Plader

Beirut: The Rip Tide

Skrevet af Lasse Aagaard

Altid rejselystne Beirut tager på det tredje album, The Rip Tide, på rejse i bandets eget musikalske indre. Det giver en fornyet og tiltrængt ro, men kan desværre ikke holde kedsomheden fra døren fra tid til anden.

Hvis man tidligere er stødt på Zach Condons enmandshær, Beirut, så har man sikkert ladet sig smitte af den musikalske iver og begejstring, der altid har gennemsyret hans virke. Det er en musikalsk og følelsesmæssig logbog fra en rastløs og rejselysten mand.

Zach Condon vil nemlig have verden med i sine sange. Hvor end han befinder sig, er der nye instrumenter, nye udtryk, nye farver. Følsomme og truede traditioner, der venter på at blive brugt på ny i en moderne sangskrivning. Hvad end det er fransk chanson, balkanblæsere eller jødiske sørgevioliner, så bærer det alt sammen på hemmeligheder, som i Beirut kan hives frem og belyses på ny. Både for at udsmykke sine egne sange, men også for at vise traditionerne for, hvad de er.

Denne iver har på hans tidligere udgivelser, The Gulag Orchestra og The Flying Club Cup, skabt mangefacetterede og farverrige udtryk og uforglemmelige sange, men til tider også givet et billede af en ung, talentfuld boheme, der både modigt og lidt usikkert forsøger at vise hele verden, at han selv i sin egen musik kan vise hele verden.

Det seneste udspil, The Rip Tide, viser Beirut fra en ny side. Der er en forfriskende ro til at koncentrere sig om, hvad musikken selv vil, og ikke hvor mange elementer, man kan lægge oven på den. De eksotiske elementer er der stadig: strygerne, hornorkestret og trædeorgelerne,  men de optræder ikke længere som et konstant virvar af lyd, der skal holde kedsomheden fra døren. De er i stedet blevet en del af det grundlæggende udtryk for Condon og hans musik.

Det er tydeligt allerede fra den ligefremme og indbydende åbningssang “A Candle’s Fire”, der sin fine tekst om håb og tillid giver et klart billede af, hvor i verden Condon befinder sig i dag; væk er rastløsheden og den konstante higen efter nye græsgange. Tilbage er et præcist musikalsk afsæt, der ikke har fralagt sig de tidligere eksperimenter, men fået dem indarbejdet som faste bestanddele i musikken.

Der er på albummet en gennemgående tone af trangen til at komme hjem igen, klarsynet og med nye erfaringer i posen. Det åbenbarer sig på pladens anden skæring, “Santa Fe” (en hyldest til Condons hjemstavn), der viser en ny, afklaret og betragteligt mere poppet tone fra Beiruts side. Det er en tone, der er gennemgående på hele albummet, og som i sit afsæt søger det komfortable, det rummelige og det velklingende.

Det kan til tider smage en snert af konservatisme, og hvor meget Beirut end hviler i sit udtryk, kan han desværre stadig ikke undsige sig lyden af, at sangene kommer lidt for ubesværet til ham. Det viser sig f.eks. på en sang som “East Harlem”, der på trods af sommer og sol ikke rigtig åbner op, men forbliver i en tomgang af behageligehed og lige lovligt velkendte virkemidler. Selvom Condon er en modnet mand, bærer han desværre stadig en kappe af et ekstraordinært talent, der har så let ved at lade de gode sange falde af, at kampen om at fange dem og viljen til at søge ud i dem bliver fortiet.

Derfor forbliver The Rip Tide en behagelig oplevelse fra ende til anden. Den vækker liv, hvorend den bliver spillet, men kun sjældent bider den sig fast og bliver hængende. Teksterne er gode og solide, men træder sjældent i karakter og forbliver oftest stumt klingende sætninger, der leder sangene fra A til B. Og det er ærgerligt, for Beirut er en kunstnerisk kapacitet af den art, der som udgangspunkt leder mod det søgende og legende udtryk. Netop denne force viser sig på den melankolske “The Rip Tide”, hvor der bliver åbnet for en mere dvælende og indadvendt side af Beiruts repertoire. Det er en sang, der med sin ensomt tikkende trommemaskine er med til at give albummet kant og karisma og holder det fra at læne sig op ad en konstant behagesyge. Her bliver der udforsket en verden, der ikke ligger i østeuropæiske folketraditioner, men i Condons eget sind.

En lignende udvikling træder frem i pladens næstsidste sang, “The Peacock”, der med sparsomt brug af harmonium og gospelkor lader alle de musikalske, velmenende elementer hvile et kort øjeblik, så en ny sårbarhed kan træde frem.

The Rip Tide er et kort og økonomisk album, som man ikke når at blive træt af, så længe det varer. Det er også et modent album, der viser en ung mand, som er ved at træde i karakter og finde sin stemme og sin ro som sangskriver. Men vi har stadig til gode at se Beirut som et projekt, der også er i stand til at dræbe sine egne hellige køer for at se, hvordan man klarer sig uden.

★★★★☆☆

Deltag i debat