Nyheder

Andrew Birds tourliv skildres i ny dokumentarfilm

Skrevet af Ditte Ingwersen

Ny dokumentar på vej om Andrew Bird. Den skildrer ét års uafbrudt turnéaktivitet.

Det canadiske musikmagasin Exclaim! kan i denne uge afsløre, at multi-instrumentalisten Andrew Bird ikke har ligget på den lade side i den senere tid. Imens Bird har tourneret kloden rundt uafbrudt i et år, er der blevet optaget en dokumentar om sangskriveren.

Dokumentaren, som er instrueret af Xan Aranda, har fået titlen Fever Year og forventes at få verdenspremiere på Vancouver International Film Festival, der løber fra den 29. september til den 14. oktober. Desuden er der også planlagt en fremvisning af filmen på Festival Circuit senere i år.

Ud over dokumentarens hovedperson, Bird, vil man også kunne opleve optrædener fra Martin Dosh, Jeremy Ylvisaker, Michael Lewis og Annie Clark (St. Vincent) i filmen.
En trailer til filmen er snart på trapperne.

Deltag i debat