Her er der plads til både at grine og græde. Desværre kan det derfor nogle gange være svært at vide, hvad man skal.

Der findes et sted, hvor modsætninger skal mødes. Hvor det essentielle hverken er ærligt eller karikeret, underspillet eller overdrevent, intimt eller arrogant, men forholdet imellem de poler. Det er fra sådan et sted, den danske brødreduo Twice the Zorro lader deres musik udfolde.

Søskendeparret ernærer sig som henholdsvis musiker og tegneserieforfatter, og det er ikke til at tage fejl af – vi befinder os her i et lydunivers, hvor de musikalske elementer nærmest synes optegnet med tusch i deres enkelhed, og selvom gruppen tager afsæt i electrofunderet indiepop, så er rammerne vidde, og grænserne for, hvad der kan ske, står åbne.

Mest charmerende er duoen, når det er melodierne og de mere eksplicitte musikalske idéer, der taler, som på den mastodonte åbner, “Manifesto del Zorro”, der langsomt og sikkert rejser bropillerne for duoens verden. Sangen lægger op til den store forløsning, men holder sig ganske overlegent på måtten og holder os så meget desto mere sultne.

“S.N.O.G.” fører op med et electrobeat og forvrængede synthesizere og viser her i første omgang brødrenes sans for umiddelbare melodier og små musikalske detaljer, der farver deres i grunden minimale lydunivers op og giver det tyngde og charme.

Balancen mellem det fjollede og det seriøse er en del af pointen hos Twice the Zorro, og det er også her, at gruppen er mest charmerende og karakteristiske, men de mangler stadigvæk kontrol til at bære udtrykket hele vejen, uden man som lytter mister overblik. En sang som “The Future” mangler konsekvens og retning i produktionen, og generelt er vokalerne og dermed teksterne lagt ret langt tilbage i lydbilledet. Det kan selvfølgelig være en ønsket effekt, men desværre trækker det også en del af duoens humor, menneskelighed og projekt med sig. Som lytter står man tilbage med en højere grad af betagelse og undren end af egentlig begejstring.

Det sker ikke på ep’ens fjerde og bedste sang, “The Others”. Her er et beat og et synthriff så minimalt og hårdtslående, at det kunne bryde igennem beton. I denne sang viser gruppen for alvor den attitude og kant, der hele vejen igennem bliver lagt op til. Et Animal Collective-klingende vokalarbejde med enkle og repeterende melodilinjer hjælper godt med til, at sangen står hævet, når pladen klinger ud.

Manifesto del Zorro har masser af fine kvaliteter, og synes man, at blandingen af The Notwist, Bjørn Svin og electroclash lyder interessant, kan ep’en kun anbefales. Den afsluttende, fine sang “Teddy Bone” vækker os på ny fra Twice the Zorros farverige hule til lyden af barnelatter. Et virkningsfuldt indfald og forhåbentlig også et løfte om, at gruppen vil blive ved med at søge dybere ned i deres egen umiddelbarhed og fantasi. Og måske næste gang gøre en ekstra indsats for at hive os andre med hele vejen.

★★★★☆☆

Deltag i debat