Plader

Com Truise: Galactic Melt

Skrevet af Esben Rasmussen

Com Truises 80’er-fetich udvikler sig aldrig rigtig til andet end en anakronisme. Derfor bliver Galactic Melt ikke for alvor en interessant oplevelse.

Newyorkeren Seth Haley aka Com Truise aka Airliner aka Sarin Sunday har, hvad titlen nok antyder, en del jern i ilden. Fælles for dem alle er dog et og samme udgangspunkt: synth, synth, synth. Efter debut-ep’en Cyanid Sisters er den travle herre klar med første fuldlængde som Com Truise – Galactic Melt – hvor begge plader er udgivet inden for et halvt år. Derudover har Haley bl.a. remixet Neon Indian, og et vist slægtskab fornemmes også. Men hvor chillwave-bølgen generelt, og Neon Indian i særdeleshed, lyder som støvede, fantastiske (og imaginære?) sommerdage i 80’erne, så er Com Truises udtryk langt mere koncist – uorganisk om man vil. Samtlige 10 numre er domineret af stram synth og muskuløse trommer. Ikke altid ligefrem 4/4, men sjældent langt fra.

Det er ganske symptomatisk, at et af de stærkeste numre hedder “VHS Sex” – pegende på en lidt for intim omgang med et bedaget format. Det kan virke paradoksalt ned til mindste detalje at imitere musik, der især var interessant, fordi det var nyt – fordi syntetiserede, reproducerbare lyde bidrog med nye muligheder for 30-35 år siden. Model 500 lød futuristiske, Com Truise gør selvsagt ikke.

Nu er det selvfølgelg heller ikke musikhistorie, vingesus og perspektiv det hele, men den type nostalgi Galactic Melt bærer præg af, er ikke synderligt heldig. Som udgangspunkt selvtilstrækkeligt bagudskuende, i værste fald komplet ligegyldig.

Når det er sagt, så er det vel egentlig hæderligt, det Com Truise nu engang gør – semi-funkede baslinjer og atmosfærisk synth. Førstesinglen “Cathode Girls” med sin nervøse staccatosynth og ringende ridebækken lyder som en halvpsykedelisk Rick James anno ’85 uden vokal, men tilføjet treblede Moroder-lyde. “Brokendate” er også et fint nummer, der næsten lyder intenst på en sær fremmedgjort måde.

Det er svært at se bort fra 80’er-fetichen, og selvom det kliniske synth-prægede til tider fungerer, er der langt til de forbilleder, Com Truise så åbenlyst lader skinne igennem – ja selv coveret ligner gudhjælpemig en farvet version af Unknown Pleasures. Ikke i sig selv et oplagt referencepunkt, men en så konsekvent bagudstræben, som der her præsenteres, er det enddog meget svært at fatte interesse for. Jeg har svært ved at finde på ord, der rent faktisk passer på Com Truise. Nå jo, nogle gange lyder han også lidt som New Order.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat