Plader

Vin Blanc: Chroma Key

Skrevet af Zenia Menzer

Vin Blancs debutalbum indeholder en vis mængde monotoni, men den opvejes af et kringelkroget univers, hvor den elektroniske kerne suppleres af akustiske og rytmiske arrangementer.

Joe Haege fra 31 Knots er gået solo, og det gør han under navnet Vin Blanc med debutpladen Chroma Key. Ved første gennemlytning synes albummet en smule tungt og trægt, da det tager noget tid om at komme i gang. Åbneren “Tiger Stripe Wishlist” flyder direkte over i “Isn’t It a Pity”, der har en meditativ afsmitning og ikke fremstiller Chroma Key som et specielt spændende eller inspirerende bekendtskab. Numrene opbygges gradvist og afslører flere og flere rytmiske tendenser, hvilket tilfører liv og spænding, men forbliver alligevel monotone med den lidt sløje vokal og de ensformige keyboard-arrangementer, og opbygningen ender med ikke at frigive den instrumentale vildskab, man venter på.

Trods den lidt kedelige start får Haege alligevel trukket sit udspil op til et fornuftigt og ganske værdigt stadie. Noget ved albummets tredje nummer, der ironisk nok er betitlet “The Party Never Started”, fik i hvert fald mig til at lytte videre med en nysgerrighed, der skulle vise sig at blive belønnet.

Vin Blanc får sammenblandet så mange genrer og følelsesstadier, at det næsten ikke er til at holde styr på, hvilket “Magnet’s Dance” egentlig er et rigtig godt eksempel på. Her bliver tungere electronica blandet med organiske klik-lyde og en 80’er-stemning a la David Bowie, der minder uhyggeligt meget om nummeret “Magic Dance” fra soundtracket til “The Labyrinth”, der er ligeså 80’er-agtig som neonfarver og skulderpuder. Dertil skal lægges “Red Thread”, der med sine karismatiske klavergange lægger sig op ad 80’er-lyden i stil med Madness’ “Our House”. Der er indlagt en masse (ufrivillige?) referencer, som fremprovokerer association på association. Der sker med andre ord en hel masse i lydbilledet, og det er egentlig utroligt, at man som lytter ikke bliver mere forvirret, end hvad tilfældet er. En af grundene hertil skal findes i det fodfæste der findes i klavergangene, den elektroniske lyd og Haeges vokal, fordi disse dele går igen flere gange og gentages tilpas nok gange til, at man som lytter finder et mønster.

Samtidig bryder Haege konstant sit eget mønster og inddrager instrumentale konstruktioner, man ikke lige havde forventet, fx “$100 Billz”, der er opbygget af pop og glad guitar, og som ikke rigtigt kan sidestilles med andre af pladens numre (det skulle da lige være den farverige 80’er-stemning). At kalde nummeret malplaceret lyder hårdt, men der er visse numre, der synes ude af kontekst. Foruden “$100 Billz” er “Forgotten Blood Loose” et af dem. Det er – sammen med de to indledende numre – pladens absolutte nulpunkt, hvor der ikke finder nogen nævneværdig udvikling sted. De bidrager til en kedelig søndagsstemning, og det bliver en anelse for statisk for mig.
Heldigvis opvejes det af den dynamik, man kan finde på pladens resterende numre, og sammensuriet af de mange forskellige følelser og stemningsbilleder efterlader mig med en overvejende god fornemmelse og et lille tak til Jon Haege.

★★★★½☆

Deltag i debat