Plader

Chuckamuck: Wild for Adventure

Skrevet af Martin Thimes

Ja, de synger på tysk. Nej, det er ikke Rammstein. Mød Chuckamuck, Berlins bedst bevarede live-hemmelighed. Lidt endnu. For med debutalbummet viser de fire knægte, at de har meloditæft og energi nok til at komme langt ud over Spree-flodens bredder.

Rastløs energi, en nødtørftig og snublende instrumenthåndtering og så meget ømt-punket selvtillid, at det ofte kammer helt over. Det er, hvad tyske Chuckamuck har i rygsækken, når de vader ind i hjerterne på folk. For det er det, de gør. Med udtrådte sko, beskidte fingre og lidt for stor trang til at score damer og fortælle løgnehistorier.

“Gestern traf ich Dan Treacy” er et af de numre, der giver en lyst til at gå sammen med bandet. Ikke for at skulle noget sted hen, men bare gå. Fordi det er en rar følelse måske at møde en, man kender. Eller endnu rarere at undvige alt det, der er så kedeligt i hverdagen. Ting som opvask, et blandingsbatteri, der ikke virker, og en pære, der skal skiftes. Kun de færreste bands formår at formidle ungdommelig rastløshed så glimrende som Chuckamuck.

Andre har rendt samme ærinde for rockhistorien tidligere. Libertines gjorde det, når de var bedst. Cola Freaks gør det fremragende på dansk og i en mere voksen version. Og det samme gør De Høje Hæle. Og måske er det de to sidstnævnte, tilføjet et voldsomt skvæt af førstnævnte, der bedst beskriver lyden af Chuckamuck.

For tyskerne kan både lave de autentiske beathyldester, så man skulle tro, at The Kravin’ “A”‘s var blevet 30 år yngre og havde lært sig lidt tysk (“Eis am Stiel”). Eller de kan spille, som Pete Doherty gjorde, inden han fandt ud af, hvor romantisk det var at lade narkoen nedbryde det hele (“Caroline”). Men mest af er der på Wild for Adventure en spillelyst og skrivebegejstring, som måske finest bliver udstillet i den bittersøde alene-hyldest til en af de hunde, der er så forbandet mange af i den tyske hovedstad (“Mein Hund und ich”).

Forsanger Oska synger ikke godt. Men han formår at holde på formerne som en blanding af Jonathan Richman og Joe Strummer i sit knapt så bjæffende hjørne. Når det så bliver tøjlet elegant, som i “Souvenirs”, er det umuligt ikke at lade sig charmere.
Undervejs på Wild for Adventure er der lidt for mange ungdommelige brain farts a la hyldestsangen til Mars Mandel, “Mars Mandel”, og den brægende single “My Honey”, der forsøger at formidle bandets fascination for Rolling Stones og blueset punk på samme tid. Uden at lykkes med nogen af delene.
Men det er trods alt mindre detaljer på en debut, der, hvis de unge gutter bag kan holde kursen, lover ganske godt for den tyske eksport af rockmusik.

★★★★½☆

Leave a Reply