Plader

Amon Tobin: Isam

Skrevet af Jeppe Jørgensen

Amon Tobins nyeste album er et soundtrack til udstillingen “ISAM: Control Over Nature”, og det fungerer aldeles fremragende til formålet. I den eksperimenterende electronica kan man ligefrem fornemme de kriblende myrer og blotlagte knogler.

I film, hvor hovedpersonen er på et livsændrende syretrip, er hans hallucination ofte at befinde sig i en ørken – sommetider om natten. Her skal han så stå alene og modtage universets store hemmeligheder; i en verden, han ikke forstår, fra et kosmos, der synes ligeglad. Samme gestalt fremmanes på brasilianske Amon Tobins nye album, Isam, hjulpet af et stærkt stykke coverart: denne her surrealistiske, mumificerede hund med øjne af insekter og små bevingede skeletter (Klokkeblomsts genfærd), der sonderer hundehovedets terræn med en myrekolonis flid.

Musikken er udviklet i forbindelse med skulptøren Tessa Farmers udstilling “ISAM: Control over Nature”. Det er en stor styrke ved Isam, at den indgår i en synergi med Farmers samlinger af døde biller og skeletale mikrouniverser. Jeg kan i hvert fald anbefale at gennemse billederne, mens du hører musikken.

Forbindelsen imellem drum’n’bass og insekter er en gammel traver. Se blot på instruktøren Aronofskys maniske filmtrip π (1998) – hvor Aphex Twin, Squarepusher og andre electrotroldmænd bidrager med et hektisk, klikkende, flaksende soundtrack; en slags baggrundsmusik for det fremmedgjorte moderne menneske (læs: Vi er alle insekter). Men sjældent har forbindelsen fremstået så elegant, som når Amon Tobin tilføjer et organisk element med genkendelige knirk og klik i stedet for f.eks. Autechres totalt elektriske tankeeksperimenter.

Musikken passer også godt til alle knoglerne og mumierne. Det primitive element, hvor knogler ofte bruges som smykker, peger tilbage på genren jungle, som var mest fremtrædende i drum’n’bass’ens begyndelse, men stadig påvirker. Men derudover er der også en forbindelse, hvis man tænker beats som en form for ’skelet’ i musikken.

Endelig mødes musik og installation også i det øde udtryk. De små skeletalfer og metalmyrer kravler rundt på udstrakte planer med en uniform baggrund. Den isolation går igen i musikken, hvor storslåede trommehvirvler og metalliske slag opstår, udvider sig og falmer i endeløse ekkoer, der ikke bærer noget spor af rumklang, men fortsætter, indtil næste bølge opstår.

Et closeup af en installation på udstillingen "Isam".

Det gør sig gældende allerede i albummets første nummer med den sigende titel “Journeyman”, som starter in medias res med en summende synthfanfare, opfulgt af bombastiske beats, der skyller ind over lytteren. Et øjeblik kunne man foranlediges til at tro, at der var tale om en poppet hiphop-skabelon. Men så går sangen i stykker, Tobins beats bliver til væske, som var de spillet bagfra, og trippet er så at sige påbegyndt. Nu står man ude i en mørk ørken.

Legen med lytterens forventninger, eller måske bare en gennemgående ligegyldighed over for dem, fortsætter i “Piece of Paper”, hvor stenhårde beats viger for så nostalgiske toner, at tårerne presser sig på. Denne sammensætning har jeg også hørt hos Autechre, især i de seneste værker, men her hos Tobin er der en mere fremtrædende, konstant stemning – uden at det bliver easy-listening.

Isam er en opløsende oplevelse, hvor stemningen bliver mere og mere intens, ikke på grund af en intensivering i det musikalske, men simpelthen fordi stemningen bliver udfoldet og sænker sig over lytteren. Albummet skal høres i sin helhed og gerne på et par ordentlige højtalere.

Der bliver ikke givet mange åndehuller i de misantropiske mix, og føler lytteren sig et øjeblik tryg, vender det hurtigt. “Bedtime Stories” emmer eksempelvis af solnedgang og ro, men bliver hurtigt knust fuldstændigt af forvrængede robotstemmer, der parodisk skriger et forfærdeligt uforståeligt budskab ud.

Midt i alvoren har Isam imidlertid også humor, og det gør lige albummet dét bedre. F.eks. i “Kitty Cat”, hvor en simpel melodi med tilhørende naiv tekst om en kat, der fanger fugle, får en næsten truende klang qua ekko og en vibrerende undertone. Eller i sidste nummer, “Dropped From the Sky”, hvor et chipmunk-kor a la Smølferne pludselig bryder ud i lalleglæde.

Hvor Amon Tobins forrige album, Foley Room (2007), demonstrerede hans sans for eksperimenterende lyde, er der på Isam lagt vægt på den psykedeliske oplevelse. Det er en helstøbt plade, der i sin blanding af organiske og metalliske lyde (se blandt andet denne video om Isams tilblivelse) er mere sexet med sin holistiske mysticisme end Warps fragmenterede eksperimentarium. Her bliver vi taget i hånden og ført til den ærefrygtindgydende oplevelse, det er at stå over for noget genkendeligt og helt umenneskeligt. Med min association: at stå alene i en mørk ørken.

★★★★★½

Deltag i debat