Interview

Chuckamuck – »Vi er blevet dårligere«

Skrevet af Martin Thimes

Mød de tyske debutanter, der har en mere end uheldig trommeslager og et afslappet forhold til livet i et rockband.

Chuckamuck

Oska Wald (nederst th) og resten af Chuckamuck var fulde og glade og sikre på, at de ville blive ramt af alskens ulykker efter deres debut-koncert i Danmark. Foto: PR.

De er unge. Den alder, hvor klokken to om eftermiddagen bliver omtalt som »klokken to om morgenen«. De ankommer fire mand høj. Tre bandmedlemmer og en ven. Manageren ser mere træt ud, end de fleste gør klokken syv på en fredag. Men han har også sit at se til. Trommeslageren i bandet er forsvundet tidligere på eftermiddagen, og det er med garanti ikke den første sixpack dåseøl, de resterende tre musikere er i gang med. Det tager ikke lang tid, inden guitaristen falder halvt i søvn i græsset. Ned på ryggen og skiftevis rygende og sovende. Han er stille under hele interviewet.

Det er forsanger Oska Wald kun delvist. Han er i starten af tyverne, skriver det meste af bandets musik og ligner netop det, han er: en ung mand, der er ved at finde ud af, hvad han skal gøre med trangen til skabe. Og han ligner også en, der kaster sig hovedløst ud i alle fristelserne omkring sig. Han piller konstant ved hænderne, der er plettet med et par sår og en masse ar efter lidt for mange uheld til koncerter og en ukontrolleret omgang med guitaren.

Han har da også haft rig mulighed for at få blod på fingrene under koncerter, for Chuckamuck har spillet Berlin tynd næsten hver weekend, siden de begyndte at spille for fire år siden. For de er et band, der sætter pris på nærkontakten med publikum.

»Det er stadig mærkeligt for os at spille på store steder. Vi er kun vant til at spille på små klubber. Og måske så det kaotisk ud, men det er måske et af de mindst kaotiske shows, vi overhovedet har spillet. Det er svært, når man ikke har adgang til publikum. Hvis vi havde muligheden, ville vi hellere have spillet nede på gulvet,« siger Oska Wald om den svingende, men inspirerende koncert på Roskilde Festival samme eftermiddag.

Kaos er godt
I det hele taget befinder Chuckamuck – som bandets debutalbum også afslører – sig godt, når tingene ikke er sat for meget i rammer. De bekymrer sig ikke om at blive gamle og ser musikken som en hobby. Det er ikke en karriere.

»Vi stemmer guitarer, det er det,« konstaterer de tørt, når de skal beskrive, hvordan de forbereder sig til en koncert.

Chuckamuck

Chuckamuck kan godt lide doo-wop. Og cigaretter. Og Astra. Foto: PR.

»Vi spillede engang for en flok britiske turister. Vi havde været til en fødselsdag og endte med at bade i Spree-floden. Det ville englænderne også, men da de skulle til at hoppe i, dukkede politiet op. Så vi smuttede i kiosken efter øl og chips og spillede et show for dem i vores øvelokale. Klokken to om morgenen.«

Da bandet indspillede deres første album, skete det på tre dage i kælderen under en technoklub i Kreuzberg. De havde egentlig fire dage, men deres trommeslager var også væk den dag.

»Og det var faktisk ikke engang meningen, vi skulle indspille en plade. Det var egentlig bare demo-sessions, men pludselig havde vi indspillet 13 sange.«

Dårligere og dårligere
Desværre er bandet så ramte efter to dage på festival, at de er ikke særligt interesserede i at snakke om musik. Jo, de lytter til Black Lips, Demon’s Claws, gammel doo-wop, The Kinks.

Har jeres lyd ændret sig meget, siden I begyndte at spille sammen, da I var 15 år gamle?

»Ja, den har ændret sig. Vi er blevet dårligere.«

Og så kommer der ikke flere hele sætninger ud af munden på dem. De vil meget hellere snakke om, hvor røvsygt og kedeligt det faktisk er at vokse op i den by, som alle unge danskere med ambitioner om at kunne begå sig i Kødbyen ellers valfarter til, som var det fluer om et glas saftevand.  Om den dårlige Iron Maiden-koncert, de så aftenen forinden. Ikke fordi Iron Maiden som sådan var dårlige, det var bare åndssvagt at se så gamle mænd te sig på en scene. Lige indtil Oska kommer i tanker om, at han har et genialt citat, som han gerne vil sige som det sidste i interviewet:

»Det, der er med Chuckamuck, er, at vi er et virkelig cool band. Men vi er altid ramt af uheld. Det er som en forbandelse. Vores trommeslager har et ben, som brækker nogenlunde hvert år, lige når det begynder at blive sommer. I år er tredje gang, det er sket. Hver gang en ting går godt for os, er der 10 andre ting, der går galt.«

Deltag i debat